Hvordan skriver man litteratur i et kapitalistisk højhastighedssamfund, hvor afviklingen af den verden, vi troede, vi kendte, foregår her og nu og hele tiden med en fart, der langt overstiger vores fatteevne?
Hvordan deltager litteraturen i den nydefinering, om-organisering og forhandling af ellers fastlåste kategorier (menneske/ikke-menneske, subjekt/objekt, natur/kultur, liv/død, mål/midler) og traditionelle opfattelser af mennesket (som et frit og selvberoende individ, adskilt fra alt andet), som blandt andet klimakrisen og den teknologiske udvikling tvinger os til at foretage? Kort sagt: Hvordan skriver man samtidslitteratur?
Mange vil måske pege på den store, realistiske roman, men en anden tendens træder frem i disse år i dansk litteratur, hvor en række forfattere orienterer sig mod andre og mindre konventionelle genrer og fremstillingsformer som fantasy, magisk realisme og science fiction, når de forsøger at tage kritisk livtag med de grundlæggende spørgsmål, der vedrører vores nuværende situation. Det gør de måske, fordi mange af de udviklinger – eller afviklinger – vi er vidne til, forekommer så mystiske, usandsynlige, uhyggelige og mærkværdige, at de kalder på genrer, der i højere grad kan indfange sådanne følelser og erfaringer. Når vores tid opleves som ”sci-fi-agtig”, ja, så gør en kritisk samtidslitteratur det også, kunne man sige.
Et af de bedste, mest originale, insisterende og påtrængende danske eksempler på dette udkommer i dag, nemlig Olga Ravns nye sci-fi-kollektivroman ”De ansatte”, der foregår på et rumskib i en på samme tid fremmed og underlig genkendelig fremtid. Rumskibet, kaldet ”det sekstusinde skib”, befinder sig i nærheden af planeten Nyopdagelsen, hvorpå man finder en række uudgrundelige og på deres egen måde levende genstande, der vækker røre i de både menneskelige (der er født på Jorden) og ”menneskelignende” (posthumane, programmerede væsener) besætningsmedlemmer, de ansatte, og får dem til at problematisere ikke bare den skumle og mystiske organisation, der kontrollerer og overvåger hele foretagendet, men også dem selv og deres omgivelser: ”Jeg lever, som tal lever, og stjernerne som garvet skind skåret fra dyrets mave lever, og nylonreb som enhver genstand lever i forbund med hinanden. Jeg er som disse genstande. I har skabt mig, givet mig sprog, og nu ser jeg jeres fejl og mangler,” lyder det fra en af de ansatte.
Så smukt, nærmest Inger Christensen’sk, kan Ravn for eksempel skrive, når hun rejser spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvad betyder det at være levende? Er jeg skabt eller skabende? Fri eller programmeret? Hvad adskiller mig fra det, der ikke er mig? Ravn afholder sig heldigvis fra at afklare disse spørgsmål, men afsøger, blander og tvister vores automatiserede kategorier:
”Det, I kalder skabt, er jeres egen skabelse. Det, I kalder fundet, nyopdaget, er jeres eget udgangspunkt,” står der med en prægnant formulering et andet sted. Måske er mennesket også ikke-menneskelig, måske er det ikke-menneskelige også menneskelig (hvad det så end betyder)?
Den foruroligende, urovækkende og vibrerende uafklarethed understøttes af det interessante konceptuelle og fremmedgørende greb, som Ravn har foretaget. I stedet for at præsentere sit stof i en traditionel, let oversættelig og plotdreven sci-fi-roman, placerer Ravn nemlig læseren i endnu fjernere fremtid end romanen ved at gøre os til læsere af en rapport bestående af mere eller mindre fragmenterede vidneudsagn – optaget og indsamlet til en art MUS-samtaler med ”udvalget” – fra det hedengangne rumskib.
Dette greb betyder, at vi heldigvis hverken får en udfoldet fortælling eller opklarende budskaber, men i stedet er overladt til de nogle gange afmålte og distancerede, andre gange poetiske og patosladede efterretninger, som de forskellige ansatte leverer, hvilket også medfører, at det aldrig er helt klart, hvem der taler og fra hvilken situation. Med sin mærkværdige og mystiske protokol-æstetik bliver ”De ansatte” dermed et lige så gådefuldt, frapperende og tiltrækkende objekt som de genstande, der befinder sig i romanens rum.
Vi lever i en tid, hvor kapitalismen og dens krav om produktivitet, hastighed og udvikling er ført helt ind under huden på os, så mennesket først og sidst opfattes som arbejdende i økonomiens tjeneste. Vi lever i en tid, hvor vi har mistet forbindelsen til Jorden, hvor de vanlige koordinater og kategorier, vi orienterer os efter er forvrænget eller sat ud af spil. Vi lever i en tid, hvor teknologien indvirker på os i en sådan grad, at det kalder på en ny fortolkning af, hvem og hvad vi i det hele taget er. Hvordan forholder vi os til disse forskellige, men overlappende kriseerfaringer? Hvilke affekter og erfaringer bevirker de? Det er sådanne væsentlige spørgsmål, som Ravn kredser om på sin egen særegne facon.
”De ansatte” er en foruroligende, nydelsesfuld læseoplevelse og et af de bedste bud på en samtidsroman, jeg længe har læst.
Læs interview med Olga Ravn på