”Jeg har ingen magt, men jeg har rigtig mange meninger.”
Sådan lyder en af de ufatteligt mange citat-venlige kommentarer, som Fran Lebowitz fyrer af i den syv afsnit lange Netflix-dokumentar ”Pretend It’s a City”. Og det er ikke hvem som helst, som står bag, for Martin Scorsese er instruktør, samtalepartner og altså også manden, der har vurderet, at forfatteren, ærke-newyorkeren og den sardoniske meningsmaskine fortjener tre en halv times ubrudt taletid.
Det er der ikke mange, der kan bære. Men den 70-årige Lebowitz er heller ikke alle og enhver. Hun skyder til gengæld på alt og alle, og med størst fryd på tidsånden. Som når hun spidder ønsket om wellness, som hun ser som et udtryk for grådighed: ”Det er ikke nok, at jeg ikke er syg, jeg vil også have velvære, jeg vil have wellness.”
Eller når hun af en gæst – dokumentaren består overvejende af interviews foran et publikum og af mere intime samtaler med Scorsese – bliver bedt om at beskrive sin livsstil og svarer: ”Livsstil? Jeg ville aldrig bruge ordet ’livsstil’. Sådan ville jeg beskrive det.”
Der er vid, bid og hårdhed i hvert eneste ord om alt fra New Yorks nye plantekasser, der får byen til at ligne hendes bedstemors hjem, over de mange elendige taxachauffører til irritationen over den uendelige strøm af turister, der spørger hende om vej, og hvor hun gerne replicerer: ”Ser jeg imødekommende ud?”.
Det er morsomt og uforskammet på en særlig jødisk newyorker-facon, og var man i tvivl om, hvorvidt Woody Allens film nu også har noget med virkeligheden at gøre, så er Lebowitz et levende bevis på det. Som Allen på lærredet er hun en dannet kværnen af meninger, idiosynkrasier og veloplagt misantropi.
Det er virkelig underholdende og, når hendes ord flugter med ens egne tanker og holdninger, naturligvis også vidunderligt. Som når hun til min store fornøjelse hudfletter ”Phantom of the Opera”. Når hun mener, at ”en bog skal ikke være et spejl, den skal være en dør”. Eller forklarer, at hun ”hader penge, men elsker ting”.
Men tre en halv time er lang tid, og selvom Scorsese har indlagt sekvenser, hvor Lebowitz går i gaderne i sin by i cowboystøvler og i sin ikoniske blazer, så er tempoet højt, og meningerne lige så mange, og det er som at overvære et standupshow, der aldrig stopper. Samtidig savnes der sårbarhed i Lebowitz’ ord om sit liv. Meningerne forbliver udvendige, mens det, der sker indeni – for eksempel følelsen af at være lesbisk i en anden, mindre tolerant tid eller at have levet i en by, hvor en kvinde måtte gå i seng med cafébestyreren bare for at blive servitrice – kun berøres let og uden særlig alvor.
Selvom sårbarheden kunne have løftet oplevelsen, synes Scorsese at ville noget andet med sin dokumentar. At give tid og plads til Lebowitz’ offentlige karakter, til hendes persona, til alle hendes ætsende, politisk ukorrekte meninger, som får ham til at skraldgrine, og samtidig tegne et portræt af den by, de begge har levet deres liv i.
På de præmisser fungerer ”Pretend It’s a City”, og set et afsnit ad gangen, og ikke i ét langt stræk, er serien ofte en gave. Som at opleve en komiker med viden og meninger om kunst, kultur og dannelse. Hvilket er cirka lige så almindeligt som at møde en venlig newyorker på Fifth Avenue.