Prøv avisen

Sådan er verdens indretning

Spiser du mange grøntsager – her er det miniblomkål og miniaubergine – er det sikkert, fordi du er klog. – Foto: Polfoto.

Tredje bind i Vibeke Grønfeldts serie om landbokonen Agate er mesterlig romankunst

Når man lukker bogen efter sidste side, tænker man: sikke en rigdom. Vibeke Grønfeldts fortsatte beskrivelse af landbokonen Agate tidligere værker er "Mindet" og "I min tid" imponerer med en eminent detaljeringsgrad i portrættet. Sjældent får man en romanfigur så tæt på og med så mange nuancer i stregen.

Det er blevet besættelsestid, og Agates tidligere flirt med nazistisk tankegods er afløst af vrede over tyskernes indmarch i landet. Hun bor med sin datter Marita og mand Jakob maleren, kalder hun ham for det meste på et husmandssted. Ud over at passe dyr og marker påtager ægteparret sig malerarbejde for lokalsamfundet, som Agate kender fra barnsben. Her bor stadig moderen, to af hendes søskende, barndomskammerater og ungdomskærester. Et lille landsbysamfund, hvor alle kender alle, på godt og ondt.

I Grønfeldts roman er det narrative underordnet beskrivelsen af følelser, sindsstemninger og miljø. Tilsyneladende sker der så lidt, men i det begrænsede hverdagsliv illustreres tilværelsens store konflikter og samtidens aktuelle brændpunkter. Agate registrerer, tænker og småsnakker med sig selv, mens hun maler og passer dyr, og meget af tiden opdrager hun på Marita med formaninger, gode råd og lussinger om nødvendigt.

Agate er en sammensat person: rapkæftet og skrap over for andre, tænksom og viljestærk, men også fuld af skarp og tvivlende selvransagelse. Hun kender til indre tomhed, følelsen af at være skuespiller i livet, ser forfængelighed og naragtighed hos sig selv og andre og tror på selvdisciplinering som et middel til at klare livet. "Man tænker sig svag, man tænker sig stærk," som hun formulerer det over for sig selv og Marita for at understrege menneskets frie valg og evne til at forme sin skæbne.

Sig selv vil hun forme til at være illusionsløs realist og se verden, som den er. "Sådan er verdens indretning," siger hun gang på gang, og samme næsten snusfornuftige statement udtrykkes i de mange ordsprogsagtige sekvenser, som hun krydrer samtalerne med.

"Indretningen" kalder Grønfeldt netop sin roman og peger dermed på denne illusionsløse selv-iscenesættelse, som ligger Agate på sinde. Dog kan hun ikke holde drømmene fra livet: Ambitionerne om, at Marita skal få et stærkt kvindeliv uden bindinger fra ægteskab og børnefødsler. De erotiske fornemmelser, når hun ser ungdomskæresten Leo. Forestillingerne om fremtidig rigdom og luksus, som når hun ønsker sig at køre gennem landsbyen i en ny og skinnende Buick. Forfængelighed fnyser hun derefter og minder sig selv om realiteternes verden.

Den består blandt andet i tyskernes nærvær og de konsekvenser, det fører med sig. Krigen kommer tæt på landsbyen, da engelske fly skydes ned, og overlevende piloter bliver gemt i udhuse og lader. Nogen kender til det, andre absolut ikke, for der er også tyskervenlige i området, og sladder og rygter trives. En af Agates bekendte melder sig til Frikorps Danmark, og hun reflekterer over retfærdigheden efter befrielsen, hvor han kommer i fængsel, mens samarbejdspolitikerne, der opfordrede til hvervning, går fri. Også afsløringerne af kz-lejrenes rædsler gør indtryk. Agate får voldsomme mareridt og filosofiske anfægtelser over liv og død, godt og ondt.

Grønfeldt er ikke bange for dramatiske billeder, når hun anskueliggør disse forestillinger og konflikter. Udfordrende er også hendes replikkunst, der med hurtige, stilsikre skift mellem tale, tanke og handling og megen dækning kan minde om Herman Bang. Hun skaber et mættet psykologisk og socialt univers, hvor meget foregår simultant og på overraskende mange niveauer. Det er spændende, krævende, uhyre udbytterigt og mesterligt gjort.

Vibeke Grønfeldt: Indretningen. 319 sider. 299 kroner. Samleren. Udkommer i dag.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Foto: Polfoto.