En gruppe finske fiskere vælter ind på scenen og synger en ”fiske-daskesang”, dasker hinanden med slatne sild og lægger salen ned i grinekramper. Så kommer Kong Arthur og hans væbner galopperende til lyden af klaprende kokosnødder. Niveauet er lagt. Monty Python på dansk grund er lige så vanvittigt, som man kunne forvente.
Den britiske komikergruppe Monty Python har gennem tiden haft enorm indflydelse på den vestlige verdens forståelse for komik og satire, og de fleste af os har rynket brynene og trukket på smilebåndene ad John Cleeses gakkede gangarter. Nu er Monty Python kommet til Danmark i en musical-version baseret på kultfilmen ”Monty Python og de skøre riddere” fra 1974 tilsat flere sange, flottere kostumer og cancan-piger.
Med denne opsætning tager Odense Teater således et modigt livtag med Monty Pythons vanvittige humor og anarkistiske satire. Satiren går desværre tabt i oversættelsen til dansk og til musicalformatet, men forestillingen er sjov - for det meste.
Musicalens skabere Eric Idle og John Du Prez har skruet gevaldigt op for musical-spektaklet og de glitrende ensemblescener, der på den ene side lefler for musicalpublikummet og på den anden side gør dybt nar af både genren og dens publikum.
”Spamalot” er på sit morsomste i de velkendte scener, hvor vi blandt andre møder Den Franske Håner, Ridderne af Ni, Den Trojanske Kanin og Den Sorte Ridder, som mister sine lemmer i en vattet sværdkamp og ufortrødent kæmper videre. Den er på sit svageste, når den vil være en metamusical med store, svulstige musicalnumre, som handler om, hvor svulstig en musicalsang skal være. Det er en lidt uoriginal form for medieparodi og selvironi, som efter det første grin er rent fyldstof, der blot skal overstås.
I rollen som Damen fra Søen formår Trine Gadeberg dog at hæve selvironien op på et højere komisk og sangmæssigt niveau. Også Mikkel Bay Mortensen og Rasmus Fruergaard leverer fine komiske præstationer, dovne og uduelige som både stepdansere og sværdkæmpere og med fin timing i leveringen af de ikoniske replikker. Men det er den korpulente Jacob Moth-Poulsen, der rammer særligt plet som den prinsessefimsede Prins Herbert. Her må publikum igen ned at ligge med kramper i grineregionen.
Men Monty Pythons humor har også en mere kritisk bagside - og hvordan fungerer så deres særligt britiske samfundssatire fra 1970'erne oversat til en dansk kontekst anno 2015? Ikke optimalt. Uden kontrasten mellem pøbelens og dronningens engelsk flyder de skarpladte pointer om blandt andet det britiske monarki og klasse-system ud i sandet.
John Cleese har udtalt, at det ikke længere er forsvarligt at praktisere den sorte, anarkistiske humor, som medlemmerne af Monty Python leverede for 30-40 år siden, blandt andet med deres religionskritiske og kontroversielle film ”Life of Brian” (1979). Og måske er det netop provokationsangst, der ligger til grund for, at musicalen ”Spamalot” er blevet en udvandet, ufarlig affære - en ”light” version af den skarpe Monty Python-humor, vi kender fra tv.
”Spamalot” er tydeligvis lavet til at kunne eksporteres, så de fleste scener har en universel sort humor, man kan grine ad, simpelthen fordi det er så tåkrummende åndssvagt. Er man ikke i forvejen bekendt med de kulturelle referencer, der er genstand for Pythons satire, vil man altså ikke savne noget.
Er man ude efter en god aften med højlydt grineri, fællessang og et gensyn med kendte karakterer, er ”Spamalot” det helt rigtige valg. ”Always look on the bright side of life,” stemmer vi højlydt i uden den mindste snert af ironi.