Det var relativt sent i mit liv, at jeg første gang læste Kierkegaards ”Lilien på marken og fuglen under himlen - tre gudelige taler”.
Men det er blevet et lille værk, som jeg nu vender tilbage til cirka hvert andet år. Nogle gange bliver bøger en slags åbenbaring, fordi man som menneske har tænkt og tænkt over noget, som man ikke selv har kunnet sætte ord på, og pludselig gennem en bog får man en forklaring. Sådan var det for mig med ”de gudelige taler”. På en smuk måde får man her forklaret, at man skal tage det udsagn alvorligt, at ingen kan tjene to herrer.
Det er ikke noget langt værk, men det, som det egentlig siger, er, at vi skal huske at være ydmyge. Det er imidlertid ikke nemt at lære i vores egenskab af at være mennesker, for vi spejler hele tiden os selv i hinanden. Men det er en fordring, som vi, hvis vi glemmer den, må sørge for at genopfriske.
I denne tid som aldrig før spejler vi os i hinanden. Udviklingen skyldes især de moderne medier. Med dem bliver det svært at lære langsommeligheden og få øje på ”lilien på marken og fuglen på himlen”, fordi vi hele tiden, om det er nok så dumt og idiotisk, skal markere os med et ”thumbs up” eller et ”thumbs down”. Det er ved at være ynkeligt, synes jeg, at vi udtrykker os i tegn. Jeg er ligeglad med tegn.
Jeg tror, at vi er mennesker for at være menneskelige, men vi mister evnen til at færdes blandt hinanden, hvis vi hele tiden sidder og hakker fingrene ned i et hakkebræt. Meget af det, vi googler os til, er alligevel også løgn. Vi er nødt til at færdes ude i virkeligheden i stedet.
Kierkegaard var en helt vanvittig tænker, og det, han skriver i ”Lilien på marken og fuglen under himlen - tre gudelige taler”, er tilgængeligt for enhver. Heri forklarer han, hvad det vil sige at tjene to herrer. Den der grådighed i os, hvor vi vil have det hele.
Hvor vi ikke kan elske andre, før vi elsker os selv. Men det er jo ikke rigtigt. Kom nu ud og elsk nogle andre mennesker. Livet er andet end maden og legemet andet end det tøj, vi tager på. Det er her, påstår Kierkegaard, at vi kan lære af blomsten og den lille fugl.
Det enkle liv er at være her, mens vi er her. Den lille fugl pipper jo ikke, for at nogen skal høre det - den gør det bare.
Den synger så stolt og fint.
Og blomsten er bare optaget af at sætte blomst og gror for at gro. Det er så enkelt, og jeg tror også, at det er derfor, jeg synes, værket er så smukt, at jeg indimellem er lige ved at græde over det.
Det, der sker i menneskeligt selskab i dag, er, at vi glemmer at være de mennesker, vi er her for at blive. Men det helt utrolige ved Kristus var jo, at han kom i skikkelse af et menneske, for at vi kunne blive menneskelige. Derfor skal vi gøre os umage, og det synes jeg ikke, at man gør blot ved at lave en tommelfinger, der vender enten opad eller nedad.
Kierkegaards værk er dog ikke kun en moralsk fortælling, det er også et digt. Han siger, at nok har mennesket fået talens gave, men det betyder ikke nødvendigvis, at vi skal tale. Verden kunne trænge til, at vi læner os tilbage, er tavse og kigger på fuglen.
Men ofte har vi alt for travlt.
Alligevel er jeg optimistisk, for jeg ved, at det gode er der. Nok hylder medierne de onde historier, men der er lige så mange gode derude.
