Prøv avisen
Film

At se løgnen i øjnene

4 stjerner
Tim Burton har begået en flot film om Margaret Keane, der malede, mens hendes mand tog æren. Foto: Foto fra filmen

Tim Burtons nye film er både kunst- og kvindehistorie

Tim Burtons nye film ”Big Eyes” handler om en af 1960'ernes store kitschmalere, Margaret Keane, og hendes psykopatiske ægtemand, der løj over for hele verden, mens de skovlede dollars ind på kontoen.

Hendes billeder af børn med store øjne var i høj kurs i begyndelsen af 1960'erne. De fleste kritikere hadede dem. Trommesalsmalerier!, hvislede de. Billederne blev ikke desto mindre solgt også som plakater og postkort. Der var ikke et supermarked, hvor man ikke kunne købe plakater med traurige børn med store øjne.

Der var bare det problem, at det hele var bygget på en fuldfed løgn. Det var Margaret Keane, der lavede billederne, men det var hendes mand, Walther, der førte sig frem som kunstneren. Han tog æren og spillede den dygtige maler, der var uddannet i Paris. Han havde set alle uhyrlighederne i Europa efter krigen.

Det afspejlede sig i billederne af fortabte børn med store øjne. ”Øjnene er sjælens spejl,” siger han igen og igen. Alt var løgn, men det solgte som varmt brød. Ulykkelige børn vækker følelser.

Historien fra Tim Burton (”Alice i Eventyrland”, ”Charlie og chokoladefabrikken”, og mange andre) begynder i slutningen af 1950'erne, hvor Margaret meget mod tidens normer forlader sin mand sammen med sin cirka 10-årige datter Jane.

Som enlig mor kommer hun til San Francisco, hvor hun, der er uden arbejdsmarkedserfaring, prøver at få et job. Hun er typisk for sin tids kvinder. Som hun selv siger, så har hun altid været nogens: ”Først nogens datter, så nogens kone, og så nogens mor”.

Nu skal hun selv, og hun får et job på en møbelfabrik, hvor hun skal male billeder på et barnesengegærde. Hun kan nemlig male. I weekenden prøver hun at sælge sine billeder af børn med meget store øjne på loppemarkeder, men de sælger ikke.

På et sådant loppemarked møder hun Walther, der også prøver at sælge sine billeder. Han har charme og salgsteknikken i orden. Snart forelsker hun sig i ham, og gradvist overtager han hendes billeder, som han siger, at han selv har malet. Bag al hans charme lurer den psykopatiske personlighed.

I 1960 åbner de et galleri, hvor hendes billeder sælges, som var det hans. Et rigtigt Walther Keane-billede! Der kommer bøger om hans billeder med skitser og forhistorier. Alt sammen løgn. Hun sidder derhjemme og maler og maler, mens han spiller verdenskunstneren. Den rolle kan psykopaten til fulde, og hans ego vokser i samme grad som forretningen.

Til sidst må hun flygte fra det hele. Hun tager til Hawaii, hvor hun lever isoleret med datteren Jane. Hun kan ikke komme ud af løgneverdenen, men en dag ændrer det sig, da hun lukker et par Jehovas Vidner ind i sit hus. De læser for hende Paulus' formaning om at afsky egenkærligheden og løgnen.

”Det var lige en skildring af min mand,” siger hun og læser selv videre i Det Nye Testamente. Det inspirerer hende til at sige sandheden i et radiointerview.

Det udløser til mediernes store bevågenhed en retssag mellem de to ægtefæller i 1964, som hele USA følger.

Filmen tegner et billede af en kvinde, der finder sig selv og afskyer løgnen. Filmen er også et fint tidsbillede fra en periode, hvor kvinder kommer ud af ”nogens” skygge og finder sig selv.