Da Mikael Josephsen i 2014 trådte ud i det fri efter endnu en indlæggelse på den psykiatriske afdeling P3 i Svendborg, havde han det elendigt. Han fik angstdæmpende medicin og epilepsimedicin og kunne ikke komme i gang igen. Men den tidligere rektor for Forfatterskolen, Hans Otto Jørgensen, samlede ham op og tilbød Josephsen et forløb på Gladiatorskolen.
I to år gik han på Gladiatorskolen i København og læste i perioder 12-16 timer om dagen. ”Jeg skylder Hans Otto mit comeback,” siger den anmelderroste forfatter i dag.
Om tilblivelsen af gennembrudsdigtene i knækprosasamlingen ”Knæk” fortæller Josephsen:
”Jeg var godt bedøvet af stesolider, da jeg skrev teksterne, men jeg havde alligevel en hukommelse som en elefant.”
Digtsamlingen skrev han på blot to måneder, umiddelbart efter han havde gået på skolen.
”Jeg vidste knap nok, hvad jeg havde skrevet, men jeg fik besked fra forlaget om, at det var det bedste, de havde set fra min hånd. Nu har jeg lært mig selv at skrive lige sådan bare uden stimulans. Jeg gør mig ligeglad, og så skriver jeg. Uhæmmet skrivning kan man sige.”
Titlen ”Knæk” signalerer knækprosa, men refererer også til det psykiske knæk. Igennem digtene får man et indblik i tilværelsen som alkoholiker på den psykiatriske afdeling P3 i Svendborg og i de absurde scenarier, der udspiller sig der. Det er meget ærlige og nøgne fortællinger fra den psykiatriske afdeling, og det koncentrerede sprog viser noget essentielt om den menneskelige eksistens.
”Jeg er farmor” hedder anden del, som handler om udskrivelsen og livet i et boligkompleks og erindringer om farmoderen, der ligesom Josephsen var alkoholiker og misbruger. Hans sproglige billeder er rå og stærke, sårbare og vedkommende, og der levnes ingen tvivl om, at den alkoholiserede farmor med paryk var den eneste, der for alvor så Josephsen som dreng. Digtene om social arv og teksterne fremstiller noget om en gruppe i samfundet, der ikke har store ressourcer til rådighed. Men teksterne viser også noget om menneskets dybe lag og det at befinde sig i randområder.
Tredje værk i trilogien er ”Jubelidiot”, som netop er udkommet. Her fortæller forfatteren om hverdagen i boligkomplekset, hvor et nyt liv skal balanceres.
Interviewet foregår på en økologisk café i Svendborg, hvor der er udstillet malerier af en lokal kunstner. Et øjeblik bliver vi afbrudt, da kunstneren kommer og tager værkerne ned. Netop kunst har stor betydning i Josephsens liv.
”Jeg har altid forsvoret, at jeg skulle være sådan en burhøne i en boligblok ligesom min farmor, men nu har jeg affundet mig med det for en tid. Jeg har skabt min egen hippiehule med masser af kunst. Jeg samler på malerier. Og så har jeg en campingvogn, som jeg kører til Sverige i om sommeren. Til næste sommer kører jeg måske til Italien. Hvem tør køre alene af sted i en campingvogn?”, spørger han.
”Jeg tør ikke, men jeg gør det. Jeg trodser hele tiden min egen angst, det er en måde at bekæmpe den på.”
Angsten har spillet en markant rolle i Josephsens liv. Hans opvækst var angstfuld, der var meget alkohol og vold i hjemmet. Hele hans liv har været præget af angst. Han læner sig frem, og han læner sig tilbage igen. Hans tommelfingre gnider henover fingerspidserne i små hurtige bevægelser.
”Alkohol dulmer angsten, man bliver modig af alkohol, men det blev sygdom for mig. Nu får jeg medicin. Angsten har mange ansigter, den finder altid et nyt og andet ansigt, når man har fået bugt med det første.”
Han griber om glasset, der står på bordet og siger: ”Jeg tror mine organer har godt af rent vand.” Han drikker, stiller glasset og ser på mig igennem brilleglassene.
”Alle dine vildeste drømme ligger på bagsiden af din angst, men der er altid en grund til, at man gennemlever en krise, man bliver mere mild bagefter, og knap så slem til at dømme andre. I mørket erkender vi, at vi er dødelige, sådan er det, lige fra vi som små børn ser den første lille døde fugl i haven. Al angst handler om, at vi skal dø. Angst for edderkopper handler om, at vi skal dø. Angst for flyvemaskiner handler om, at vi skal dø. Angst for kræft handler om, at vi skal dø. Vi kan bruge mørket til at forstå, at vi skal tænde lyset, det gør vi ved at få noget at tro på. Mennesker skal have et formål.”
Direkte adspurgt om han tror på Gud, svarer forfatteren:
”Der er i hvert fald en intelligens i universet. Gud betyder bare, at du ikke har kontrollen, og det er jo meget fedt at slippe kontrollen. Det er ligesom at være fuld. Hver morgen lægger jeg livet over til den højere magt. Den kristendom, jeg overgiver mig til, er at finde en lille snert af Gud inde i mig selv, så jeg kan opføre mig kærligt frem for egoistisk. Selvfølgelig er der eskapisme i det. 10 minutter efter at du har bedt, er du jo sulten, træt eller liderlig. Men man kan dele mennesket op i ego og ånd. Hvis jeg retter mig i ånden, retter jeg mig i fysikken. Jeg beder Fadervor hver morgen. Jeg har det hængende ude på lokummet.”
Religion har fyldt i bølger i Josephsens liv, selvom han tog helt afstand fra det i nogle år, men nu siger han:
”Jeg har erkendt, at et liv levet kun med sind og krop, ikke kan tilfredsstille mig. Jeg mangler det vigtigste: Ånd. Livet kan let blive materielt og bringes derhen, hvor det handler om ny bil og ny garage, sådan noget er man glad for to måneder ad gangen. Hvis du kun lever med krop og sind, så er der ingen anden mening end at være en arbejdsmyre, der knokler derudad. Regeringen forstår ikke, at mennesket lider under det i det her åndløse krop-sind-samfund. Det er jo roden, der er syg. Hvorfor er der ikke bedre plads til bumsen, filosoffen og kunstneren?”
Troen har især hjulpet Josephsen i forbindelse med angsten og åbnet døre til erkendelser.
”I mine øjne er det vigtigste at tro, ikke at vide. Min far sagde altid det modsatte, man skal ikke tro, man skal vide. Min Gud er meget large, han kan både lide lesbiske, transkønnede, alt muligt, han kan lide dem alle sammen.”
Det ler han selv lidt ad og siger så:
”Der er jo ingen moralsk Gud. Det er kirken, der har fundet på synd. Det, jeg ser som synd, er at handle ukærligt, fordi egoet vil have sikkerhed, sex, status, penge, have alt muligt hele tiden. Hvor meget kærlighed er der i det? Egoet indeholder jo de syv dødssynder, vrede, begær og så videre, man kan ikke fjerne det, men dæmpe det ved bøn. Det er ikke sikkert, nogen hører dig, men du hører dig selv, det vil sige, du taler til et sted i dig selv, hvor du bliver mere og mere opmærksom på din vrede, til sidst dæmpes den. Du kan bede til det højeste i dig selv i stedet for til det laveste.”
Josephsen finder en æske snus frem og tager et stykke, som han placerer under overlæben.
Hvad skal vi bruge litteraturen til?
”Til at blive klogere på mennesket. Selv læser jeg både på grund af sprog, rytme og historie. Jeg er i gang med at læse alle de danske klassikere. Men jeg læser også helt nye digtsamlinger. Vi skal bruge det her lille sprog med alle nuancerne. For tiden læser jeg i selvstudiebogen og storværket ’Et kursus i mirakler’ af psykoterapeuten Helen Schucman. Den er på 1500 sider, der er 365 åndelige øvelser, en til hver morgen i et år. Den starter i perception. Vi ved i virkeligheden ikke, hvordan tingene ser ud. Vi har vedtaget, hvordan de ser ud. Bogen starter med at sætte dig ud på glatis. Og derfra går det ud på, hvordan det hele ser ud med Kristi øjne. Det har været sindssygt spændende, men meget svært. Lyder det flippet?”
Han ler lidt.
”At se på verden med tilgivelse og kærlighed frem for vrede. Det er det, den handler om. Om angst og kærlighed. Det er religion til indvortes brug, det burde der faktisk stå uden på tuben til al religion.”
Hvad er din første erindring?
”Jeg står sammen med min far og fisker ved en sø. Der svømmer en svane forbi, og jeg bliver bange. Så husker jeg omridset af en jordbærmark i tåge. Jeg husker nogle ål i en spand, som var enormt farlige, fordi det tordnede. Lidt senere, måske var jeg fem år, da satte jeg ild til en mark. Der kom en stor skare brandbiler. Jeg bildte min mor og far ind, at branden var opstået ved, at jeg slog to sten imod hinanden. Men de opdagede, at jeg havde stjålet en æske tændstikker. Jeg brændte hele lortet af. Jeg ville bare se stakken gå i brand, jeg var ikke klar over, det ville sprede sig til hele marken. Hundredvis af stakke gik i brand.” Der opstår en pause, så siger han: ”Det her tror jeg faktisk, jeg skal hjem og skrive et digt om.”
Hvis der fandtes et magisk træ, hvorpå der groede frugter, som kunne opfylde dine inderste drømme og ønsker, hvilken frugt plukkede du så?
”Angstfrihed.”