At se sig selv i øjnene

”Skammerens datter” kan man se i påsken med sine halvstore piger

Filmen er en lang kamp mellem det gode og det onde, skriver Kristeligt Dagblads filmanmelder.
Filmen er en lang kamp mellem det gode og det onde, skriver Kristeligt Dagblads filmanmelder. Foto: Nordisk Film.

Der er ikke mange unge piger, der ikke har læst ”Skammerens datter”. Den blev skrevet i 2000 og var 00'ernes store ungdomsroman. Den blev straks en bestseller som første bind af fire i serien om Skammerens børn. I 2012 blev den til en musical og nu altså en film.

Hvad er en skammer? Det er en person, der kan få mennesker til at se sig selv, som de vitterlig er. Når man ser hende i øjnene, bliver man konfronteret med det sande i ens fortids handlinger. Hun får folk til at skamme sig, når de indser deres selvbedrag. Skam er ellers en følelse, det moderne menneske ikke vil forholde sig til, men som er til stede i vores følelsesliv.

Derfor skyr folk en skammer og er bange for en sådan. De kalder hende en heks, men hun er ikke i det ondes tjeneste.

Filmen foregår i et fantasy-middelaldermiljø ubestemmeligt i tid og sted. Her hersker Ravnens fyrsteslægt. En dag findes Dronningen og hendes børn, heriblandt tronarvingen, myrdet. Snart falder mistanken på den unge prins Nicodemus (Jakob Oftebro), der findes sovende døddrukken med en blodig daggert i hånden. Han må være skyldig. Det benægter han. Han er godt nok en svirebror, men han er ingen drabsmand.

Drakan (Peter Plaugborg), der er halvbror til Nicodemus og et uægte barn af den gamle fyrste, bærer ikke sit navn tilfældigt. Han drikker drageblod og er således i forbindelse med det onde. Han står til at overtage magten, hvis Nicodemus forsvinder. Derfor er han interesseret i, at Nicodemus dømmes. Til det formål tilkaldes skammeren.

Hun (Maria Bonnevie) kan dog ikke se nogen skyld i Nicodemus. Det behager ikke den kommende hersker, der så fængsler hende. Derefter inddrages Skammerens datter, der har samme evner som sin mor. Nu skal hun få skylden og skammen frem i Nicodemus. Derved kastes Dina (flot spillet af Rebecca Emilie Sattrup) ind i begivenhederne.

Det går ikke stille af. Nu følger en lang kamp mellem det gode og det onde.

Hvad vil filmen egentlig? At man skal acceptere sig selv, som man er. Dina synes ikke, at det er sjovt, det hun kan, men hun må lære, at det er en gave. Hun har ingen venner.

”Det er ikke retfærdigt,” siger hun til sin mor. Nej, men så har du noget andet! Det skal du finde.

Undervejs må en række af personerne se Dina i øjnene og dermed se sig selv i øjnene. Hvad vil du egentlig? Hvor stiller du dig i kampen mellem det gode og det onde? Du må træde ud af mængden og blive dig selv.

Der er flere scener i filmen, der får mig til at tænke på langfredagsdramaet, hvor folkemængden råber ”korsfæst ham” om den uskyldige Jesus. Det gentages her, da Dinas mor skal henrettes, og folkemængden bliver blodtørstig. Hvor står vi i en sådan situation? At blive sig selv er at stå ved det, man er, og ikke bare følge mængden.

”Skammerens datter” er bestemt en film, man kan se i påsken med sine halvstore piger.