Filmen har sin titel fra en by i Alabama, der i 1965 blev centrum for en kamp om afro-amerikanernes kamp for elementære borgerrettigheder. Anført af den karismatiske Martin Luther King marcherede de sorte i protest fra Selma til Montgomery.
Eller rettere, de prøvede på det, men blev standset af det racistiske hvide politi og den berygtede republikanske guvernør George Wallace, der med alle midler forsøgte at hindre de sorte deres ret til at stemme ved de amerikanske valg.
Martin Luther King og kredsen omkring ham satsede på ikke-voldelige demonstrationer, der tiltrak maksimal medieopmærksomhed. Det er harmdirrende at se uskyldige blive slagtet. På den måde kunne den stærkt religiøse prædikant lægge pres på den daværende amerikanske præsident, Lyndon B. Johnson, der udenrigspolitisk havde massive problemer med den upopulære Vietnamkrig. Fik han også indenrigspolitiske problemer med USA's sorte befolkning, kunne han se sit eget miserable eftermæle i øjnene.
For at hindre historiens dom gav han i august 1965 efter for det moralske pres, som Martin Luther King lagde på ham, og underskrev den såkaldte ”Voting Rights Act”. Loven sikrede etniske minoriteter som afro-amerikanerne lige adgang til at stemme.
”Selma” beskriver de tre intense måneder op til lovens vedtagelse med en messiansk Martin Luther King midt i et kogende hav af racistisk vold. Filmen åbner med to stærke scener. Den ene viser syndefaldet, den anden konsekvenserne af det:
En flok sorte skolebørn sprænges i luften ved et attentat på deres vej ind i liv og læring. En ældre sort kvinde afvises på det groveste af en hvid embedsmand, da hun ønsker at bliver registreret som stemmeberettiget vælger. For at give scenen ekstra gennemslagskraft spilles hun i ”Selma” af Oprah Winfrey.
Det er denne skamløse racisme, ikke mindst i de amerikanske sydstater, som Martin Luther King sætter ind over for. Vi ved, det blev med livet som indsats. Martin Luther King blev myrdet i 1968. Men i 1965 står han med sine drømme intakte. Ja, flere af dem er på vej til at blive foldet ud. Han har netop modtaget Nobels Fredspris i Oslo, og ingen amerikansk politiker ved sine sansers fulde brug kan se bort fra ham. Heller ikke den amerikanske præsident.
Instruktøren Ava DuVernay skildrer Martin Luther Kings kamp. Ikke bare for at sikre sine ligesindedes ret til at stemme, men også for et bedre USA, præget af borgerrettigheder og menneskeværd på alle niveauer.
Ave DuVernay folder talentfuldt historien ud ved også at skildre Martin Luther King som et familiemenneske, en mand med lidenskaber og en stedvis dyb tvivl over den betydning, han bliver tildelt.
Hun har modet til at fastholde kameraet i lange scener, hvor Martin Luther King er inden i mørket. Stillet over for sin hustru, der kræver klare svar for at dulme sin angst. Stillet over for sine kampfællers krav om handling, også når det ser mest håbløst ud. Og endelig stillet over for FBI, der overvåger ham døgnet rundt, og hvis notater skrives hen over filmlærredet som et ”memento mori”.
Filmens skildring af det konstante trusselsniveau mod manden i midten er effektivt og dristigt. Ja, direkte inkriminerende over for FBI og Lyndon B. Johnson.
Da Martin Luther King er i tvivlens dybeste mørke, citerer en politisk og religiøs kampfælle Matthæus 6, 26: ”Se til himmelens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade; og dog giver jeres himmelske fader dem føden, er I ikke meget mere værd end de? Og hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge alen til sin livsvej?”.
Martin Luther King træder ud af skyggen og skubber bekymringerne til side. Filmen gennemspiller et par af hans berømte mobiliserende taler med oratorisk kraft. David Oyelowo magter i rollen som Martin Luther King næsten hele hans blændende og syngende retoriske register.
Emotionelt er ”Selma” bevægende ikke mindst i kraft af den dybe menneskelighed, de bærende karakterer forlenes med, og den sårbarhed, der knyttes til Martin Luther Kings identitet, både privat og politisk. Som alle historiske dramaer, der så entydigt kan sætte den gode vilje op mod den onde, er ”Selma” ikke uden stereotyper, men den vinder meget på det psykologiske og eksistentielle greb om historien.
Og så er ”Selma” jo ikke udelukkende historisk, men også sørgeligt aktuel. Amerikanere skal stadig i 2015 hen og registreres som vælgere i deres eget land, hvad der er til stor skade for demokratiet i de forenede stater. Etniske minoriteter, fattige, gamle og borgere med dårlig uddannelser når fortsat ikke frem til stemmeboksen, og stemmeprocenten er af samme grund forstemmende lav. Og racistisk motiveret vold fra politiets side trækker stadig overskrifter i de amerikanske medier.
Perioden med den første afro-amerikanske præsident i skikkelse af Barack Obama vil blive husket for meget, herunder også de mange spillefilm om sortes rettigheder, der er blevet lavet under hans embedsperiode: ”Lincoln” (2012), ”The Butler” (2013), ”12 Years a Slave” (2013) og nu ”Selma”. Måske den mest overbevisende af dem.