Prøv avisen
Interview

Sebastian: Musikken er mit flyvende tæppe

”Jeg har et stort behov for at være alene, næsten som i bøn, når jeg skriver sange,” siger komponisten Sebastian, der her er på klipperne i Allinge på Nordbornholm. Han har skrevet nye sange til musicaludgaven af ”Hodja fra Pjort”, der netop har fået premiere på Folketeatret i København. – Foto: Berit Hvassum/Polfoto

Sebastian skriver musik på en fornemmelse, som han kalder åndelig. Missionen er at give andre håb, forklarer den kendte sangskriver, der nu er aktuel med musikken bag Folketeatrets opførelse af ”Hodja fra Pjort” som musical

Fotografens medbragte ægte tæppe må blive i bilen. Det gider Sebastian – eller Knud Torben Grabow Christensen, som den danske sangskriver rigtig hedder – ikke sidde på, selvom han har skrevet musikken og teksterne om det ”fantastiske flyvende tæppe” til musicalen ”Hodja fra Pjort”, der havde premiere på Folketeatret i forgårs.

”Jeg er ikke så meget til opstillede billeder,” siger han med et forsonende smil.

Men scenen her i Allinge må alligevel være guf for enhver fotograf. I baggrunden bokser havets hvidknyttede næver mod klipperne med en sådan kraft, at hver eneste bølge eksploderer i mødet med Bornholms hårde nordkyst. Sådan ser det næsten ud, som om Sebastian danser på vulkaner, når han balancerer mellem de bornholmske klipper. Men klipperne her har deres eget liv, der som Sebastians sange er fulde af fortællinger og små sideeventyr, der kalder på fantasien.

På toppen af klipperne ligger en lille, fredelig sø uden spor af de bølgeskvulp, som man ellers kan høre som en slags voldsom musik med klipperne som havets klaver. Fantasien er verdens bedste rejseselskab, mener Sebastian, der for tiden er bosat på Bornholm, men ellers konstant har flyttet sig hele livet.

”Jeg er temmelig rastløs. Jeg har aldrig boet mere end syv år på det samme sted. Sådan var det også, da jeg var barn. Min mor døde, da jeg var to år, og min far arbejdede i hæren og flyttede os rundt hele tiden både i Danmark og Norge, indtil jeg kom på kostskole. Og der havde jeg også lyst til at komme væk,” siger Sebastian med en hæs, lun latter, da han har fundet ly på Nordbornholms Røgeri.

Som kostskoledreng kom Sebastian en dag gående på gaden og hørte et nummer med Rolling Stones ud gennem et åbentstående vindue. Det er ironisk, at nummeret hed ”It’s All Over Now” (det hele er slut nu), for den sang satte netop gang i Sebastians musikalske karriere:

”Jeg tænkte ’det der vil jeg også lave’. Og så gjorde jeg, som alle gør i starten af en læreproces– efterligner deres idoler. Jeg efterlignede Stones, Beatles og Bob Dylan. Men jeg var ikke født til at blive en kopi, og med tiden fandt jeg mit eget udtryk. Jeg gjorde vel mine første forsøg på at skrive sange som 15-16-årige, og da jeg var 20 år, var jeg mindst lige så god til at spille guitar, som jeg er i dag. Jeg spillede overalt, hvor jeg kunne komme til det. Også på gaden med hatten i hånden, og til sidst blev musikken min levevej.”

Det var således ikke et flyvende tæppe, men en guitar, der gav Sebastian adgang til at komme ud i verden. Alligevel kunne han sagtens leve sig ind i Ole Lund Kirkegårds fortælling om drengen Hodjas udlængsel, da Sebastian skrev den kendte titelsang til filmatiseringen af ”Hodja fra Pjort”, forklarer han:

”Ole Lund Kirkeaard skrev sin historie om Hodja fra Pjort, efter han havde været et par uger i Marokko, men jeg skrev faktisk titelsangen til filmen, mens jeg sad fast oppe i en skihytte i Norge. For jeg var hårdt presset dengang, og jeg tænkte, at jeg havde godt af en lille skiferie, men så blev jeg syg og sengeliggende en hel uge. Men mens jeg var syg og sengeliggende, skrev jeg så den sang om Hodja, der boede i den anden ende af verden. Sangen handler jo også netop om at kunne rejse i fantasien. Og nogle gange skader det heller ikke at skrive på afstand af det, man længes mod. Drachmann var for eksempel langt hjemmefra, da han skrev ’Midsommervisen’, og H.C. Andersen var, så vidt jeg ved, også i Rom, da han skrev ’I Danmark er jeg født’,” siger Sebastian, der som bekendt også har komponeret en smuk melodi til H.C. Andersens fædrelandssang.

Men sangen om Hodja fra Pjort blev altså til i en skihytte og nåede ud til danskerne på albummet ”Tusind og én nat” i 1984, mens filmen, der var blevet forsinket af forskellige uheld, først ramte det store lærred i 1985 i lighed med Kim Larsen, der udsendte ”Midt om natten” i 1983, mens filmen først udkom året efter.

Sebastian slap ”Hodja fra Pjort” efter filmatiseringen og kastede sig i stedet over at lave musicalen ”Skatteøen”, der siden er blevet den bedst sælgende danske musical nogensinde. Siden har Sebastian lavet musik i nær sagt alle genrer, men for nogle år siden fik han lyst til at samle ”Hodja fra Pjort” op igen, så han lavede en hel musical med en række nye sange til.

Sebastian instruerede selv forestillingen, der blev sat op af Mastodonterne for to år siden med over 70 medvirkende. Det var alle dygtige sangere, men de var ukendte amatører. Og måske er det derfor først nu, at Sebastian for alvor mærker pressens interesse for ”Hodja fra Pjort” som musical, selvom han allerede dengang udgav en plade med sangene. For nu er det Folketeatret, der sætter forestillingen op med den kendte Ramasjang-vært Kristian Gintberg i hovedrollen.

”Jeg har ikke set deres version endnu, som kun bruger mit manuskript delvist. Men jeg ved, at de laver nogle mere orientalske udgaver af mine sange med flere orientalske musikere, så det er jeg spændt på at høre.”

Den arabiske verden og synet på den har jo ændret sig meget siden begyndelsen af 1980’erne. Er der forskel på din egen måde at arbejde med historien om Hodja dengang og nu?

”Det er ikke en politisk historie. Men det er klart, at den arabiske verden har haft en meget mere spraglet kultur, før islamiseringen strammede tingene an. Det går som regel lystigt for sig i ’Tusind og én nat’, der vel nærmest er ældre end islam, og i 1980’erne forbandt jeg slet ikke Hodja fra Pjort med religion.”

Det er faktisk kun et par år siden, at det gik op for Sebastian, hvad det fantastiske flyvende tæppe repræsenterede for mange muslimer. For da han sidste år deltog i ”Toppen af poppen” på TV 2, fortalte den muslimske sanger Isam B fra Outlandish, hvor meget sangen havde betydet for ham, da han var barn.

”For Isam B var det flyvende tæppe selvfølgelig et billede på bedetæppet, der kan opløfte folk i bøn. Det havde jeg ærligt talt slet ikke tænkt over. Men for mig var det blot et udtryk for, at fantasien kan opløfte folk. Men selvfølgelig er det ikke tilfældigt, at Ole Lund Kirke- gaard netop fandt på en historie om et flyvende tæppe efter sin tur til Marokko. For det er jo ikke tilfældigt, at de har så mange tæppehandlere i den muslimske verden, hvor der også er brug for mange bedetæpper. Men der er hverken tydelige religiøse referencer i Ole Lund Kirkegaards bog eller i Aladdin.”

Du skriver ellers selv i sangteksten, at ’troen kan løfte dig højt på denne jord’…

”Jo, men det handlede ikke om, at man skulle bede 11 gange om dagen eller følge alle mulige regler. Jeg tror mere, at jeg skrev det som en blind tro på eventyret og fantasien. Når børn leger, kan de jo også lege, at de kan sætte sig på et tæppe og få det til at flyve, og så flyver de i deres fantasi, selvom tæppet ligger stendødt på jorden. Og det er egentlig nok for mig.”

I Bibelen bliver børnene jo også frem- hævet som forbilleder for, hvordan man skal tro…

”Ja, børnene er altid den friske, fornyede mulighed for at forholde sig mere frit til verden, fordi de ikke kender alle normerne. Hodja er jo allerede fra starten af historien træt af skolesystemet. Han vil hellere bare stikke af fra det hele. Men livet består af begge dele. Man bliver nødt til at lære sig nogle fælles færdselsregler, men man må heller ikke glemme sin fantasi. For ellers kommer man til at leve i et stift samfund, hvor der ikke er særlig meget plads til fantasien. Det ser man jo i den meget strikse islamfortolkning i dag, hvor man skal leve i en meget smal sandhed, der ikke giver megen plads til udfoldelse.”

Er det ikke også det, du synger om i sangen ”Rose”, hvor de ”sorte præster vil dræbe al kønslig drift”?

”Jeg er ikke meget for at fortolke mine egne sange. Når de er skrevet og sendt ud, er de kun mine i rent ophavsretlig forstand. For folk skal kunne fortolke mine sange, som de vil. Men jeg skrev ’Rose’ efter, at jeg havde arbejdet med flere stofmisbrugere, hvor nogle af dem døde. Sangen bygger på tre konkrete mennesker, jeg har mødt. Og de var alle blevet mødt med mere fordømmelse end kærlighed af præster. Men jeg tror ikke, at der er mange sorte præster tilbage. Det virker i hvert fald, som om forkyndelsen er blevet mere rummelig i folkekirken. Og det, synes jeg, er godt. For det ville da være synd at skræmme de sidste kirkegængere væk.”

Hvad er dit eget forhold til tro?

”Jeg kommer sjældent i kirke og mest for at opleve selve kirkerummet, men jeg er da stolt af, at flere af mine sange som ’Pludselig’ og ’Stille før storm’ bliver brugt til begravelser. Det åndelige for mig er musikken. Men jeg er glad for, at andre kan bruge mine sange til at finde trøst. Faktisk mener jeg lidt dyrt sagt, at min mission er at sprede håb i en verden, som ellers ser ud til at falde fra hinanden. Jeg finder selv håb i musikken, og det prøver jeg at give videre.”

Det lyder næsten pastoralt…

”Det lyder måske lidt naivt. Men jeg tror ikke, at vi skal slippe drømmen, håbet og troen, selvom der findes så mange problemer i verden. For mig er musikken et sted at tanke op. Kærligheden til og fra musikken giver mig meget af det samme, som andre søger andre steder. Jeg skriver sange ud fra en fornemmelse, som måske kommer fra de millioner af indtryk, jeg har fået gennem livet, men det kan også være, at de kommer fra Gud. For jeg oplever dem i hvert fald som gaver. Og jeg har et stort behov for at være alene, næsten som i bøn, når jeg skriver sange. Ofte får jeg det meste af en sang på meget kort tid. Inden for en time kan jeg have skrevet det meste af en sang, men så kan jeg så efter- følgende bruge måneder på at få de sidste tre linjer på plads. Sådan tror jeg også, at det var med Hodja fra Pjort-sangen. Det meste kom til mig, mens jeg var syg, men så skulle jeg arbejde med resten,” siger Sebastian, inden vi følges ud til det magiske tæppe af bornholmske klipper, hvor han vinker smilende farvel for at komme hjem og arbejde. Alene.