”Hvorfor går vi rundt og tror, det er så vigtigt at lave den million? Du kan få masser af succes, men hvad er det værd, hvis ikke du deler det med nogen?”.
Sådan synger Rasmus Seebach i et af sine hits, belært af sin fars erfaring.
Tommy Seebachs historie er den klassiske beretning om den uundgåelige stjerne med noget på hjerte, der stik imod sin dømmekraft og hensigter lod sig lokke i fordærv. Med alkohol dulmede han skuffelsen og mindreværdet over ikke at få den succes, han higede efter. Alt imens led familien under hans svigt. Men 30 år senere fik hans sønner den stjernestatus, han ikke selv kunne nå.
Fredericia Teaters ”Seebach” er en biografisk musical-dokumentar om en musikfamilie, om popmusikkens mindreværd og om tidernes skiften. Det er ikke bare en forrygende flot musical, det er også velspillet teater, der tør føle og fortælle en vedkommende historie med en form for historisk præcision.
Den maler lækre tidsbilleder og et rørende familieportræt ved at stille de to generationer over for hinanden, sprogligt, visuelt og musikalsk.
Vi griner med (ikke ad) modens og popmusikkens (og telefonens) udvikling fra 1970’erne til 2000’erne. Parallelle begivenheder fra forskellige tidsaldre væver sig umærkeligt ind i hinanden, hjulpet på vej af en drejescene, digitale ”kulisser” og af de tre Seebach-børn, der agerer fortæller på skift.
Det er et helt særligt fortælleformat, der bunder i et velkomponeret manuskript. Det fungerer, selvom det næsten ikke burde.
Tommys og Rasmus’ sange er bearbejdet til at underbygge historien undervejs og markerer, hvordan farmands musikalske stilpræg er gået i arv.
De havde henholdsvis har begge en særlig sans for melodiske omkvæd og et hverdagsagtigt og uprætentiøst tekstunivers, der smager af banaliteter og sælger de helt store følelser. Forestillingen har taget denne ligefremhed til sig og besværer sig ikke med metaforik.
Et refræn med ordene ”Du har gjort mig til den, jeg er” ligger som en tyk, poppet fløderand rundt om historien, der for det meste formår at balancere sentimentaliteten. Dog vader anden akt lidt for længe rundt i føleriet omkring Tommys deroute.
Emil Birk Hartmann glimrer som Rasmus’ storebror Nicolai – en skaldet, tatoveret bølletype, der bare gerne vil producere blød popmusik.
Joakim Lind Tranberg har det rette skæve smil og labrador-øjne til rollen som Seebach junior. Men at imitere en nulevende musiker er en utaknemmelig opgave, for sammenligningen indbyder let til kritik. Han rammer ikke Rasmus Seebachs klang og dialekt, og derfor virker den afsluttende seance – ”noget der ligner en Rasmus Seebach-koncert” – lidt løjerlig. Overflødig kan man dog ikke kalde den, da koncerten giver Seebach-fans alt det, de er kommet for. Bortset fra den ægte vare.
Pelle Emil Hebsgaard er en usædvanlig skuespiller, og i rollen som Tommy udfolder han alle sine talenter.
Han har en fantastisk evne til at være sjov uden at forcere det, men han viser også her, at han har sans for alvor og oprigtighed. I hans sangstemme og spil ligger en stor bunke personlighed, som han bringer ind i sin imitation af Mr. Grand Prix. I et dybgrønt fløjlssæt og flagrende 70’er-frisure styrer han forestillingens mest mesterlige scene fra positionen bagved sit klaver i en ret præcis genopsætning af sang nummer 9 til Melodi Grand Prix i 1979 – ”Disco tango” – komplet med smækre Patricia Tjørnelund som Debbie Cameron. Det er et festligt nostalgitrip.
”Hvis jeg siger Seebach, så får man lidt grimme billeder i hovedet.” Det var ordene fra pladeselskabet til Rasmus og Nicolai i starten af deres karriere. Sådan havde jeg det også, da Fredericia Teater først præsenterede deres Seebach-projekt, men jeg må se mig overvundet af popmusikken, omvendt. Ofte rimer hjerte jo faktisk på smerte. Og popmusik gør glad.