Seeberg afprøvede prosaens former

PORTRÆT Peter Seebergs forfatterskab er en konstant kamp for at erobre blot den mindste smule troværdig mening for mennesket

Peter Seeberg (1925-1999) var ved siden af forfattergerningen ansat som leder af Viborg Stiftsmuseum.  -- Foto: Leif Tuxen.
Peter Seeberg (1925-1999) var ved siden af forfattergerningen ansat som leder af Viborg Stiftsmuseum. -- Foto: Leif Tuxen.

Peter Seeberg er en stor afprøver af næsten alle prosaens former. Han starter med romanen "Bipersonerne" fra 1956 og fortsætter med den meget lille roman "Fugls føde" fra 1957. Så følger den berømte novellesamling "Eftersøgningen" fra 1960, en tilbagevenden til romanen i 1970 med radioromanen "Hyrder" og afstikkeren og eksperimentromanen "Ved Havet" (1978), hvorefter forfatterskabet koncentrerer sig om noveller eller kortprosastykker i eksempelvis "Dinosaurusens sene eftermiddag"(1974) eller "Om fjorten dage" (1981), som var med til at give ham Nordisk Råds store pris.

Hans eksperimenteren med prosaen har ikke været modernistisk i gængs forstand.

Der er ikke noget opgør med syntaksen, men snarere en stadig søgen efter den rigtige fremstillingsform for det moderne liv, som mennesker lever. Først og fremmest er dette liv for Seeberg karakteriseret ved, at mennesket lever efter Guds død, men med tænkemåder stadigvæk fra religiøsitetens tid. Dernæst kæmper det med sin identitet, som, det må indse, ligger bundet i sproget og i den andens svar på dets eget selv.

Og endelig er det tilbøjeligt til at kaste for megen betydning fra sig, selv ud på tingene og dermed gøre dem uegnede til at svare så objektivt neutralt, som det skulle være muligt. Seebergs forfatterskab er en konstant kamp for at erobre blot den mindste smule troværdig mening for mennesket, noget virkeligt. "Skriv noget virkeligt" er den opgave, Tom får i "Fugls føde", og det viser sig at være ganske vanskeligt.

En typisk Seeberg-sætning er for eksempel om en tilstand på stranden kl. 11.45 sammenlignet med en kl. 10.45 i "Ved havet" (1975) :"ikke det samme, i det væsentlige det samme". Tilstanden er jo objektivt ikke den samme, for tiden er gået og dermed er tilstanden anderledes – men den er også i det væsentlige den samme. Menneskets bevidsthed har ret til for sig selv at hævde ensheden, fordi den har brug for den til at holde verden sammen.

At kæmpe mod den kritik, som refleksionen altid rejser, og forsøge at finde lidt modstandskraft i bevidstheden – det har været kernen i Seebergs forfatterskab, som, til oplysning for interesserede læsere, Marianne Juhl har skrevet godt om i bogen "Peter Seeberg" fra 1999.

kultur@kristeligt-dagblad.dk