Seerne elsker åbenbart naturen på skærmen - og at se dyr æde hinanden og parre sig

Lars Handesten kan ikke døje, når speakeren i dyreprogrammer tillægger dyr menneskelige egenskaber og tanker

"Den seneste naturudsendelse, jeg har set, var DR’s store satsning 'Vilde vidunderlige Danmark' (2020). I den er der ingen ende på denne menneskeliggørelse af naturen," skriver Lars Handesten. Her ses et billede fra programmet.
"Den seneste naturudsendelse, jeg har set, var DR’s store satsning 'Vilde vidunderlige Danmark' (2020). I den er der ingen ende på denne menneskeliggørelse af naturen," skriver Lars Handesten. Her ses et billede fra programmet. . Foto: DR/Mastiff.

Flere af mine venner har til min undren fortalt mig, at de holder af at se naturudsendelser på tv. De siger det sådan en passant, og som om det er lidt suspekt. De er i 60’erne, og jeg tror heller ikke, de så den slags for bare 10 år siden. De synes, det er dejligt afslappende at se på, og ofte vil de hellere se naturudsendelser end at se en film. De orker ikke at følge med i en handling og et kompliceret plot. De orker ikke at blive delagtiggjort i en masse problemer og at skulle forholde sig til alle mulige menneskelige dilemmaer. De orker ikke al den spænding, som film og tv-serier byder på.

Nej, så hellere en udsendelse om livet på savannen. Her er tingene meget enkle. Her er hanner og hunner og ikke alt muligt midt imellem eller helt ved siden af. Lgbt+ har endnu ikke indfundet sig i dyrenes verden. Her drejer alt sig om det helt elementære: at jage eller blive jaget, at spise eller at blive spist, at vokse op og blive kønsmoden og så ellers formere sig så meget, man kan komme til.

Det er det, naturudsendelserne viser igen og igen: jagt og parring. Og så en masse dejlige og smukke billeder af solopgange og solnedgange.

Meget kan man sige om naturen, men i naturfilm er den i hvert fald smuk. Man får den både i slowmotion, så man rigtig kan se, hvad der sker, når en kolibri suger nektar, og man får den i fastmotion, så man kan se en blomst folde sig ud.

Og så får man den i koncentrat, så man ikke skal sidde i timevis og vente på, at der sker noget. I naturfilm sker der noget hele tiden. Her er naturen ikke kedelig et eneste sekund. Og så hverken bider eller stikker naturen på film.

Myg og fluer er noget, man ser og hører, men ellers ikke noget, man mærker noget til.

Det sjove ved disse naturseere er, at de fleste af dem ikke er særlig interesserede i naturen, når det kommer til den derude i det fri.

De ikke bidt af en gal ornitolog, der vil køre til den anden ende af Danmark for at se en sjælden fugl, der pludselig har indfundet sig et sted, hvor den slet ikke burde være. De botaniserer ikke, men plukker højst en buket blomster i en grøftekant. Og de jager ikke sommerfugle, men læser helst om dem hos Inger Christensen.

På en måde kan jeg slet ikke forstå, at mine venner kan holde ud at se på disse udsendelser. Hvor de bliver behageligt underholdt, bliver jeg utålmodig og til en sur gammel mand.

Det er speaken, den er helt gal med, og som jeg selv får kryb af at høre på, og som normalt kan holde mig på lang afstand af den slags. Det er den evindelige antropomorficering, der ikke er til at holde ud; altså det greb at man tillægger dyrene menneskelige egenskaber og tanker.

Den seneste naturudsendelse, jeg har set, var DR’s store satsning ”Vilde vidunderlige Danmark” (2020). I den er der ingen ende på denne menneskeliggørelse af naturen. I et afsnit om havet omkring Danmark hører man om hummeren, der bygger sommerbolig ved kysten. Natdyret er ”ikke bleg for måneskinsarbejde”, og hummeren forsvarer sit territorium, når der kommer påtrængende artsfæller som gæster. De bliver jaget væk, og så kan ”han nyde sommeren med snacks på terrassen”. På den måde bliver der jo ikke ret langt fra hummeren til sommerhusejeren med territoriale ejerfornemmelser.

Det skal måske være sjovt, men jeg synes nu alligevel, at det er ulideligt at lytte til, og bedre bliver det ikke af, at det hele er sovset ind i dramatisk musik og et lydspor, hvor man hører hummerne tørne sammen, som var det et par riddere med sværd og skjolde.

Æsteticeringen af naturen kan være underholdende, men tættere på naturen bringer den os ikke, hvis ellers der ligger nogen intention om det i filmene. Og på trods af al antropomorficeringen bliver vi heller ikke en del af naturen.

Vi besætter den i stedet for med vores egne forestillinger og udnytter den for så vidt endnu engang til vores egne formål. Denne gang til at slappe lidt af i en behagelig forestilling om en helt enkel verdensorden.

Jeg ser det for mig nu, jeg aner pointen: Det gælder om at nyde naturen i fulde drag med snacks foran skærmen.

Klummen ”Tidens tegn” skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.