Det skandinaviske teaterpublikum er netop blevet begavet med en balletkenders og en balletelskers bog om den kunstart, han vil gøre tilskuerne klogere på. Forfatter og balletanmelder ved nærværende avis Alexander Meinertz har givet sit vægtige værk den umisforståelige titel "Ballet", skrevet med versaler, og han kommer rundt om alle perioder og stilarter og de mest betydningsfulde balletter og koreografer i en historie, der tager sin begyndelse i renæssancen, og som afsluttes med forestillinger og kunstnerbiografier fra de allerseneste år.
Det er vigtigt, at den del af den vesterlandske kultur, der udgøres af ballettens kunst, til stadighed bliver udsat for kritiske, indsigtsfulde og kærlige undersøgelser. I Danmark eksisterer der en bemærkelsesværdig og rig tradition for at tage kunstarten ballet alvorligt. Det nationale udgangspunkt er, at man har et syn på balletkunsten, grundlagt af den egentlige skaber af den danske ballet, August Bournonville (1805-1879), hvor balletmestrene selv tog den stumme og dog så talende kunstart alvorligt. Det var en kamp imod latterliggørelse, sociale fordomme og despekt blandt kunstnere såvel som akademikere.
I det 20. århundrede skrev fremragende balletkritikere i de danske dagblade, mens én af dem, Allan Fridericia (1921-1991), sammen med sin hustru, den svenskfødte danser Elsa Marianne von Rosen, derudover kombinerede Bournonville-forskning med sceniske rekonstruktioner og praktiske erfaringer, også hentet i den russiske ballet. Knud Arne Jürgensen har senere fortsat de videnskabelige, kildekritiske undersøgelser af det 19. århundredes balletrepertoire, mens "Dansens æstetik og historie", ved Erik Aschengreens ihærdige indsats blev et fag ved Københavns Universitet.
I dag er Alexander Meinertz den begavede og knivskarpt analyserende eksponent for den nævnte danske tradition for velunderbygget, læseværdig og ukrukket formidling af en ordløs kunstart. Han giver læserne af Kristeligt Dagblad tankevækkende og engagerede betragtninger over balletten i Danmark, der ulykkeligvis netop nu for tiden såre sjældent vækker begejstring og overraskelse. Meinertz lægger i sin dagbladskritik vægt på det lange perspektiv og kommer ofte med tankevækkende kulturhistoriske referencer, der gør hans anmeldelser ekstra lødige. Han har desuden skrevet biografier over den russiskfødte balletunderviser Vera Volkova (2005) og det 20. århundredes største danseur noble, danskeren Erik Bruhn (2008).
Derfor er det så herligt, at Alexander Meinertz med sin bog har sat sig for at give næring til balletglæden og balletoplevelsen. Det er et kæmpeværk. På 500 sider behandles alle vigtige værker i ballethistorien, og omtrent halvdelen af bogen består af appetitvækkende farveoptagelser, fortrinsvis fra forestillinger rundt om i verden fra de seneste år. I de historiske afsnit forklarer Meinertz også om de store kompagniers særpræg, og der fortælles om de særlige udtryk for sjæl og krop, man finder i de europæiske og de amerikanske balletter.
Meinertz give desuden i bogens første afsnit nogle mere personlige henvendelser til læserne, der giver forståelse af grundlæggende elementer som "Tåspidsdans – En metafor for det feminine" eller "Pas de deux – En følelsesfuld samtale mellem to mennesker". I det korte afsnit om "Corps de ballet" indskyder han nogle originale overvejelser, der bringer bogen helt ind i nutiden, når han om en samtidskoreograf som Crystal Pite (født 1970) skriver, at for hende er "corps de ballet" forsynet med ”et grundlæggende demokratisk og diversitetsbåret udsyn, der bryder med ballettens historiske hierarki, netop én krop i et organisk udsagn om, at vi alle er ens, alle er forskellige, og at det er smukt". Som citatet viser, holder Meinertz særligt meget af de ægte humanister blandt balletskaberne.
Et særligt greb til at udvide forfatterens egne stimulerende analyser og sammenfatninger af idéindholdet i de enkelte prægnante værker er hans valg af kortere og længere afsluttende citater. De kan være kunstneriske programerklæringer, anekdotiske eller dansekritiske. Tankevækkende og levendegørende.
I den bedste af alle verdener, dér hvor Alexander Meinertz gerne vil være, ser ballet sådan ud ”i en anden virkelighed”. Her oplever man ”smukke, veltrænede mennesker tilgængeligt for betragterens sanser i en iscenesættelse, hvor kroppens smidige lemmer med betagende livskraft bevæger sig til lyden af følelsesfuld musik”.
Hans bog har til formål at lette læseren vejen til ”at se og sanse i en søgen efter en dybere forståelse af ballet”, hvor kroppen ikke bare er en krop, men mening. Som han udtrykker det i forbindelse med John Neumeiers version af ”Romeo og Julie”: Det er tilskuerens ”følelsesspænd”, der skal sættes i svingninger af deres kærlighedshistorie.
Det er også interessant at følge Meinertz, når han springer i tid imellem de enkelte balletters førsteopførelser og ned igennem rækken af deres metamorfoser, for tiden handler jo med ”Svanesøen”, ”Giselle” og ”Sylfiden”. Mats Ek og John Neumeier twister og bakser med klassikerne – og til sidst kommer der en Alexei Ratmansky og forsøger at vende tilbage til udgangspunktet for de store russiske balletter.
"Ballet" er en bog, man bør give sig god tid til at forsvinde ind i, tænke over og diskutere med. Den burde ligge på kulturministerens natbord og hos alle de politikere, der gennemførte en visionsløs valgkamp i Danmark uden at tænke kultur (dans, musik, ord, billeder) ind i vores fælles fremtid.
Alexander Meinertz: Ballet. 456 sider. 399,95 kroner. Gyldendal.
Gæsteanmelder Charlotte Christensen er forfatter og tidligere balletanmelder, blandt andet ved dagbladet Information.