Det er med spænding, at man læser det nye og fjerde bind af Solvej Balles omfattende romanværk ”Om udregning af rumfang”. Forfatteren modtog i november Nordisk Råds Litteraturpris for sit endnu ufuldendte værk. Der kan næppe herske tvivl om, at den prestigefyldte pris er velfortjent. Solvej Balle er en ener i nyere skandinavisk litteratur. Hun vover at gå imod strømmen med sin kunst og formår at levere værker af højeste kvalitet. Og det nye bind bekræfter på alle måder det generelle indtryk af forfatterskabet.
”Om udregning af rumfang”, som falder i syv bind, handler om et menneske, der er fanget i tiden. Hver morgen vågner kvinden Tara Selter op til en ny gentagelse af den 18. november. Intet er forandret. Alt er ned til mindste detalje det samme. Det værste er måske, at alle i hendes nærhed har glemt, hvad der skete i det foregående døgn. Alle mennesker udfører nøjagtig de samme handlinger dag efter dag.
I de første bind fik man gradvis en dybere forståelse af Taras desperate situation. Hun ønskede brændende at bryde tidens gentagelsesmønster og gennemførte uden held en række eksperimenter for at overskride grænsen til den 19. november. Siden vendte hun sin opmærksomhed mod resten af verden og rejste rundt til henholdsvis køligere og varmere himmelstrøg i forsøget på at skabe en oplevelse af årstidernes skiften. På et vist tidspunkt mødte hun et enkelt andet menneske, der var fanget i tiden, og siden et lille antal flere.
I det fjerde bind er en ny situation opstået. Tara bebor et stort hus i Bremen sammen med et lille kollektiv af tidsfanger, og som dagene går, støder adskillige til. Det bliver efterhånden klart for dem, at der er langt flere mennesker på verdensplan, som er fanget i den 18. november, end først antaget. Det rejser en række vanskelige etiske dilemmaer for vores hovedperson, Tara Selter, og hendes medfanger i tiden.
Er det for eksempel en god idé at koncentrere sig om at hjælpe mennesker ved at forhindre ulykker, der finder sted den 18. november, fordi man har oplevet den samme dag hundredvis af gange og derfor kan kortlægge ulykkerne og forsøge at forebygge dem? Eller skal man hellere dedikere al sin tid til at komme ud af tidskrisen? Eller skal man arbejde på at mindske sit ressourceforbrug, fordi de fødevarer, man som tidsfange fortærer, forsvinder ud af verden og derfor mangler i supermarkederne og på restauranterne, når dagen gentager sig i det næste døgn? Dilemmaerne var også synlige i de tidligere bind, men får nu en ny presserende betydning, fordi antallet af tidsfanger er så meget større.
Et råb på perspektivering
Anskuet fra et formelt perspektiv kan man iagttage, at Solvej Balle i løbet af de fire bind har øget fortælletempoet dramatisk. Hvor den primære fortælletid i det første bind strakte sig over 246 dage, dækker det fjerde bind et fortælletidsrum på mellem fire og fem år. Det giver forfatteren nye muligheder for at skærpe tidsfangernes udfordringer. For hvad stiller de op, efterhånden som de selv bliver ældre og ikke kan få den tilstrækkelige hjælp af sundhedsvæsenet? Og hvad sker der, når en tidsfange bliver gravid? Vil den permanente nutid tillade hende at beholde fostret over længere tid? Og hvad skal de gøre i fremtiden, når det gradvis bliver sværere for dem at finde fødevarer og nye forsyninger af brænde til at varme huset op med?
Hertil lægger sig, at Solvej Balles storværk formelig råber på perspektivering. For det er oplagt at spejle tidsfangernes mangfoldighed af problemer i vores egne. De umiddelbare paralleller mellem tidskrisen og klimakrisen er iøjnefaldende.
”Alle ved, at vi bruger vores verden op,” forklarer Tara Selter et sted og fortsætter: ”vi skal gå forsigtigt, hvis vi ikke skal være monstre og hærgende græshopper.” Og i lighed med tidsfangerne er vi i den vestlige del af verden også godt i gang med at hærge planeten og bruge dens ressourcer op. Man har også en viden om fremtidens klimaulykker, som vi ikke reagerer på i tilstrækkeligt omfang. Når det er sagt, er det imidlertid væsentligt ikke at reducere teksten til en simpel klimaallegori. For Solvej Balles stilrene fiktion inviterer til en mangfoldighed af alternative perspektiver, herunder fundamentale eksistentielle problemstillinger som kampen for at finde mening i tilværelsen og bestræbelsen på at leve et godt liv i samklang med sin omverden.
Smukke fortolkninger af verden
Når man diskuterer Solvej Balles skønlitteratur, er det let at glemme udtryksformen, fordi stoffet rejser så mange relevante og interessante spørgsmål. Ikke desto mindre er der grund til at fejre den diskrete elegance, der præger hendes stil. Det gælder for eksempel hendes metaforbrug og sætningsrytme. Lyt for eksempel til den følgende udlægning af verden, der falder i en diskussion af, om tidsfangerne selv er skyld i deres misere:
”Verden er ikke et stilfærdigt hav, hvor man sejler omkring og blot skal undgå at rokke med båden, sagde hun. Verden er en rokkende båd, et skib i storm, og når man bliver kastet omkuld, er det derfor. Fordi verden er et sted, der kaster omkuld.”
Det er smukt skrevet og giver stof til eftertanke. Karakteristisk for Solvej Balles værk får den fortolkning af verden ikke lov til at stå alene. I stedet indgår formuleringen i den omfattende udveksling af filosofisk prægede perspektiver, der fylder godt op i tidsfangernes omfattende diskussioner.
Og når man har læst sig igennem det fjerde bind, der alt i alt fremstår som en skøn syvendedel af et litterært mesterværk, opstår uvilkårligt et behov for at læse det næste bind, men her må man nødvendigvis væbne sig med tålmodighed og glæde sig over alt det, man allerede har fået mulighed for at fordybe sig i.
Solvej Balle: Om udregning af rumfang IV. 176 sider. 258 kroner. Forlaget Pelagraf