”Universet slår vejrmøller i mit hjerte// fordi det lige har vundet alt!”, lyder det fra jeget i Signe Gjessings nye himmelhenrykte samtale med verdensrummet, "Illuminationen af alt", men udsagnet er i høj grad også gyldigt for læseren, der uundgåeligt vil sidde tilbage med den samme udelte lykkerus efter sidste himmelside er vendt i denne virtuose rundtur i sprogets stjernerum. I hendes vers bor universet.
Det kan næsten lyde som en forelskelse, og det er det måske også, i hvert fald hos Gjessing, hvor et jeg og et du gerne henvender sig til hinanden i berusede vendinger: ”Bare rolig, stjernerne har dine øjne at falde tilbage på, hvis det viser sig, at mit/ hjerte ikke kan blive universet!/ (Verden tager lige toppen af metafysikkens følelsesliv)”.