”Universet slår vejrmøller i mit hjerte// fordi det lige har vundet alt!”, lyder det fra jeget i Signe Gjessings nye himmelhenrykte samtale med verdensrummet, "Illuminationen af alt", men udsagnet er i høj grad også gyldigt for læseren, der uundgåeligt vil sidde tilbage med den samme udelte lykkerus efter sidste himmelside er vendt i denne virtuose rundtur i sprogets stjernerum. I hendes vers bor universet.
Det kan næsten lyde som en forelskelse, og det er det måske også, i hvert fald hos Gjessing, hvor et jeg og et du gerne henvender sig til hinanden i berusede vendinger: ”Bare rolig, stjernerne har dine øjne at falde tilbage på, hvis det viser sig, at mit/ hjerte ikke kan blive universet!/ (Verden tager lige toppen af metafysikkens følelsesliv)”.
Men det særlige hos Gjessing – det er også tilfældet i de forrige bøger fra denne digters frie hånd – er netop, at når hun med den største selvfølgelighed påkalder sig stjernerne, universet, verden, skabelsen, så viser de sig aldrig bare som metaforiske eller metafysiske fænomener, men som levende konkreter: ”Stjerner tisker om et eller andet hemmeligt, som de er ved at aftale, og/ kommer så hen til os og illuminerer dig. Det var det, de ville. Jeg giver dem/ en 100kroneseddel for det, men de vil ikke tage imod noget”, hedder det for eksempel i et digt, mens følgende, forstår man, helt oplagte spørgsmål stilles i et andet: ”Hvor mange slag skal mit hjerte lige bruge, før det tør bede universet/ løbe ned efter en liter mælk”.
Digtene er typiske for den stadige oplevelse af forbindelser, som driver Gjessings lyrik. Den trækker ikke kun vejret i kosmos, men også i hverdagen. Eller måske mere præcist: Den trækker både kosmos og hverdagen ind og puster dem ud i nye, forunderlige kombinationer. Disse digte er på samme tid kropslige og ud af kroppen, kunne man også sige: ”Mit hjerte finder et godt sted i nærheden af kroppen at øve sig på sit skrig, der// skal markere, at kroppen er genopstanden. / (Støv roder sig ud i noget med en anden verden)”. De bevæger sig umærkeligt fra det nære til det fjerne og skifter let gear fra det helt jordnære og poppede til det metafysiske og universelle: ”På vej til mit hjerte kan blodet lige nå at blive lagt som neglelak på stjernerne”.
Det er svært at komme i tanke om mange andre, der på den måde kan fremsætte de vildeste påstande om alt mellem himmel og jord, mellem stjerner og solsikker (for nu at nævne digterens kosmiske yndlingsblomst), som var det noget af det mest enkle i denne verden: ”(Verden vil gerne i gang med det samme, men solsikkerne skal lige springe ud/ først.)”.
Selvfølgelig kan man godt finde mange forbilleder for Gjessings poesi: den lysende franske modernist Rimbaud (der jo skrev en digtsamling, der hed "Illuminationer”, 1886), den tyske stjerneromantiker Novalis (som Gjessing også har oversat) eller den danske himmelstormer Michael Strunge (som citeres i samlingen).
Men Gjessing minder først og fremmest ikke om andre end sig selv: en gudsbenådet digter, hvortil poesiens, det vil sige skabelsens, kilder flyder frit. Eller som hun med typisk befriende humor selv siger et sted: ”Universet har afbrudt kontakten til stjernerne midlertidigt (i 5 minutter),// efter det kom frem,/ at de fyrer energi af på at gøre mig til forfatter”. Det tror man gerne til overflod. Her er ingen energikrise. Og for sådan en bedrift er det kun på sin plads, at der nu bliver tændt seks oplyste stjerner.
Signe Gjessing: Illuminationen af alt. 32 sider. 149,95 kroner. Gyldendal.