Marianne Rathje har adgang til fine sprogkilder: Foruden sin datter, Facebook og serien "Ex on the Beach" kan hun udnytte Dansk Sprognævns store materialesamling. Det er der kommet en række klummer ud af i dagbladet Politiken, og nu kan de købes som en fiks lille bog.
Vi kan læse om pendulord: ord der svinger i betydning, for eksempel "bjørnetjeneste", der snart betyder en misforstået og skadelig hjælp, snart en meget stor hjælp, eller "solbrændt", der nu også har betydningen solskoldet.
Københavnsk sprog breder sig via medierne, fordi unge nok er
tilhængere af deres egen dialekt, når de bliver spurgt om dialekter, men hvis de bare skal vælge mellem sprogbrugere uden tanke på dialekten, er københavnsk bedst i deres ører. Engelske ord trænger sig også på, og det samme gør hurtige stavemåder og udtryk med udeladelser, som når man skriver på en mobil. Det giver indimellem pudsige resultater. Unge siger: "Han bærer den af" – og det betyder, at han bærer nag; sådan siger man, når man ikke kender ordet "nag".
"Sgu" opfattes af færre og færre som et bandeord, "tænke" i
stedet for "mene" eller "synes" trænger frem, efter at terapeuter
ikke længere kan få sig til at spørge: "Hvad synes du selv?", så siger de vagt og nedladende: "Jeg tænker, at du kunne tage dig lidt sammen."
Unge har søde gentagelser for at understrege ords betydning: "Min mor er sød-sød" – med betoning af det første "sød"; det betyder, hun er sådan virkelig sød i ordets grundlæggende betydning.
Marianne Rathje har som de fleste sprogkyndige en rolig holdning til sprogfejl. Hun bryder sig ikke om dem, men de får hende ikke til at fare i flint. Det virker jo også beroligende, når man kan påpege, at klassikere som Holberg og Brorson rodede rundt med "ligge" og "lægge" og husker, at vi engang "brændte" noget, så det "brindte"; den forskel er for længst gået tabt, uden at meget andet samtidig blev mistet.
Rathje har hertil et fint sprogøre og en fornuftig dømmekraft. Hun
skriver: "Jeg er egentlig ret konservativ i min sprogbrug." Det er et
godt iagttagelsespunkt for en sprogforsker, og hun forstår værdien af almindelig høflighed. Derfor bryder hun sig heller ikke om dem, der siger "pænt goddag"; som om man ikke kan være bekendt at give hånd og bare sige ordentligt goddag. Og heller ikke om dem, der kun bruger fornavn. Men jeg har selv erfaret, at det griber om sig. En rektorkollega ringede engang til Undervisningsministeriet:
”Goddag, det er rektor Visti Petersen fra Svendborg,” hvortil en ung dame svarede: "Dav, det er Amalie." "Øh, ja," sagde Visti, "er din mor hjemme?". Vi er vist færre og færre, der ser det sjove i det spørgsmål, for nu siger flertallet i ministeriet kun fornavn, når man ringer.
Rathje har endelig også en rolig dømmekraft. Hun kunne ikke drømme om at blive fornærmet, hvis nogen kalder hende lidt kraftig eller en kartoffel, og hun undrer sig også over, fornemmer man, de seneste års udvikling. Engang blev man bedømt på sin hensigt, hvis man brugte ord som "eskimo" eller "neger". Mente man ikke noget nedsættende, var de i orden. Men i dag får man hug og shitstorm tilbage, hvis bare andre selv opfatter det som nedsættende. Det kan gøre livet svært og kræver stadig opmærksomhed.
Som de sidste eksempler viser, er sprog ikke bare en glose- eller
inventarliste til virkeligheden, sprog er forbindelsen til og udfoldelsen af hele vores verden med normer og værdier. Det er det, der giver sprog en masse energi og vækker følelser i os, og denne vigtige dimension i tolkningen af sproglige udtryk har Rathje godt blik for.
Bogen er skrevet i et smukt sprog, dog er der på side 99 et forkert
latinsk ord (natius), som får os til at mistænke Rathje for ikke at
kunne latin, dårligt for en sprogforsker. På side syv er der en
kommafejl (”man kigger på, hvilket geografisk område, taleren kommer fra”), forståeligt selv hos en sprogforsker, når man overvejer, at vi på dansk skal sætte bizart mange kommaer; så smutter der nemt et ekstra med.
Denne bog er en fornøjelse for sproginteresserede og en oplagt
julegaveidé til samme slags mennesker, som der vist er mange af. Sprog er jo vores fælles eje.
Marianne Rathje: Sproglige tildenser. Sprogforandringer i dansk. 144 sider. 198 kroner. Syddansk Universitetsforlag.