Selv for en mesterinstruktør som Steven Spielberg er familien svær at tumle med

I en alder af 76 år har Steven Spielberg gravet ned i sin egen familiehistorie med ”The Fabelmans”. Det har åbenlyst ikke været en nem opgave

Spielbergs familiehistorie er tydeligvis for kompleks til at indfange med lækre billeder og Hollywood-"one liners", skriver anmelder Per Juul Carlsen. Her ses fra venstre mod højre Natalie Fabelman (Keeley Karsten), Lisa Fabelman (Sophia Kopera), Mitzi Fabelman (Michelle Williams) og sidst men vigtigst Spielbergs alter ego Sammy Fabelman (Gabriel LaBelle).
Spielbergs familiehistorie er tydeligvis for kompleks til at indfange med lækre billeder og Hollywood-"one liners", skriver anmelder Per Juul Carlsen. Her ses fra venstre mod højre Natalie Fabelman (Keeley Karsten), Lisa Fabelman (Sophia Kopera), Mitzi Fabelman (Michelle Williams) og sidst men vigtigst Spielbergs alter ego Sammy Fabelman (Gabriel LaBelle). Foto: Merie Weismiller Wallace.

Det virker jo helt skørt at påstå, at Steven Spielberg ikke har greb om sit stof med sin nye film ”The Fabelmans”.

Få andre filminstruktører har som Spielberg netop haft solidt fat i sit stof. Det er det, der har gjort ham til en af filmhistoriens mest indtjenende instruktører. Muligvis også en af de filmmagere, der har haft størst betydning for vores opfattelse af verden omkring os.

Det var for eksempel Steven Spielberg, der gjorde fortællingen om en menneskeædende haj så nærværende i ”Dødens gab”, at hajer opfattes som en trussel mod mennesker, selvom hajangreb er yderst sjældne. Det var Spielberg, der gjorde nazisternes holocaust så håndgribelig med ”Schindlers liste”, at filmen er blevet pensum på skoler verden over. Det var Spielberg, der fik dinosaurer til at stå lyslevende foran os i ”Jurassic Park”, og dermed førte an i en strøm af computerskabte monstre på film. Og det var Spielberg, der understregede, hvor uendelig udsigtsløst det er at føre krig via agenter i ”München”.

Skulle Steven Spielberg virkelig ikke have greb om sit stof med ”The Fabelmans”? Det er nærmest en absurd påstand. Især i betragtning af, at Spielberg med ”The Fabelmans” tager fat i noget, han virkelig ved noget om, mere end nogen anden, nemlig hans egen familiehistorie.

Måske er det netop problemet. Stoffet virker i hvert fald så tæt på nu 76-årige Spielberg, at han ser ud til at have svært ved at pille det fra hinanden, dechifrere det, fortolke det, indramme det og sætte det i scene foran os. Sjældent har den her anmelder set en Spielberg-film og så ofte tænkt: "Hvad skulle den scene egentlig?", "Hvad skete der lige der?" og "Hvorfor lige netop det på lige netop den måde på lige netop det tidspunkt?".

De første 20-30 minutter fungerer fremragende. Det er her, Spielbergs alter ego, Sammy Fabelman (Gabriel LaBelle) udklækkes som filminstruktør. Især åbningsscenen, da Sammys forældre hiver ham med i biografen, og den lille dreng er panisk angst for at sidde i et stort mørkt rum fyldt med fremmede mennesker, viser Spielbergs særlige pædagogiske evner. Med udgangspunkt i en lille dreng, der lider af biografangst, får Spielberg forklaret os, hvorfor filmmediet er så forunderligt og magisk.

Slutningen, hvor Sammy kommer i audiens hos "verdens største filminstruktør" (David Lynch), er næsten lige så mindeværdig. Men derimellem, i de godt to timer, hvor Sammy vokser fra 7 til 18 år, mangler mesteren samme pædagogiske greb om sit stof. Det kræver faktisk, at man læser op på Spielbergs familiehistorie og forstår det forhold, han havde til sin komplekse mor (Michelle Williams).

Der er intet i vejen med komplekse forældre. De fleste af os kender udmærket typen og kan til enhver tid bruge lidt refleksion over dem. Men Spielberg ser ud til at være hæmmet af en ærefrygt over at skulle fortælle om situationer, der vedrører ham selv og mennesker, han holder af. Ganske typisk for ”The Fabelmans” lever filmen stærkt og intenst, da 16-årige Sammy kigger sine optagelser fra en ferietur igennem og opdager en familiehemmelighed. I de øjeblikke, hvor Spielberg bruger billeder til at vise stærke følelser, er han på hjemmebane. Til gengæld har han betydeligt sværere ved at vise os, hvad den hemmelighed gør ved forholdet mellem ham og hans forældre, især moderen.

Det skyldes først og fremmest, at der er flere – endda mange – temaer i spil i ”The Fabelmans”: Sammys kærlighed til filmmediet, Sammys oplevelser med jødehad, Sammys første store kærlighed, Sammys forhold til forældrene og ikke mindst balancen mellem livet og kunsten.

Spielberg og hans medforfatter Tony Kushner forsøger naturligt nok at binde det hele sammen gennem filmmediets evne til at skabe magi og søsætte de store følelser. "Det vil knuse din mors hjerte, hvis du holder op med at lave film," får Sammy at vide. Det er en klassisk Hollywood-måde at beskrive verden på. Men Spielbergs familiehistorie er tydeligvis for kompleks til at indfange med lækre billeder og Hollywood-"one liners".

Alle har en familie. Den kan dog se ud på mange måder. I den kommende tid sætter vi fokus på familien og dens betydning. Følg med i serien her, når Kristeligt Dagblad sætter fokus på familien.

The Fabelmans. Instruktion: Steven Spielberg. Manus: Steven Spielberg og Tony Kushner. Kamera: Janusz Kaminski. 151 minutter. USA/Indien 2022. Premiere i dag, den 23. marts, i biografer landet over.