Michael Cunningham har gjort det til et speciale at la-de sig inspirere af store forfattere, når han skriver romaner. Titlen ”Snedronningen” på hans nye roman, der udkom på dansk i går, fortæller, at han denne gang er tilbage i 1800-tallet hos H.C. Andersens eventyr af samme navn for at låne stemninger og sproglige billeder til historien om to brødre og et guddommeligt lys, som den ene af dem, Barrett, ser på himlen over Central Park i New York en aften i 2004.
Med dette lys og Barretts mulige omvendelse begynder romanen, som amerikanske anmeldere har betegnet som Cunninghams mest originale og sindsoprivende værk til dato. Cunningham er tidligere blevet portrætteret her i avisen, ligesom man kan læse om ham i Martin Krasniks interviewbog ”Min amerikanske drøm”. Denne gang skal det handle om den nye roman ”Snedronningen”, om H.C. Andersen og om Barretts guddommelige lys.
Interviewet med forfatteren Michael Cunningham er foregået pr. e-mail.
Du har tidligere være inspireret af forfatterne Virginia Woolf i ”Timerne” og af Walt Whitman i ”Udvalgte dage”. Hvordan kommer inspirationen fra H.C. Andersen til udtryk i din nye roman?
”Selvom H.C. Andersen er en national skat for danskerne, er mange amerikanske børn, inklusive mig selv, vokset op med hans eventyr. Da jeg var fire år, og min mor læste eventyrene højt for mig, tænkte jeg ikke på at blive forfatter, men de var en fundamental del af min endnu ufærdige tidlige forestillingsevne. Selvom jeg elsker Woolf og Whitman, er Andersens fortællinger praktisk talt indkodet i min dna.”
”Jeg vidste, før jeg skrev romanens første sætning, at 'Snedronningen' skulle være titlen, men jeg vidste ikke, hvor meget eller hvor lidt den skulle være forbundet med Andersens fortælling. Udover eventyret i sig selv var jeg tiltrukket af ordene 'sne' og 'dronning', som er ord med mange betydninger på engelsk - 'sne' spænder fra stille snefald en juleaften til en storm, der kan eliminere hele hold af opdagelsesrejsende, men er også et slangudtryk for kokain. En 'dronning' er ikke blot en magtfuld kvinde, men også et halvvejs nedsættende ord for en homoseksuel mand.”
”Hvad jeg reagerer stærkest på i Andersens eventyr er dets indledende tema om indbildning. Det begynder med splintringen af et fortryllet spejl, som, hvis en splint sætter sig i dit øje eller hjerte, ikke alene får dig til at se verden som et mørkt og håbløst sted, men overbeviser dig om, at du ser verden for første gang, som den virkelig er. 'Snedronningen' er kort sagt et af de relativt få eventyr om rædsel. Og det er et af få eventyr, hvor en person skal reddes ikke alene fysisk, efter at han er blevet kidnappet af Snedronningen, men også følelsesmæssigt og psykologisk. Hvad kan overhovedet være mere interessant for en romanforfatter?”.
Titlen refererer også til nogle stærke sproglige billeder i romanen, der for eksempel begynder med et snevejr, hvor det fyger ind ad vinduet hos brødrene Barrett og Tyler. Undertiden begynder romaner med et stærkt billede i forfatterens hoved - var det også tilfældet her?
”Både-og. Min roman begyndte med to idéer, som var forankrede i billeder, men som ikke kom til mig som billeder i sig selv. Jeg forestillede mig Barrett, en mand uden nævneværdig religiøs tro, blive konfronteret med et guddommeligt besøg - et bevis på om ikke Guds eksistens, så dog på noget uden for den fysiske og dødelige verden. Det himmelske lys foreslog sig selv, så at sige, fordi det er både ubetvivleligt og flertydigt. Jeg ville ikke have et englekor eller et mystisk billede af den hellige Jomfru Maria; jeg ville ikke have, at Barrett pludselig skulle indse, at katolikkerne har haft ret hele tiden. Jeg ville have noget, der tydeligt kunne opfattes, men som ikke var noget genkendeligt menneskeligt, noget a la, ja, et hjul af vandfarvet lys.”
”Denne idé og dette billede greb ind i fornemmelsen for Tyler, en mand, der bruger stoffer i et forsøg på at blive mere modtagelig for sanseindtryk og mere opfindsom.”
”Lige siden USA's såkaldte Krig mod Narko blev indledt under Reagan-regeringen, har der i virkeligheden kun været én fortælling om afhængighed: Narkomaner er svage, narkomaner forsøger at flygte fra virkeligheden, narkomaner ender med at dø i en mørk gyde et sted med en nål i armen. Men hvad med Jean Cocteau? Hvad med Carlos Castaneda?”.
”På samme tid ville jeg ikke have, at 'Snedronningen' skulle kunne læses som en slags reklame for narkotikaafhængighed. Ligesom jeg har mine tvivl, hvad angår katolske læresætninger, har jeg mine tvivl om stoffers kraft til at skænke sand indsigt.”
Romanen foregår for 10 år siden. Hvilke muligheder fik du som romanforfatter ved at lægge handlingen dér - og ikke i for eksempel 1994 eller 2014?
”Jeg placerede med vilje romanens handling i de fire år mellem genvalget af George W. Bush og den dag, det amerikanske folk valgte Barack Obama. George W. Bush havde ødelagt økonomien, erklæret krig mod det forkerte land og under et skolebesøg 'rettet' en 12-årigs korrekte stavning af ordet 'tomat'. Bush belærte om, at ordet staves 'tomatoe', hvilket er forkert, men ikke desto mindre syntes amerikanerne at mene, at fire år mere med en præsident, som ikke kan stave til 'tomato', var en god idé. Og så, kun fire år senere, vælger de samme borgere en afrikansk-amerikansk mand med genuin intelligens, og hvad der efter alt at dømme var en stærk moralsk sans.”
”Obamas regeringsperiode har vist sig at være en blandet landhandel, men jeg ville begynde romanen med genvalget af en mand, der måske har været den værste præsident i amerikansk historie, og slutte den med valget af en idealistisk og human sort mand, valgt af et land, der har været ødelagt af racisme i over et århundrede. Hvorfor ikke lade sin roman - alle romaner - udspille sig i en periode under dyb historisk forandring?”.
Undertiden bliver forfattere overraskede over deres hovedpersoners handlinger. Personerne får, skønt opfindelser fra forfatterens hånd, deres eget liv. Blev du overrasket, da ateisten Barrett begyndte at gå i kirke i den armenske menighed i Williamsburg i Brooklyn?
”Nej, jeg blev ikke specielt overrasket, da Barrett begyndte at deltage i gudstjenesten. Jeg blev mere overrasket over, at han ikke blev særlig religiøs, at han ikke begav sig ud på en pilgrims-vandring, tog i kloster eller andet lignende relativt dramatisk. Det troede jeg, at han måske ville gøre. Men nej, det gjorde han så bare ikke. Han var ikke den slags mand der tager dramatiske beslutninger.”
Op gennem det 20. århundrede har der ofte været en konflikt mellem modernistiske forfattere og det etablerede kirkeliv, som om man ikke har kunnet være både modernist og kristen, hvad forfattere som T.S. Eliot, John Updike og andre fra dit hjemland har vist, at man kan være. Tænkte du som moderne forfatter over, at det kan være en udfordring at skrive om det guddommelige i romanform?
”Jeg ønskede at formidle en antydning af en guddommelig intelligens, men kun en antydning. Personligt ser jeg ikke en konflikt mellem metafysik og modernitet, men jeg ønskede alligevel ikke, at læsere af 'Snedronningen' skulle forventes at tro på Gud - primært fordi jeg ikke selv ved, om jeg tror på Gud eller ej.”
Mod slutningen af romanen tænker Barrett om sin nye kæreste Sam: ”Er det muligt, at Sam er i besiddelse af enkel venlighed og generøsitet”. Deler du Barretts tanker: Er der plads til empati og næstekærlighed her i verden?
”Ja, det gør jeg faktisk. Barretts åbenbaring, hans epifani, om du vil, viser sig ikke at være spor metafysisk, men menneskelig. Jeg mener virkelig og af et ærligt hjerte, at venlighed og generøsitet har en plads i denne verden. Og ved romanens slutning mener Barrett det samme.”
Kristeligt Dagblad anmeldte romanen, da den udkom i USA sidste år. Læs anmeldelse og portrætinterview med Cunningham på