En novemberdag i 2013 stod Inger Strunck i et kapel i Thisted i Thy og kiggede på en kiste. I den lå hendes eks-svigermor, som hun et par år forinden havde lovet noget.
"Vil du pynte min kiste, når jeg dør?", havde spørgsmålet lydt.
Og selvfølgelig ville Inger Strunck da det. Hun var blomsterdekoratør af uddannelse og havde styr på den slags. Så uden at tænke nærmere over det havde hun sagt ja. Men nu, i kapellet, rømmede Inger Strunck sig.
"Der er noget, jeg må sige."
De andre familiemedlemmer i kapellet kiggede på hende. Hun skammede sig.
"Jeg kan simpelthen ikke pynte bedstes kiste. Jeg kan ikke magte det."
Efter selv at have gennemlevet et hjertestop havde hun færre kræfter, end hun var vant til. Det var derfor, hun ikke magtede at pynte kisten, som hun havde lovet. Dem omkring hende var imidlertid forstående.
"Men jeg tænker stadig på det i dag, selv om det er mange år siden. Man skal ikke love nogen noget, og når de så dør, er det lige meget. Man skal passe på med, hvad man lover – især når det gælder de store ting i livet. Det handler om respekt for andres værdighed."
Mennesker vil så gerne give løfter. Vi lover at elske og ære hinanden, vi lover bod og bedring, vi lover at være der, når det virkelig gælder. Selv i en individualiseret tid, hvor traditioner og institutioner er i opbrud, har løftet stadig værdi. Også selv om det ind i mellem kniber med at holde, hvad man har lovet. Hvorfor?
"Vi afgiver løfter og indgår aftaler, fordi vi har brug for hinanden," siger Mads Bryde Andersen, der er juraprofessor med speciale i formue- og aftaleret ved Københavns Universitet.
Han har skrevet artiklen på opslagsværket lex.dk, der formidler, hvad et løfte er i aftaleretlig forstand. Og han forklarer, at løftet påfører afgiveren nogle bindinger. Det kan være ensidigt: Jeg lover dig noget. Eller det kan ske gensidigt: Vi lover hinanden noget.
”Når man lover noget eller indgår en aftale om private formueforhold, skaber man forpligtelser, som kan håndhæves i retssystemet. Mellem parterne er løftet og aftalen derfor lige så forpligtende, som regler i lovgivningen er det,” siger han.
En stærk aftalekultur er lige så væsentlig for den økonomiske effektivitet, som retsstatsprincippet er for den politiske, siger han.
“Det er et kulturtegn. Og modsat andre steder i verden bliver de fleste løfter i Danmark jo holdt. Det skaber tillid og forklarer, hvorfor Danmark ligger i toppen på det antikorruptions-index, som hvert år udsendes af Transparency International."
Et menneskedyr
Det ligger også i løftet, at det angår fremtiden. Man kan ikke love noget om fortiden eller om nutiden, og det er en vigtig pointe for mange af de moralfilosoffer, der gennem århundrederne har gjort sig tanker om løftets karakter. Det fortæller Carsten Fogh Nielsen, der er ekstern lektor i filosofi på Syddansk Universitet.
"På den ene side indebærer det, at et løfte derfor også er forbundet med usikkerhed - for man lover noget om en fremtid, man ikke kender. På den anden side siger det også noget om, hvad et menneske er for et væsen," siger han.
Det var den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900), der mente, at løfter er noget af det, der giver mennesket sin egenart i forhold til dyrene. I sit værk "Moralens oprindelse" fra 1887 skrev han:
“At fremavle et dyr, som kan tillade sig at love - er det ikke lige netop den paradoksale opgave, naturen har stillet sig med hensyn til mennesket? Er det ikke det egentlige problem om mennesket?"
"Det, at mennesket er i stand til at indgå og huske løfter, betyder ifølge Nietzsche, at det får en dybde, som dyret ikke har," fortæller Carsten Fogh Nielsen.
"En bevidsthed, en åndelighed og en inderlighed."
Nietzsche anskuede evnen til at love noget som en, der er opstået gennem menneskehedens udvikling i forbindelse med oplevelsen af økonomisk skyld.
"Menneskeheden har på et tidspunkt opdaget, at det medfører straf, hvis det ikke har leveret det tilbage, det skyldte en anden. Han mener, at det er gennem den hårde fysiske straf, at menneskeheden har lært at føle skyld og ansvar. Og det er først der, mennesket som dyrerace så også bliver i stand til at forpligte sig."
Evnen til at love noget har altså stabiliseret menneskeheden, ligesom det enkelte løfte kan siges at stabilisere det enkelte menneske.
"For vi kan kun love noget, hvis vi er i stand til at forudse, hvordan mennesker normalt opfører sig, og hvis vi er i stand til ikke kun at være i vores instinkters vold," siger Carsten Fogh Nielsen.
Men løfter stabiliserer ikke kun den enkelte. De stabiliserer også det sociale fællesskab. Det peger en anden filosof på, nemlig skotske David Hume (1711-1776).
"Han skriver, at løfterne opstår, når et menneske erkender, at det ikke altid kan få noget ud af sin adfærd her og nu, men også gennem forpligtelse på sigt. Hvis jeg for eksempel er en bonde og har en mark, der skal høstes, kan jeg alliere mig med min nabo. Jeg kan love ham, at hvis han hjælper mig med at høste, når min afgrøde er moden, så vil jeg også hjælpe ham, når han skal høste."
Måske ikke ærlig, men kærlig
Arkitekten og kulturkritikeren Poul Henningsen (1894-1967) betakkede sig for at afgive løfter, hvad angår kærligheden. Sangen "Man binder os på mund og hånd" fra 1940 var en skjult opstand mod besættelsesmagten, men på overfladen hyldede den den frie kærlighed.
"Kunne vi forbyde de tre ord: 'jeg lover dig', var vi vist i kærlighed på mere ærlig vej," lød det i tango-visen, der blev sunget af Liva Weel i skuespillet "Dyveke" på Teatret Riddersalen i København.
Nu er det bare sådan, at de fleste, der går rundt og forelsker sig, også er tilbøjelige til at love deres tilkomne noget. Troskab, for eksempel. Kærlighed og respekt.
"I virkeligheden indleder vi måske vores parforhold med nogle løfter, som vi har svært ved ikke at bryde."
Det er psykolog Gert Martin Halds overvejelse. Han er leder på afdeling for miljø og sundhed på institut for folkesundhed på Københavns Universitet. Han er psykolog, ph.d. og forfatter til mange bøger om parforhold, seksualitet og skilsmisse. Og så vil mange nok kende ham som en af eksperterne i tv-programmet "Gift ved første blik", hvor han matcher og vejleder nye par.
"Når tiden går i parforholdet, og musikken ikke helt spiller på samme måde som i forelskelsesfasen, oplever mange jo, at tiltrækningen til andre bliver større, og lysten til at handle på det øges. Og det reflekteres nok i statistikkerne om utroskab. Når løftet om troskab brydes, tror jeg ikke, det skyldes, at vi er onde mennesker, men at vi er mennesker."
Når de fleste så alligevel trodser Poul Henningsen og lover deres partner ting, som kan vise sig svære at holde, kan det skyldes, at løfterne rummer en stor symbolværdi, siger Gert Martin Hald. Mennesker ønsker at binde sig til den, de elsker. Og det er faktisk også symbolværdien, der kommer i spil, når løfterne så brydes, og tilliden i parforholdet kollapser.
"Den, der eksempelvis er sin partner utro, vil ofte tænke, at det er ekstremt dumt og flovt og forfærdeligt, at vedkommende for eksempel har kysset en anden til en fest. Men for den, utroskaben går ud over, bliver kysset et symbol på meget mere end bare noget dumt og flovt. Det bliver et symbol på svigt, manglende respekt, og at man ikke længere kan stole på den anden. Løftebruddet er epicenteret for jordskælvet, kan man sige," siger Gert Martin Hald.
"Men tsunamien, det udløser, kan være meget mere ødelæggende og allestedsnærværende."
Sværg ikke ved månen
Det følger også af løftet, at det ikke skal gives for lemfældigt. Det vidste Shakespeares Julie, da hun stod på balkonen og lyttede til selvforelskede Romeo, der ville give hende et kærlighedsløfte og sværge ved månen. Sværg ikke i aften, var hendes svar. Det er for pludseligt og uovervejet. Og sværg da slet ikke ved månen, den kommer og går, som den vil.
Det er Shakespeare-eksperten Michael Skovmand, der er kommet i tanker om eksemplet. Han er lektor emeritus ved Aarhus Universitet og ser i den ikoniske havescene en almen pointe om menneskets evne til at give og holde løfter.
"Romeo er en romantiker, han er fuld af ord og har hovedet i skyerne. Ind til mødet med Julie har han gået rundt og galpet op. Hun tvinger ham til at komme ned på jorden og til at indse, hvilken forpligtelse der ligger i at sværge. Det viser os også, at i det øjeblik, man lover noget, har man ikke overblik over, om man vil kunne holde det. Det kan måske nok udtrykke en oprigtig intention, men fremtiden vil vise, om der er substans i ens løfte."
Af samme grund kan der være ræson i at overveje omfanget af de løfter, man giver. Det ved 42-årige Kamilla Barslund fra Helsinge i Nordsjælland. Hun har en nær veninde, som i perioder har kæmpet med psykisk sygdom. I 2006, da Kamilla Barslund ventede sit andet barn, lovede hun sin syge veninde noget.
"Jeg sagde til hende, at jeg har mand og snart to børn, og at jeg ikke altid ville kunne hjælpe hende i tide og utide. Men hun skulle vide, at hvis hun ringede eller skrev, når hun virkelig havde behov, så vi ville jeg altid være der for hende."
De to har ikke tit kontakt i dag, men Kamilla Barslund er fortsat optaget af at holde, hvad hun har lovet: at være der, når det gælder.
"Og det er ikke særlig mange, man kan give sådan et løfte til. Man kan ikke rutte med den slags forpligtelse, for hvis man gør det, bliver det bare ord. Og det kræver også, at den, man har lovet det, ikke misbruger, at man har forpligtet sig. Det har min veninde ikke gjort, og det er også en af grundene til, at jeg kan fortsætte med at holde mit løfte."
Samtidig viser Kamilla Barslunds oplevelse også, at de væsentligste løfter er dem, der gives, når livet er sat på spidsen - når afmagten eller glæden fylder mest.
Løfter skaber mennesker
En del af de løfter, mennesker giver til hinanden, foregår i en ritualiseret ramme. Løftet ved vielsen, præsteløftet, lægeløftet. Og ritualerne har den effekt, at de sætter et tydeligt skel mellem før og efter. Det fortæller Kirstine Helboe Johansen, der er leder for afdeling for teologi, Aarhus Universitet, hvor hun som lektor i praktisk teologi blandt andet forsker i ritualer.
"Se for eksempel på præste- og lægeløfterne. Man er studerende og undervejs, ind til man lige pludselig ikke er det længere. Ritualerne træder ind som det, der tydeligt markerer, at nu er du noget andet. Og i den forstand er løfter også identitetsskabende. Bliver man præst eller læge eller gift for den sags skyld, er det ikke bare en funktion, man varetager. Det er noget, man er."
Det er nok også derfor, man kan føle, at ens egen selvforståelse skrider under en, hvis man bryder et løfte. Og selv løftebruddet vidner faktisk om, hvor bindende løfter er. Det siger filosof Carsten Fogh Nielsen med henvisning til tyske Immanuel Kant (1724-1804), hvis grundlæggende moralske princip var, at det enkelte menneske kun skal handle sådan, at princippet for den handling kan blive til en almen lov.
"Hvis man bryder et løfte, gør man en undtagelse for sig selv. Men det kan man kun gøre, fordi man stoler på, at andre ikke vil gøre det. Hvis mennesker i det store hele bare løb fra deres løfter, når det var til deres egen fordel, ville vi slet ikke have en løfteinstitution. For ingen ville stole på andre, og ingen ville være til at regne med. Så altså ingen løftebrud uden en løfteinstitution."
Og man skal vove at love. Det siger biskop over Haderslev Stift Marianne Christiansen. Hun tror, at vi er på vej ind i en tid, hvor mellemmenneskelige løfter bliver endnu vigtigere, end de hidtil har været.
"I vores del af verden har der været opgør med normer og regler. Jo større frihed der er kommet, des vigtigere er løftet. Kig bare på konsekvenserne af den overdrevne selvudfoldelse og udnyttelse af skaberværket, som vi ser nu. Pilen peger i høj grad på, at det er tid til at forpligte sig og gøre ting for fællesskabets og helhedens skyld - ikke kun sin egen."
Biskoppen ser derfor ingen tegn på, at løfterne burde være på vej ud med badevandet.
"Tværtimod, den frivillige forpligtelse er det eneste, vi har. Hvor der er tvang, er der ingen løfter. Det frie løfte er det største, vi kan give hinanden."