Selv præster kan i perioder miste Gud

Også i virkeligheden kan præster nikke genkendende til den trosmæssige tvivl, som August Krogh oplever i gårsdagens afsnit af DR’s dramaserie ”Herrens Veje”. For selv når kristendommen fylder både privat- og arbejdsliv, kan Gud føles tavs

Morten Hee Andersen spiller den unge præst August Krogh, der er den yngste søn i familien Krogh.
Morten Hee Andersen spiller den unge præst August Krogh, der er den yngste søn i familien Krogh. Foto: Tine Harden

”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”.

Sådan starter August Krogh sin prædiken til langfredagsgudstjenesten i gårsdagens afsnit af DR’s tv-serie ”Herrens Veje”, hvorefter han mister besindelsen. Tvivlen og desperationen rammer som en storm den unge præst. Han oplever det sådan, at Gud er tavs for ham.

Men det er ikke bare fiktive præster, der indimellem kan føle sig åndeligt forladt. Tvivlen er en velkendt følgesvend, blandt andre for Maj-Brit Hvid Christensen, der er sognepræst i Aulum Kirke i Viborg Stift.

”For mig hænger tro og tvivl sammen. Jeg er helt med på, at det er enormt udfordrende som præst, for opgaven er jo at opbygge tro. Men samtidig tænker jeg også, at som præst må tvivlen have lov til at være der. Der er et citat, som lyder, at den, der tvivler mest, tror mest. Det giver for mig god mening. ’Du tager Gud fra mig’, siger August til sin psykiater, da han får lykkepiller. Han er jo helt ramt der, hvor han netop ikke kan give plads til, at Gud kan handle igennem alt det, der sker i ham,” siger hun.

Skuespilleren bag den tvivlsramte August Krogh, Morten Hee Andersen, oplevede selv tvivlen blandt præster i udpræget grad, da han forberedte sig til sin rolle i ”Herrens Veje”. I fredags fortalte han til Kristeligt Dagblad, hvordan han har ført samtaler med forskellige præster, der har fortalt, hvordan de har følt, at Gud i perioder har forladt dem eller omvendt, og at de på egen krop og sjæl har oplevet at ”miste Gud”.

Og ikke bare præster i Danmark, men også de største klerikale stemmer i verden kender til tvivlens problemstilling. Pave Frans udtalte tidligere i år til den tyske avis Die Zeit, at han selv gennemgår trosmæssige kriser, og at han kender til de tomme og mørke øjeblikke.

”Troen kan gå tabt. Den er en gave, som man hver dag må bede om på ny. Hvor ofte i mit liv har jeg ikke forsyndet mig ved at handle mod min tro som en ikke-troende. Det er tomhedens øjeblikke. Man må ydmygt bede Gud om troen,” sagde pave Frans.

Det kan Maj-Brit Hvid Christensen nikke genkendende til. Især i jobbet som præst kan perioder med tvivl og meningsløshed være vanskelige. I DR’s serie spørger August Krogh under gudstjenesten sine sognebørn, om nadveren mon bare er en ”tom handling”, hvis Gud alligevel ikke er til stede. På samme måde kan tvivlen for Maj-Brit Hvid Christensen gøre eksempelvis forberedelser til

sværere, men hun forsøger at bruge tvivlen konstruktivt.

”Tvivlen følger jo med i bønner, gudstjenester og i prædikeskrivning. Det bliver min opgave at bruge det konstruktivt, for jeg skal stadig passe mit arbejde, selvom jeg bliver ramt af meningsløsheden. Jeg kan eksempelvis blive ramt, hvis jeg er i samtale med folk, der har mistet eller er udsatte. Der skal jeg som præst og menneske få skabt rum til, at tvivlen er legitim,” siger Maj-Brit Hvid Christensen.

Religionspsykolog Peter la Cour forklarer, at tvivlen og følelsen af, at Gud er tavs, er et grundvilkår.

”Selv Grundtvig tvivlede og fik i perioder det, han kalder ’anfægtelser’, som mere sandsynligt var en depression med tilhørende trosmæssig krise. Tvivlen betyder, at troen er under bestandig udvikling. Man spørger tit folk, om de tror på Gud. Men et langt mere rigtigt spørgsmål vil i min optik være at spørge: Hvornår tror du på Gud?”, siger Peter la Cour.

Kan tvivlsperioderne ligefrem styrke ens tro, som det nævnes?

”Det kan de afgjort. I luthersk tro taler man ikke om troens modenhed, men det er en fejl. For troen kan efter en tvivlsperiode blive mere moden, den kan rustes mere konkret til at håndtere modgang og accept af, at tvivlen er et vilkår. Den kan så at sige blive mere integreret,” siger Peter la Cour.

Om det også sker for August Krogh i Herrens Veje, får vi måske svar på i de kommende afsnit. Men selv i perioder, hvor tvivlen nager, husker Maj-Brit Hvid Christensen på Guds tilstedeværelse.

”Man må give rum til, at det er okay at tvivle på Gud at tvivle på meningen med det hele. For i tvivlen er Gud der også,” siger hun.