Først sidder en lille dreng og leger i en strandkant med en enorm luksusliner liggende på siden i baggrunden. Kort efter sidder drengen under håndvasken i et badeværelse og spiser en plasticskraldespand (det gør han faktisk), mens hans mor betragter ham på afstand. I næste scene kvæler moderen drengen med en hovedpude.
Så er vi ligesom i gang. Og det bliver ikke meget mindre spektakulært sidenhen i "Crimes of the Future". Den 79-årige canadier David Cronenberg har altid haft et udtrykkeligt ønske om at udfordre med sine film. Han har skabt mere polerede fortællinger til et stort publikum med "A History of Violence" og "Eastern Promises", men han er så afgjort i sit es, når han virkelig giver publikum noget ubehageligt at tygge på. Som i "Crash", om en håndfuld mennesker, der bliver seksuelt opstemte af biluheld. Eller "Videodrome", om "fremtidens fjernsyn", et program hvor folk bliver tortureret og myrdet.
I det hele taget har Cronenberg en særlig trang til at molestere menneskekroppe i sine film – ikke som en barnlig provokation, men som en kunstnerisk udfordring. Der er altid en politisk eller social kommentar i spil – altid et ønske om at sætte spørgsmålstegn ved menneskehedens udvikling. Titlen på hans nye film, "Crimes of the Future", kunne såmænd være overskriften på hele hans mere end 50 år lange virke som filminstruktør. Faktisk har han nu skrevet og instrueret to film (der ikke har noget med hinanden at gøre) med netop den titel.
Denne gang er fremtidens menneskekroppe i stand til at udvikle nye organer. Ingen ved, hvilken funktion de har. Eller om de har nogen funktion. Om de er en sygdom. Og så er der performancekunstnere som Saul Tenser (Viggo Mortensen), der skaber shows, hvor hans sidste nye genererede organ bliver fjernet foran publikum. "Kirurgi er det nye sex," som de siger i "Crimes of the Future". Og så snitter folk ellers lystigt i hinanden med skarpe stålgenstande, så blodet flyder smukt og sensuelt.
Det er alt sammen typisk Cronenberg. Han har bestemt ikke anstrengt sig for at nusse det brede publikum i nakken. Ved filmens verdenspremiere ved årets Cannes Festival hyggede canadieren sig med at fortælle vidt og bredt, at han forventede et ’klak! ... klak! … klak!’ under filmen – nærmere bestemt den lyd, det giver, når folk rejser sig fra deres biografsæder og går deres vej.
Meget få filminstruktører får lov til at drøne så egenhændigt afsted med en hjemmehæklet kunstnerisk vision i de her dage. Selv svenske Ruben Östlund, der bliver hyldet som en af nutidens originale filmkunstnere, er meget mere bevidst om at please sit publikum, som hans Cannes-vinder "Triangle of Sadness" vidner om.
Der er tydeligvis ikke nogen, der har bedt Cronenberg om at skære ned på kompromisløsheden. Det havde muligvis givet "Crimes of the Future" en anden kvalitet, hvis den havde en præcis, papudskåret pointe om menneskehedens mulige fremtid. Men det særlige – og særligt cronenbergske – er så afgjort, at vi bliver kastet ind i en sær mareridtsvision, hvor menneskekroppe bliver til avantgardekunst, og nogle begår kriminalitet for at sikre sig kontrollen med menneskets udvikling.
Der er en klassisk 1980’er-fornemmelse over Cronenbergs bodyhorror med lumske multinationale selskaber, syrede fremtidsvisioner, kølig sex og kroppe under forandring. Det er film, som man ikke laver det længere – altså bortset fra Cronenberg, den stædige rad. Også filmens computereffekter ser virkeligt bedagede og kunstige ud, men det er muligvis en pointe. Da Cronenberg sender os på en tur ind i Viggo Mortensens mavesæk, ligner det i hvert fald mere den alsaciske pølseret, choucroute, end et menneskes indvolde. Måske er det en særlig cronenbergsk afart af humor.
"Crimes of the Future" er bestemt ikke en film for alle. Og da først den har lanceret sit fremtidsunivers, har den svært ved at finde på nye idéer. Men for dem, der holder af de sjældne film, hvor en kringlet hjerne får lov at lege løs uden nogen form for forbehold, er den et must.
Crimes of the Future. Instruktion: David Cronenberg. Manus: David Cronenberg. Kamera: Douglas Koch. 107 minutter. Canada/Grækenland/England 2022. Vises i udvalgte biografer.