Selvantændelig lava-prosa

Islandske Helgason skriver følsomt og underholdende om sig selv som ung kunstner

Islandske Hallgrimur Helgason skriver forrygende om sig selv som ung og usikker kunstner, skriver Kristeligt Dagblads anmelder.
Islandske Hallgrimur Helgason skriver forrygende om sig selv som ung og usikker kunstner, skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Foto: Jacob Ehrbahn/ritzau.

Med sig i toget fra Luxembourgs lufthavn til sydtyske München i det tidlige efterår 1981 har forfatterens unge alter ego bogen ”A Portrait of the Artist as a Young Man” liggende i skødet. Selvom han har for travlt med at kigge ud ad vinduet til at nå at læse noget af James Joyce, så er anslaget skabt: Islandske Hallgrimur Helgason skriver forrygende derudaf om sig selv som ung og usikker kunstner, der måske ender med at finde sit kald som forfatter.

Den delvist selvbiografiske roman foregår hen over et år, hvor forfatteren, der konsekvent i bogen er benævnt ”Ung Mand” eller blot ”Ung”, begynder på Kunstakademiet i München. Han tegner skitser og forsøger sig med maleri. Han er endt der ved en tilfældighed, det var det eneste sted i Vesttyskland, han kunne nå at søge ind på. Egentlig ville Ung Mand gerne være rejst til Berlin for blot at være, men forældrene insisterede på, at han måtte arbejde eller studere, hvis han skulle på udlandsophold.

I München finder han sammen med andre islændinge, men er mest alene. Han bor på et værelse hos Frau Mitchell, ringer hjem til sin mor fra en mønttelefon og forelsker sig i unge kvinder, uden nogen anelse om, hvordan han skal komme i kontakt med dem. Han forbander årstallet 1981, det kedeligste, han kan forestille sig. Derudover brækker han sig på de mest ubelejlige tidspunkter, og det, han kaster op, er et sort, glødende tungt stof, som er selvantændeligt. Opkastningerne er et surrealistisk element i ”Søsyg i München” og fungerer både symbolsk og som en motor for romanens forholdsvis få begivenheder. Der opstår groteske situationer, som når han brækker sig over sin vens sko, eller når der går ild i en skraldespand på en togstation. Han går til lægen, som nøjes med at spørge, om der kan være tale om skrå, eller endda et skråplan.

Ung Mand finder på at opsamle al det sværtelignende opkast i et stort syltetøjsglas, som han bærer rundt i inderlommen på en rigeligt stor vinterfrakke. Opkastningerne er en byrde, og helt galt går det i juledagene, hvor han er taget til Firenze for at forfølge en forelskelse i italienske Antonella. Det går også galt i Østberlin, hvor syltetøjsglasset med indhold fører til forvekslinger og fængselsophold. Det hele ender imidlertid meningsfuldt, da han vel hjemme i Island efter året i udlandet opdager, at det sorte, størknede lava-opkast kan bruges til at skrive med. Konturerne af en anden kunstnerfremtid anes.

”Søsyg i München” er både et tidsportræt og et følsomt og finurligt portræt af en usikker periode i en ung mands liv. Vennerne hjemme i Island bliver til voksne verdensmænd, mens Ung Mand blot overlever på det europæiske fastland. Kunstovervejelser og kunstoplevelser spiller naturligt en rolle i bogen. Ung Mand er optaget af Marcel Duchamp og er bange for at blive ”dum som en maler”, mens de fleste andre dyrker det ekspressionistiske maleri og kunstretningen Die Neuen Wilden. Han føler sig kunstblind, indtil han i Firenze ser Masaccios fresco ”Den hellige treenighed” og begejstres.

Der er en del falden på halen-komik i romanen, som bidrager til et tragikomisk selvportræt. Alle opkastningerne bliver dog en smule monotone og fører lidt til en tomgangsoplevelse. Samtidig har Helgason, der i 2013 blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for ”Kvinden ved 1000 grader”, en sproglig stil, som gennemgående er billedskabende og sikrer et drive. Der viges ikke tilbage for emotionelle billeder som her i Firenze: ”Han havde brug for at dele natten med sin egen ulykke og lade sit glashårde hjerte klinke med dens begsorte øl”.

Selvom det lyder besnærende, er billedet dog ikke særlig præcist. Frem for et glashårdt hjerte er vores unge hovedperson snarere gået følelsesmæssigt itu. Der viges heller ikke tilbage for hurtige vokalrim som her i Østberlin, hvor Ung Mand er blevet undersøgt grundigt af de østtyske soldater: ”For en fri mand var ufrie mænds fingerpilleri og nøgenstikleri nul og niks, og hvilken glæde at være ansvarlig for byens eneste smil i denne uge.”

De to citater viser den sproglige stil, når fortællingen kører humoristisk derudad, også på måder, der tangerer det hurtige og lidt for velsmurte. Alligevel holder jeg meget af denne delvist selvbiografiske og veloversatte roman, både af det sproglige drive og af det skævt sikre ungdoms- og tidsportræt. Der bliver ikke lagt skjul på, at det hele også bare er en fandenivoldsk fortælling med overdrevne og vittige elementer. Som Ung Mand tænker: ”Livet var et eventyr, som en eller anden god forfatter havde skrevet.”