K.E. Løgstrup beskriver et sted forholdet mellem fordring og moral. Han skriver, at den absolutte etiske fordring brydes i et prisme, hvor fordringen dels nedskrives og relativeres, dels retter sig mod særlige situationer eller mennesker. Den absolutte etiske fordring lyder til hver en tid, men man korsfæstes af at udfolde den, derfor brydes den i tidens krav. Det er dette brud eller denne prisme, der kalder på politik.
Politik er varetagelse af dilemmaer. Politik er ofte afvejning af, hvilket onde der er det mindst onde, og hvilket gode der er det bedste. Vi kan ikke få alt i denne verden, og derfor må der prioriteres og besluttes. Det skaber dilemmaer, og løsning af dilemmaer skaber skyld. Derfor er vi, som politisk handlende både i realpolitik og i vores almindelige liv, nødt til at leve med skyld og nødt til at leve under en eller anden form for tilgivelse. For at leve et menneskeliv er at blive skyldig.
Derfor hænger tro og politik naturligvis sammen, og evangeliet har, som alle er enige om, noget med verden at gøre. Der har været røster fremme om, at tro helt skulle isoleres, men når man gik folk på klingen, handlede det mere om, at troen ikke skulle bestemme over politikken med guddommelige argumenter. Det var altså en særlig form for tro, der skulle holdes ude af politik.
Det er Anders Gadegaard glimrende klar over i sin både velskrevne og velargumenterende bog om forholdet mellem tro og politik. Troen, siger han, er den lidenskab, hvormed politik skal drives, og man kan ikke trumfe politik med Gud. Alligevel ender Gadegaard i en særlig politik. Bestemt ikke en partipolitik, men alligevel en overnational politik af en særlig støbning. For kristendommen er, som han skriver, transnational. Men dog er politik defineret som skyldspådragende, fordi man ikke kan opfylde den etiske fordring, noget fraværende i bogen.
Bogen gennemgår elementer af en kristen etik som begrebet retfærdig krig og kristendom som krop, hvor Gadegaard helt korrekt fastslår kristendommen som den mest kropslige af religionerne. Desuden udfoldes Luthers toregimentelære, hvor der er et skel mellem det åndelige og verdslige regimente. Gadegaard fastslår, at også næstekærligheden hører til i det verdslige regimente, og sandt er det, at næstekærlighed udfoldes mellem kroppe i et rum, som Luther ville definere som verdsligt, for også denne næstekærlighed er brudt i prismen. Der kan oplagt regeres med næstekærlighed i det verdslige rum, men ganske afgørende ikke med evangeliet, og netop det er fordringens brydning. Man kan i øvrigt stille spørgsmålet om, hvorfor eksempelvis varetagelse af flygtninges reelle tarv er mere næstekærligt end varetagelse af landets borgeres tarv, særligt de svagest stillede, som i givet fald kunne få det dårligere, når ressourcerne bliver færre? Der er ingen tvivl om, at der skal handles næstekærligt, men hvorledes er det netop en politisk opgave? Problemet er, at næstekærligheden altid kommer til kort, og netop denne skyld skal varetages politisk og tilgives af evangeliet. Så selvfølgelig har tro og politik noget med hinanden at gøre. Evangeliet relativerer det politiske.
I forlængelse af gennemgangen af Luthers toregimentelære gennemgår Gadegaard Luthers tekst om handel og åger. Gadegaard mener ikke, at teksten har fået den bevågenhed, som den har fortjent, fordi Luther heri netop giver konkrete anvisninger. Det er nu ikke helt sandt, da nærværende anmelder har læst teksten i studieårene, så helt upåagtet blandt teologer har den ikke været, og spørgsmålet er, om det virkelig er sandt, at Luther her giver konkrete anvisninger på fordringen? For Luther er det indlysende, at renter er af det onde, og grådighed er ondt. Helst skulle man i ubetinget kærlighed give pengene væk. Da det ikke er muligt i denne faldne verden, så må man styre de nødvendige renter. Men Luther giver ikke en konkret rentesats. Det kan være fem, fire eller seks procent, skriver han. Så ingen konkret rentesats, men et udsagn om at beskytte den svage og sætte værn mod grådighed. Ved at konkretisere procenten, så ville fordringen være blevet overkommelig og i sidste ende Kristi kors en overflødighed, for vi kunne selv. Vi må i kærlighed sætte en grænse, og tage skylden for det, for der er ikke andre til at tage den.
Et helt kapitel bruges til et opgør med Søren Krarup. Gadegaard sætter ind, hvor Krarup taler om lov og ret, og at loven, med Grundtvigs ord, sætter skellet mellem mit og dit. Gadegaard anerkender, at Krarup kender til lovens virkning, hvor den begrænser synden, men han anklager Krarup for, at lovens konstituerende funktion skulle være at skelne mellem mit og dit; altså en hævdelse af ejendomsretten, som Gadegaard skriver. Nu kan skellet vel også være min krop i rummet og retten til at være der og altså en afgrænsning mod overgreb. Men Gadegaard citerer da Krarup for at sige, at ”denne forståelse af, hvad ret er, hører ubestrideligt sammen med kristendommen”. Gadegaard konkluderer, at forskellen på rig og fattige derved er ”kristeligt legitimeret” og i videre forstand derved folkets ret til et bestemt stykke land.
Det er simpelthen en karikatur af Krarups tekst, og det af Gadegaard citerede stykke slutter heller ikke med et punktum, men med et komma, og lyder i sin helhed: ”Denne forståelse af, hvad ret er, hører ubestrideligt sammen med kristendommen, for den relativerer rettens område.”
Lovens opgave er at beskytte den svage. Og Krarup fortsætter: ”Kristendommen forguder ikke noget jordisk … rettens opgave er blandt syndere at sætte skel mellem mit og dit, så vi trods vor onde vilje kan leve med hinanden.”
Her er ikke stedet at komme ind på Krarups tekst, som enhver kan orientere sig i. Men Gadegaards fremstilling af Søren Krarups standpunkt synes ikke at være korrekt.
Bogen kommer naturligvis også ind på klima og natur. Gadegaard skriver, at det er ”en selvfølge”, at kæmpe den grønne kamp for klodens overlevelse og diversitet. Men denne selvfølgelighed synes at komme i karambolage med en sætning en side længere fremme, hvor der står, ”at intet menneske med rette kan gøres til middel for noget formål uden for sig selv og den enkeltes egen vilje eller ønske”. Men hvordan nu det, når det andet var ”en selvfølge”? Det kunne have været godt at fået belyst, så de gode intensioner ikke bare bliver store ord.
Men når det er sagt, er det en spændende bog, Anders Gadegaard har skrevet. En bog fuld af lidenskab og energi. Han har ubestrideligt ret i, at tro og politik har noget med hinanden at gøre. Og det værste er sådan set ikke troens eller det religiøses isolering, men det politiskes isolering. En politik på egen hånd er bekymrende, og det har han ret i.
Bogens tanker om den kristne politiske etik afrundes med 10 prædikener, som illustrerer den politiske prædiken på fornem vis. Bogen er samtidig båret af personlige biografiske beretninger helt fra Gadegaards gymnasietid til bestyrelsen for Jagtvej 69 og kampe for flygtninge og socialt udsatte. Det er spændende læsning, og det er en spændende og tankevækkende bog med stort udblik.
Skildringen af gymnasietiden er fuld af ungdommeligt overmod og frihedstrang, men når Gadegaard til indledning skriver om denne tid, at de havde den indstilling, at ”ingen kunne besidde en autoritet i kraft af position, men kun i kraft af visdom”, så kunne bogen have vundet meget ved en refleksion over Luthers begreb om det ydre ord, for det er ikke al indre åbenbaring, der er af det gode, ja, Luther skriver faktisk, at det fører til tvang. Så at være tro mod politik, kunne også være kun at give kejseren lillefingeren og ikke hele hånden.
Læs interview med bogens forfatter på