Den gode anmelder har blik for, hvordan værkets formelle træk spiller sammen med det fortalte, og formår at beskrive det for læserne på en klar og tankevækkende måde.
Det burde være en banalitet. At den ideele anmelder arbejder på den måde. Men nye identitetspolitiske vinde blæser i de her år, og ethvert tilfælde, ethvert potentielt problem, bliver fikseret og formidlet.
Tag bare Politikens Felix Thorsen Katzenelson, der forleden skrev en kommentar under overskriften:
”Hvad har anmelderne gang i? Hvorfor er anmelderne så gamle?”.
Man fornemmer friskheden og ungdommeligheden i ordvalget. Katzenelson er i hvert fald IKKE gammel. Men det er alle dem, der anmeldte Sally Rooneys (født 1991) længe ventede roman, ”Skønne verden, hvor er du”.
Katzenelson har kastet et hastigt blik ud over det danske avislandskab og konstaterer, at anmelderne ikke er på alder med Rooneys romankarakterer, der er omkring 30 år:
”Det er groft sagt folk, der er 20 år ældre, der har anmeldt, og det afspejler sig måske i læsningerne.”
Så vælg nu kampene med omhu. Og gå ordentligt ind i dem. Selvom det tager mere tid, kræver mere eftertanke og resultatet måske er mindre klik-venligt.
Det kan der være noget om. Og det ville da være bedre, hvis der havde været en større spredning i alder blandt anmelderne, ligesom anmeldelserne i højere grad skulle have fokuseret på romanen som roman og ikke som ”et generationsvindue”, hvilket Katzenelson har ret i, at de gør.
Men der er flere uklarheder og problematiske perspektiver i hans kritik. For det første er der problemets omfang. En roman er blevet anmeldt af ældre anmeldere. Det er ikke optimalt. Men er det udtryk for et større, strukturelt problem på landets kulturredaktioner? Er det sådan, at midaldrende mænd typisk anmelder romaner om yngre mennesker?
Ikke mig bekendt. På den måde fisker Katzenelson efter noget, der ligner et identitetspolitisk problem, men sandsynligvis ikke er det. Det er efter alt at dømme et tilfælde, at det faldt sådan ud for Rooneys roman.
For det andet opererer Katzenelson, midt i sin tidstypiske identitetspolitiske ”ambience”, med klokkeklar aldersdiskrimination. Det, Katzenelson utvivlsom godt ved, hedder ”ageism” på woke-sprog.
Han ser nemlig ikke kun på anmeldelsernes kvalitet, men også på alderen på dem, der har skrevet dem, og trækker dem så ind i et modsætningsforhold, der får mig til at tænke på Netflix-serien ”The Chair”, hvor de unge sidder på spring og kun venter på at kunne anklage de ældre. På at kunne føle sig stødte, krænkede, underrepræsenterede.
Det er ingen kunst at finde et hår i den store identitetspolitiske suppe. Men hvis ikke det er mere end et enkelt hår, giver det ikke meget mening. Katzenelson har fundet ét, det er indiskutabelt, men uden andre eksempler, uden at placere det i en større, strukturel sammenhæng.
Katzenelson kunne med fordel have sat sig og optalt, hvem der anmelder hvad. Alder, køn og måske – nu når han var i gang – så også uddannelse og etnisk baggrund. Så ville hans kommentar have fået vægt og tyngde. I stedet valgte han altså den hurtigste vej til lidt woke-anerkendelse tilsat lidt høhø-nedladenhed ved for eksempel at tale om anmeldernes ”onkelhed”.
Det er for let, for ufarligt, og leverer bare ammunition til folk som Berlingskes altid overophedede meningsmaskine, Anne Sophia Hermansen, der med Katzenelson som afsæt skrev:
”Og ærligt talt, så er jeg dødtræt af at høre folk i 20’erne jamre over alt muligt.”
Katzenelson virker sådan. Ung, ja, men også jamrende. Så vælg nu kampene med omhu. Og gå ordentligt ind i dem. Selvom det tager mere tid, kræver mere eftertanke og resultatet måske er mindre klik-venligt.
Jeppe Krogsgaard Christensen er forfatter og uddannet cand.mag. i dansk fra Københavns Universitet. Han skriver anmeldelser og kommentarer i Kristeligt Dagblad.