Prøv avisen

Selvkritik har givet israelske film succes

Nye israelske film tager dristige emner op og sætter fokus på det enkelte menneskes moral i Mellemøstkonflikten. Her visiterer en israelsk soldat en palæstinensisk mand tilbage i 2002. – Foto: .

I morgen åbner årets jødiske filmfestival med temaet forsoning. Israelske instruktører vender blikket indad og gør den israelsk-palæstinensiske konflikt til et spørgsmål om det enkelte menneskes moral, påpeger eksperter

En palæstinensisk mand sidder på sin seng, alene. Han er leder af en gruppe, der planlægger et angreb mod Israel, og tør ingen chancer tage. Han forlader ikke sit hus, taler ikke i telefon, for han ved, israelerne holder øje med ham. Men han savner at tale med sin gamle far.

Han tager sin nye mobiltelefon frem og trykker nummeret. Hvad han ikke ved, er, at telefonen er en bombe, trådløst forbundet med en kontakt hos den israelske efterretningstjeneste Shin Bet. Sekunder efter det første dut i røret er hans hoved sprængt i småstykker.

Rekonstruktionen optræder i dokumentarfilmen The Gatekeepers (Vogterne), hvor seks af Shin Bets ledere gennem tiden reflekterer over moralen i deres beslutninger.

LÆS OGSÅ:
Özlem Cekic: "Globaliseringen er en berigelse for kulturlivet"

En elegant operation, lyder det fra Shin Bets daværende leder og tidligere israelsk ambassadør i Danmark Carmi Gillon i det næste klip, mens et vemodigt smil farer over hans ansigt.

Filmen er aktuel, når der i denne uge er jødisk filmfestival i København under temaet forsoning. Aldrig før har festivalen haft så markant fokus på Mellemøstkonflikten, siger Anne Boukris, leder af festivalen, som nu kører på tiende år.

Offer-bøddel-fortællingerne har styret filmverdenens blik på konflikten de seneste 50 år, og det er med rette, for offerhistorierne har skullet fortælles efter Holocaust. Men jeg har ventet på, at der kom noget materiale som gav mulighed for at skabe en reel dialog og forandring. Og det er det, der kommer frem lige nu, forklarer hun.

Frem for at vælge side undersøger de nyere film Mellemøstkonflikten med fokus på det enkelte menneskes moral og evne til at tilgive, mener hun. Og det kan man tydeligt se i festivalens program.

The Gatekeepers er ét eksempel. Derudover kan man møde de to modtagere af Politikens Fredspris, israeleren Rami og palæstinenseren Bassam, i filmen Within the Eye of the Storm (I stormens øje). Som loyale soldater ville de engang slå ihjel for hver deres land, men nu kæmper de for fred efter begge at have mistet børn i krigen. Og i Gods Neighbors (Guds naboer) undersøges religiøs fanatisme blandt unge jødiske mænd.

Anne Boukris nævner desuden den kendte tv-serie Homeland med Claire Danes i hovedrollen, der er skrevet og produceret af israelere, som et led i tendensen. Selvom den udspiller sig i USA, er spørgsmålet om, hvor langt man kan presse det enkelte menneske, når det handler om rigets sikkerhed, en rød tråd.

De israelske filmskabere siger: Jeg bliver nødt til selv at gøre noget og finde min egen vej i dette her. The Gatekeepers og Homeland har det tilfælles, at der hele tiden åbnes nye spørgsmål om, hvad der er rigtigt og forkert. Her tager instruktørerne et moralsk blik udefra, men de bruger det også fremadrettet til at spørge, hvor vi så nu skal hen, siger Anne Boukris.

Ved filmfestivalen i Venedigi efteråret vandt den israelske spillefilm Bethlehem hovedprisen.

Den handler om israelsk spionvirksomhed blandt palæstinensere og viser blandt andet det problematiske forhold mellem en israelsk efterretningsmand og en palæstinensisk teenagedreng, der er hans informant. Filmen havde premiere i Israel i efteråret, men er endnu ikke programsat i danske biografer.

Det kræver mod og selvindsigt at tage et emne som det op, og det har israelske filmskabere for tiden, mener Karsten Fledelius, lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet.

Det, der er spændende ved israelsk moderne film, er, at der tages mange meget dristige temaer op, for eksempel palæstinensernes vilkår, fanatisme og kritik af amerikanske lobbyvirksomheder.

Han fremhæver dokumentarfilmen Defamation (Bagvaskelse) fra 2009, som undersøger israeleres forhold til antisemitisme.

Det er en helt fantastisk, men også meget kritisk film, som beskriver, hvordan man i Israel prøver at opdrage unge jøder til at have bevidsthed om holocaust, men også til en farlig påstand om, at jøderne til stadighed er det mest forfulgte folkeslag i verden. Og det kritiserer denne filmskaber som vel at mærke er israeler.

Filmen er instrueret af Yoav Shamir og koproduceret af danskeren Karoline Leth. Ofte er det sådan, at israelske filmskabere arbejder sammen med udenlandske producenter, og det giver kommercielle fordele og en betydelig grad af uafhængighed, forklarer Karsten Fledelius.

Når man lever i det hjørne af verden, i en så problematisk politisk situation, hvor store dele af verden ikke anderkender, at man er et normalland, og samtidig er en nation, der består af immigranter fra så mange forskellige lande og subkulturer, fra russiske, ortodokse jøder til etiopiske jøder, så giver den en rigdom af stof for filmskaberne. Israels borgere må tænke på deres egen fremtid og tænke på, om landet har en fremtid. Det tror de fleste på, men mange kan også se den manglende holdbarhed i, at freden er så langt væk. Og det er her, de nye film tager rigtig godt fat.

Hjemme i Israel har The Gatekeepersfortælling om efterretningstjenestens metoder vakt forskellige reaktioner, fortæller Carmi Gillon over telefonen til Kristeligt Dagblad. Han har det seneste år repræsenteret de seks efterretningsmænd i filmen på røde løbere ved filmfestivaler over hele verden.

Der har været både ros til os og kritik. Jeg tror, mange har været overraskede over, at seks tidligere ledere af Shin Bet var med på at tale så åbent om det samme emne. Flere af os har været aktive i politik siden én har været medlem af Likud-partiet, Netanyahus parti, and anden var minister for Arbejderpartiet. Vi er vidt forskellige, men er alle enige om, at den eneste fremtid for Israel må være at give Palæstinenserne deres egen stat, siger han.

Efter at Gillon gik af som leder for Shin Bet, kom han til Danmark som ambassadør og var her i landet i årene 2001-2003. Ved hans indsættelse som ambassadør protesterede menneskerettighedsorganisationer som Human Rights Watch og Amnesty International på grund af hans fortid og rygte som efterretningsleder. Han blev dog især kendt i offentligheden, da han sagde, at han mente at moderat fysisk pres var i orden under afhøring af palæstinensiske terrorister.

Dengang var virkeligheden i hans hjemland en anden, påpeger han.

Dengang gik der en selvmordsbombe af i Tel Aviv eller Jerusalem hver anden dag, men selv da var det uhyre, uhyre sjældent, at der blev brugt de metoder. Men jeg takker Gud for, at vi slet ikke har brug for det nu. Ingen kan lide at gøre noget, der går imod menneskerettighederne, og på den måde er efterretningsfolk som jeg helt normale mennesker.

Carmi Gillon mener, at israelsk film har en vigtig rolle at spille i efterbehandlingen af det, der skete under den anden palæstinensiske intifada for 10-15 år siden.

Individet er sat i fokus. Der kommer meget mere information frem om, at begge sider lider under denne konflikt. Prisen bliver betalt af såvel den israelske soldat som den gravide palæstinensiske kvinde, som skal gennem muren, hvis hun skal på hospitalet. Det glemmer politikerne nogle gange, når de diskuterer de rent strategiske løsninger på det her.

Den kommende weekend kommer Carmi Gillon tilbage til Danmark for at tale med det danske publikum til The Gatekeepers i forbindelse med den jødiske filmfestival. Ud over forsoningsfilmene viser festivalen også film uden politisk islæt. For eksempel dokumentarfilm om Woody Allen og filosoffen Zygmunt Bauman. Festivalleder Anne Boukris glæder sig dog særligt til at se, hvad forsoningstemaet bringer med sig af snak efter rulleteksterne.

Filmene er et rigtig godt kommunikationsmiddel, fordi de ikke diskuterer, om din holdning er berettiget eller ej, men giver et relativt neutralt rum. Vi tør jo godt gå ind i biografmørket og sætte os med forsvarsværket nede. Man kan risikere at se noget, man er hamrende uenig i, men man behøver ikke forsvare sig. På den måde kan filmen være et startsted for at tage en levende dialog.