To ting kendetegner den canadiske tænker og politiker Michael Ignatieffs bog om trøstens fænomen udformet som en serie af portrætter. Det ene er, at det er en varm og menneskelig bog, det andet er, at den er blevet til under coronaisolationen, som bragte idéen om krise tilbage for alvor.
Bogen er, som titlen "Om trøst. At finde lindring i svære tider" fint udtrykker det, en bog til trøst i mørke tider. Dens greb med at bruge portrætter ses i flere faglige discipliner for tiden, også ud over historiefaget, som er Ignatieffs eget. Den lægger sig således i slipstrømmen af en fornyet interesse for portrættet som blandt andet antropologens og kunsthistorikerens adgang til dét, som man kunne kalde en gennemgående universalisme, altså at der er håb i, at vi alle er ens, og at alle i princippet er et portræt værdigt.
Andre har følt som os
For Ignatieff er der i traditionen, og uanset hvor langt tilbage man går i den, også helt tilbage til Salmernes Bog, en sans for, at alle er ”mænd og kvinder som os”, som det formuleres et sted, med fortsættelsen: ”Den trøst, de tilbyder, er visheden om, at andre har følt nøjagtigt som os, og at vi ikke står alene i vores vrede og fortvivlelse eller i vores længsel efter bedre tider.”
Man finder en lignende tanke hos Dalai Lama, som insisterer på, at vi ikke skal hænge os i forskelle, men hele tiden forsøge at opbygge fred gennem at se os selv som forbundet og lig alle dem, som vi deler verden med, i nutiden, i fortiden og i fremtiden. Ignatieff forholder sig som ekspert og historiker ganske vist ikke til hele verden, men mest til den europæiske idéhistorie og tradition i de sidste to årtusinder, og han ville kunne sige det samme om flere af verdens store idéer og personerne bag dem.
Fra Salmernes Bog og en personlig ikke-religiøs oplevelse med oplæsning og musikledsagelse til de bibelske tekster i Holland i 2017 føres vi straks videre til Paulus, Cicero, Marcus Aurelius, Dante, El Greco og Montaigne. Med coronapandemiens isolation i foråret 2020 førtes Ignatieff således tilsyneladende også videre til genlæsning og gensyn med nogle af sine egne tidligere manuskripter i gemmerne, nemlig til en række politiske tænkere, Hume, Condorcet, Karl Marx og Abraham Lincoln og derfra videre til kunstnere og forfattere som Mahler, Primo Levi, Camus, Václav Havel og Cicely Saunders.
En søgen efter lys
I bogens titel mere end antydes det andet kendetegn ved bogen, nemlig at den er en bog, der ser sin samtid som i krise. Dens tilblivelse er udtryk for en søgen efter lys eller lindring i mørke tider. Titlen spiller dermed på Hannah Arendts essaysamling, "Men in Dark Times" (1968), som på samme måde er en gennemgang af nogle skikkelser, hvis liv og forfatterskab man tillader sig at behandle under den ene vinkel, nemlig at deres liv og værk rummer en eksemplarisk indsigt, det vil sige en slags rettesnor i tider, hvor vi virkelig har behov for orientering og ikke kan finde den i idéer, der minder det mindste om ideologier.
Det er en indsigt af den art i konkrete personers liv og værk, hvor man kan gå ud og gøre ligeså, altså hvis indsigter er fuldbyrdet i deres eget liv. Da deres liv som mennesker aldrig er helt uden for rækkevidde jævnfør den gennemgående universalisme, som bærer bogen – vi er alle ens – kan læsningen af denne bog gøre en forskel for os ikke ulig den virkning, som Salmernes Bog havde på Ignatieff selv tilbage i 2017.
Udvalget af personer kan man altid sætte spørgsmålstegn ved, men det er ikke det afgørende her. Hvis man hos de valgte finder oplysning af nogle af de store spørgsmål, som trænger sig på i tiden, så er målet opnået.
Intet bud på trøstens fænomenologi
Når der tegnes så mange portrætter, som tilfældet er i denne bog (jeg har end ikke remset alle op, for med iblandt er ud over de nævnte også Boethius, Anna Akhmatova og Miklós Radnoti) ender grebet måske med at være mindre filosofisk eller filosofihistorisk. Man kan godt savne fordybelsen, som ikke er uforeneligt med portrætgenren. Men selv om Ignatieffs bog ikke rummer et større selvstændigt bud på trøstens fænomenologi, så er den en stor og god læseoplevelse, og den fungerer, fordi den netop er skrevet på en oplysende måde. Man bliver ikke belært og trukket gennem de store linjer i idéhistorien for at opbygge et historisk skelet af et førmoderne, moderne og nutidigt bud på trøstens karakter.
Ignatieff gør ved at forlene universalismen med solidariteten med alle mennesker også os som læsere livsklogere. Vi kan lære af dem, kvinder som mænd – det er en af de ting, man lægger mærke til, der er portrætter af to kvinder og 17 mænd i bogen, 18 hvis man tæller den sidste digter med fra bogens epilog, nemlig Czesław Miłosz. Men til Ignatieffs forsvar gælder det, at de to kvinder optræder ud af blot seks-syv portrætterede fra det 20. århundrede. Før det århundrede kan man hurtigt blive enige om, at kvinderne er underrepræsenterede blandt de skrivende.
Ignatieff er en af nutidens intellektuelle, der har kastet sig ind i politik, journalistik og ledelse, men som også er belæst, og man er tryg ved hans gennemgange og bliver ført frem i læsningen, som kun et godt fungerende sprog kan gøre det. Så må vi selv dykke videre ned i forfatterskaberne, hvis vi vil fordybe os mere og dermed også oparbejde for eksempel et egentligt filosofisk bud på trøsten som fænomen.
Kampen med skæbnen
Bogens analyse af trøsten begrænser sig til en ret enkel analyse, men dens læsninger bringer så meget nyt til analysen, at man bærer over med spinkelheden i selve analysen. Bogens analyse af trøsten er, at trøst forudsætter håb og midlertidig forsoning. I trøsten søger vi lindring for de svære tab, som kaster os ud i egentlig fortvivlelse, hvor vi overvejer om ”retfærdigheden på grusom vis kan forblive uden for vores rækkevidde”, og hvor vi har allersværest ved ”at se vores egne begrænsninger i øjnene”. Trøsten finder vi da ikke alene i, at vi får det bedre i bearbejdningen af tabene og lidelserne, men i selve ”vores kamp med skæbnen og i hvordan den kamp inspirerer andre”.
I kampen kan vi således ende med at resignere over for livet, opgive håbet, vi kan søge tilflugt i illusioner om os selv, og da ender vi i trøstesløsheden og uden for trøstens rækkevidde. Men får vi øje på skæbnefællesskabet og livet, som altid rummer det tragiske uanset hvad, begynder vi selv at forstå og spejle os i det almenmenneskelige, som trøsten rummer. Det er ikke tilfældigt, at Ignatieff filosofisk ender hos stoikerne, der også finder trøst i at skrive, og at man, som Cicero beskriver det, kan være utrøstelig, når ord ikke kan stille noget op, som da Cicero ved sin datters død indrømmer over for en ven, at tankerne om hende var ”sår, som jeg ikke kan røre ved uden at stønne højlydt”.
Dante læses da også i sammenhæng med og som arvtager til Boethius og dennes forening af ”Platon og Aristoteles, skrifter af romerne Cicero og Seneca, de hebraiske profetier i Salmernes Bog og Jobs Bog samt de kristne kirkefædre Paulus og Augustin”, og El Greco læses som en af de sidste, der benytter sig af hele det ”sprog for trøst, der ligger i den kristne tradition”. Med Montaigne spores derfor begyndelsen til den ”kærlighed til livet selv”, som tillader, at man med Hume kan tage udgangspunkt i ”selvbiografien som en fortælling om selvrealisering”, og med Condorcet får vi tydeligt afhængigheden af stærke kvinder frem, hvor Sophie som hans adelige kone, hans datter Elizabeth og hans værtinde i de sidste ni måneder af hans liv, som han kaldte sin anden mor, nemlig Madame Vernet, alle hjælper den tanke på vej, at selvstyret var politisk opnåeligt, og at ethvert menneskes fuldkommengørelse skulle være uafhængig af nogen magt.
Den centrale rolle, som kvinderne har i nogle skabende mænds skæbne, fortsætter hos Karl Marx, hvor de forelskede breve til Jenny Marx skrevet i Paris i 1843 fremhæves sammen med sansen for det revolutionære, som Jenny beskrives som fødselshjælper for, ikke blot som ideen om ”menneskelig frigørelse, der var universel, verdenshistorisk, transcendent og transformerende”, men også som en utopi om en verden, ”der ikke længere har behov for trøst”. Hvor ”det virkelige er rationelt, og det rationelle er virkeligt”, som Ignatieff ikke uproblematisk tilskriver filosoffen Hegel. På den måde flytter han nærmest Marx fra at være venstre-hegelianer til at blive højre-hegelianer, og det virker ikke som en bevidst omskrivning af filosofihistorien fra Ignatieffs side.
Men den omhyggelige historikers indføring i Abraham Lincolns indsættelsestale fra 1865 lige efter sætter det hele godt på plads ved at vise, hvordan man kan insistere på nåde og tilgivelse i tider med krig, hvor hævn og dom (og fortsat krig) ligger så meget mere lige for.
Lige så meget sorg som trøst
I de følgende portrætter møder vi både skam, tomhed og kundera'sk distancerethed, førend vi med Vaclav Havel genfinder trøsten i den tilgivelse, som han søgte og fandt hos sin kone Olga. Og i det sidste portræt af moderen til den moderne palliative indsats, som Ignatieff selv savnede så smerteligt ved sine egne forældres hospitalsdød, nemlig Cicely Saunders, afsluttes en bog, der handler lige så meget om tab, sorg og død som om trøst. Denne trøst opstår ud af en forståelse af smerterne ved døden som ”ikke kun af fysisk art”, men også ”social, psykologisk og metafysisk”.
Og dermed slutter bogen med Ignatieffs direkte henvendelse til os læsere med et budskab, som forhåbentlig ikke kommer helt bag på læseren af denne anmeldelse, nemlig, at der er lindring i, at vi alle er ens. "Jeg lærte," siger Ignatieff, ”at vi aldrig er alene, når vi står over for smerte og tab. Der er altid nogle, der har været der før, og som vi kan være fælles om erfaringen med. Det er mit håb, at det vil være lige så stor en trøst for jer, som det har været for mig.”
Hermed videregivet til læsere af Ignatieffs bog om trøst.
Læs et uddrag af bogen på k.dk/kultur
Gæsteanmelder Anne Marie Pahuus er lektor i filosofi og prodekan på Aarhus Universitet.
Michael Ignatieff: Om trøst. At finde lindring i svære tider. Oversat af Lone Østerlind. 320 sider. 249,95 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag.