Prøv avisen
Bog

Overlapningerne er til at leve med

4 stjerner

Asger Baunsbak-Jensen gør status i sin bog ”Tid til tid. Min alderdom sert indefra”

Et selvopgør optager påfaldende meget plads i Asger Baunsbak-Jensens bog ”Tid til tid. Min alderdom set indefra”, en samling små, dybt personlige tekster til efter-tanke.

Han gør status – og det er en status af almeninteresse, præget af livsklogskab som den er.

Indledningsvist forbereder han læseren på, at udgivelsen ”er fyldt med erkendelse af min begrænsning og af de nederlag, som lærte mig mest”. Når han ser tilbage på sit lange liv – han er født i 1932 – kommer han til det facit, at ”en del” gik galt. Mange vil nok undre sig. For set udefra er det usædvanlig meget, der gik godt. Karrieren er imponerende. Således har Baunsbak-Jensen været landsformand i fem sammenhænge: for Radikal Ungdom, Radikale Venstre, Foreningen af frie Ungdoms- og Efterskoler, Foreningen Norden og Danmarks Kirkelige Mediecenter. Dertil 13 år som direktør i Undervisningsministeriet – og otte år som sognepræst i Farum.

Flot, ja. Det må man have lov at mene. Men Baunsbak-Jensen revser sig selv:

”Al den beundring, jeg i tavshed forspiste mig på. Skammen sidder tilbage. Hvad er jeg vel andet end et produkt af mine mindreværdskomplekser? (...) Var jeg modig? Nej, ærekær. Et kort skridt fra hovmod. Forfængeligheden stikker sit latterlige fjæs frem.”

Et liv uden betydning for andre er tomhed, konkluderer han. Bogen er et skarpt og nådesløst formuleret vidnesbyrd om, hvordan ydre glans mister sin betydning for et menneske, der befinder sig i slutningen af livet.

Bogen rummer imidlertid også en anden side, en opbyggelig så at sige. Erkendelsen af de fejl, der angiveligt er begået, har – således læser jeg ”Tid til tid” – hjulpet Baunsbak-Jensen videre til en anden og dybere livsforståelse. Men først måtte han lære at være ked af det. ”Ked af det, jeg gjorde ondt.” At erkende sin skyld over for sine nærmeste – det er for Baunsbak-Jensen helt afgørende. ”Tilgivelse kan man håbe på.”

Bogen er – trods tilbagevendende vinterdepressioner – gennemstrømmet af taknemmelighed over den tilværelse, som han har i dag. En taknemmelighed, der først og fremmest er rettet mod hans hustru gennem mange år.

Vi får kønne glimt af en hverdag levet på en høj alders præmisser og i erkendelse af dødens nærhed. Det er en situation, hvor ”alting er kommet nærmere på. Det, der intet var, rummer nu alt”. Forfatteren har ikke mere noget, han skal nå, men skal ”bare” være til stede. Det kan være i arbejdsværelset, ”hulen”, på minderige småture sammen med ægtefællen, på en grøftekant eller i haven med dens væld af roser og meget andet godt.

Asger Baunsbak-Jensen erkender forekomsten af overlapninger. De er til at leve med. Hver tekst hviler i sig selv, og man kan med fordel følge hans anbefaling og læse bogen så langsomt og med så mange pauser, at de enkelte tekster får ro til at ”sætte sig”.