Banal tomgangssnak om politikeres umoral

Det Etiske Råds tidligere formand har begået en bog om politikeres mangel på moral, som bekræfter alle fordomme

Banal tomgangssnak om politikeres umoral

Alene titlen skal nok sælge bøger. ”Den umoralske politiker” rammer lige ind i den brede fordom om, hvordan det står til med de folkevalgte her i landet. Deres troværdighed er i forvejen elendig – på linje med bilhandleres og journalisters – som troværdighedsmålinger igen og igen viser.

Tidligere formand for Det Etiske Råd, cand.mag. i filosofi og psykologi Jacob Birkler har sat sig for at skrive noget om det, og han erklærer indledningsvis, at han ikke er en moralsk overdommer og ikke vil udråbes til rigsetiker. Hvorefter det går side op og side ned med problematisering af navngivne politikeres personlige moral.

Han tager afsæt i de mange sager, hvor ministre og andre ledende politikere er kommet i modvind på grund af fejl og undladelsessynder. Fra den københavnske, radikale, tidligere beskæftigelses- og integrationsminister Anne Mee Allerslevs lån af gratis festlokaler til sit bryllup på Københavns Rådhus over justitsminister Morten Bødskovs (S) ”nødløgn” om aflysningen af et folketingsbesøg på Christiania til tidligere miljøminister Karen Ellemanns (V) skraldespand, hvori Ekstra Bladet fandt batterier, selvom ministeren førte kampagne for, at man skulle aflevere den slags skrald de rigtige steder. Og mange andre sager.

Når Socialdemokratiets nuværende formand, Mette Frederiksen, i 2005 offentligt argumenterede for, at forældre med ”overskudsbørn” skulle sende dem i folkeskolen og ikke i privatskoler, faldt den moralske hammer i det øjeblik, hun sendte sine egne børn på en privatskole.

Det centrale spørgsmål er, om de mange sager betyder, at politikere er særligt umoralske, amoralske eller immoralske, som forfatteren fabulerer over. Om ministre er mere umoralske end menige folketingsmedlemmer, for sagerne handler stort set kun om toppolitikerne. Eller om politikere bare ligner alle andre danskere med fejl og mangler.

Interessant nok kalder han det selv tvivlsomt at påstå, at politikere lyver mere end før.

Det tør siges. Enhver med blot en smule historisk politisk bevidsthed ved, at der altid er blevet løjet i politik, og at løftebrud ikke er nogen ny opfindelse. I gamle dage talte man bare om valgflæsk.

Forskellen er, at nutidens politik gennemlyses af medier 24 timer i døgnet på udkik efter de mindste fejltrin, og derfor kan det se ud, som om politikeres moral er blevet mere flosset. Det kommer Jacob Birkler imidlertid slet ikke ind på.

Hans hovedpointe er heller ikke, at politikerne er blevet mere umoralske – selvom bogen efterlader det indtryk. Pointen er derimod, at politikerne nu bruger (god) moral som et middel i stedet for et mål.

Det handler ikke om at gøre det rigtige, men om at se ud, som om man gør det rigtige. Tier politikeren eller bedyrer sin uskyld i en møgsag, er det umoralsk. Siger vedkommende undskyld, er det derimod kold beregning.

Det er for at sige det ligeud en fuldstændig kafkask argumentation. Dermed er politikeren jo reelt afskåret fra gøre det moralsk rigtige, hvis han eller hun først har begået fejl eller måske bare har skiftet mening om en sag.

I eksemplet med Mette Frederiksen gik hun i et interview i 2017 i Berlingske ud med den totale selvanklage. Hun sagde nu, at det var fuldstændig fair, at hun fik den store hammer i hovedet for at have sat sine børn i privatskole. Ifølge Jacob Birkler er det udtryk for, at hun i virkeligheden bruger moralen til at vende blikket væk fra sig selv.

Eksemplet illustrerer, hvor horribel anklagen mod politikerne er. Det er muligt, at Mette Frederiksens selvkritik bare er et smart forsøg på at lægge den gamle sag bag sig. Men hvem kan egentlig granske nyre og hjerte for det? Rigsetikeren?

Moraldommeriet fortsætter. Nogle politikere har angiveligt helt fjernet moralen fra deres politiske virke og er blevet amoralske. Det gælder for eksempel tidligere finansminister Bjarne Corydon (S) og tidligere økonomiminister Margrethe Vestager (R), der sagde de berømte ord ”sådan er det jo” om, at dagpengemodtagere falder ud af dagpengesystemet efter nogle år. De to politikere har som fortalere for ”nødvendighedens politik” en problematisk embedsmandsmoral, må man forstå. Men at fradømme dem en personlig moral, fordi de har bekendt sig til økonomiske argumenter i politik, er alligevel stærke sager.

Sprogligt er bogen ikke den store nydelse. Birkler bruger ord som selvsagt og selvfølgelig i et omfang, så man tænker, at han med fordel kunne have sparet nogle af de lange udredninger om selvfølgelighederne.

Selvmodsigelser er der også. Vi kan ikke bekæmpe den dårlige etik med et nyt ministerium, hedder det, men på næste side skal vi alligevel have en etisk komité på Christiansborg til at vogte mod magtmisbrug.

Sidst i bogen gennemgår han en række ”underlødige kneb”, som politikere betjener sig af, og det er faktisk et udmærket katalog over nogle af de metoder, politikere benytter sig af i debatter med hinanden, og som bestemt kan problematiseres, men måske har det ikke så eget med moral at gøre.

Han advarer blandt andet mod ”urimelig generalisering”, men det punkt skulle han have overvejet en ekstra gang, inden han satte sig til tastaturet.

Helt overordnet og meget generaliserende er danske politikere langt bedre end deres rygte. Også moralsk.