Prøv avisen
Teater

Semisjovt Chaplin-teater løfter sig ikke over det banale

2 stjerner
Olaf Johannessen spiller Charlie Chaplin i Nørrebro Teaters opsætning af ”Diktatoren”. – Foto: Büro Jantzen

Mellemkrigsklassikeren ”Diktatoren” er i Nikolaj Cederholms teaterversion komisk, gakket og festlig, men formår ikke at blive mere end det

Nikolaj Cederholms sceneversion af Charlie Chaplins ikoniske mellemkrigsklassiker ”Diktatoren” er en gakket omgang morskabsteater, der spiller på hele paletten af slapstick, falde-på-halen-komik og folk med fjollet tøj. Det er velspillet, letbenet varieté med et lige så letkøbt budskab bag.

Da ”Diktatoren” havde filmpremiere i 1940, var den en slet skjult satirisk kommentar til samtidens alarmerende politiske strømninger. Stumfilmens kæmpestjerne Charlie Chaplin gav den som tyrannisk diktator i en syleskarp spidning af Hitler som megaloman demagog med sin mesterlige sans for den fysiske farce. Det var Chaplins første talefilm og dét i sig selv en sensation.

Det er altså de helt store sko, skuespiller Olaf Johannessen skal fylde ud i Cederholms opsætning på Nørrebro-scenen – og dertil noget af en skuespilmæssig meta-karrusel, han er kastet ud i. Johannessen spiller nemlig Charlie Chaplin, der spiller jødisk barber og Hitler-parodien Hynkel. En parodi på en parodi. En konstellation, der umiddelbart kunne give anledning til bekymring, men Johannessen udfylder faktisk skoene flot.

Vi befinder os i den fiktive pendant til senefterkrigstidens Tyskland, Tomainien, som ligesom virkelighedens ditto netop har lidt nederlag i Første Verdenskrigs skyttegrave. Fortællingens to sideløbende spor fletter sig fint ind i hinanden. Den forsagte jødiske barber er netop hjemvendt fra krigen med flystyrt og hukommelsestab i bagagen – og til konturerne af en ny krig lurende i horisonten. Den anderledes furiøse fører, Hynkel, turer frem med storstilede planer om verdensherredømme og jødeudryddelse.

På imponerende vis veksler Olaf Johannessen mellem Hitler-Hynkels koleriske hidsigprop-mimik og barberens klassisk chaplinske klodrian. Det er en velsmurt og virtuos gang gak og løjer med et hæsblæsende tempo og fuld fart over feltet. De flyvende stegepander, arme og ben akkompagneres og dirigeres som en fin finesse af Olivier Anturnes’ stemningsskabende stumfilmsklaverspil.

En flok erfarne manegeheste er trukket ud af stalden til lejligheden. Søren Pilmark i rollen som en storskrydende Mussolini-travesti, Peter Gantzler er den gakkede Göring, og Nicolai Dahl Hamilton stjæler scenen med sin sleske Goebbels. Der er ikke en finger at sætte på fremførelsen og den komiske timing. Publikum kvitterer, og latterbrølene bølger gennem salen.

Dog er det en lidt hul og forældet form for humor. Den farlighed, som filmen havde i sin tid, har stykket ikke. Heller ikke selvom man forsøger sig med mere eller mindre subtile referencer til nutidens magtmennesker, herunder selvsagt i særdeleshed Trump. Man tør ikke at gå hele vejen, hvorfor også den ikoniske afsluttende moralprædiken bliver en lige lovlig omklamrende, hyggehumanistisk prædiken for koret, rig på floskuløse fraser og tomme kalorier. Modsat filmen er sceneversionen en morsom, men tynd, kop te, balancerende i det banale. En festlig farce og en opvisning i komikkens musikalitet. Mere formår ”Diktatoren” desværre ikke.