Da den amerikanske kultdigterinde Sylvia Plath begik selvmord i 1963, blev hendes mere kendte mand, den engelske digter Ted Hughes, hurtigt skandaliseret.
Plath havde forsøgt at begå selvmord en gang før og nåede under pseudonym at beskrive det i romanen ”Glasklokken”, som blev udgivet kort før hendes død. Efterfølgende udgav Hughes en række af de digte, Plath skrev i de sidste måneder af sit liv, og det løftede hende ind i den feministiske kults hellige tempel for altid. Og sikrede Hughes en rolle som legemliggørelsen af den onde.
Derfor er det i sig selv en historie, at den prisbelønnede hollandske forfatter Connie Palmen har skrevet en roman om forholdet mellem Hughes og Plath.
Alskens feminister mente nemlig, at hendes død var hans skyld.Hughes-hadet nåede sit klimaks, da feministen Robin Morgan i 1972 udgav digtet ”Anklage”, hvor hun talte om ”mordet” på Sylvia Plath og med den akademiske venstrefløjs vanlige glæde ved voldsfantasier underholdt med tanken om at ringe på Hughes’ dør og skyde ham en kugle for panden.
Ted Hughes selv tiede længe og ville ikke spille med i det kultiske drama. Alligevel blev tingene ikke lettere for ham. År senere dræbte Assia Gutmann sig nemlig på samme måde som Plath – og tog sit og Hughes’ barn med sig i døden. Hun og Hughes havde indledt en affære, mens Plath stadig var i live.
Hughes blev tilgivet af det offentlige England, men ikke i Plath-kulten.
En udgivelse som Palmens roman er modig og naturligvis opsigtsvækkende, idet bogen er et eksplicit forsvar for Ted Hughes og er fortalt i monolog fra hans synspunkt. Romanen fremstiller Plath som en lidet tiltalende manio-galning, mens Hughes er den rolige og følsomme narcissist, der er forståeligt selvforelsket i sin egen digtning, persona og berømmelse. Deres forhold er beskrevet i en storladen stil, svanger med skæbne og mening: ”Det var grusomt. Det gjorde ondt. Det var ægte. Vi tog magten over hinanden.”
Det lykkes faktisk Palmen at skrive i denne stil, uden at bogen kun er irriterende. Samtidig er der indimellem – men sjældent – en uopstyltet intensitet i beskrivelserne af Plaths og Hughes’ virile kærlighed til hinanden. På lange gåture i Englands natur kan de elske flere gange om dagen og ramle ind i lommer af naturlig glæde ved livet.Og så er Hughes lykkelig: ”Et tidligt efterår smykkede det bølgende landskab med forfaldets sekundærfarver, en død, der iførte sig rustbrune og knaldrøde gevandter for at kaste glans over en kortvarig bortgang og love et storslået comeback.”
Kendere bør her bemærke, at Connie Palmen fletter Hughes’ naturdrømmerier sammen med Plaths selvidentifikation med Lazarus’ opstandelse, særligt kendt fra digtet ”Lady Lazarus”.
Men dette er et litterært opstandelsesglimt i en læsning, der hovedsageligt består i forskruet patos og ensidighed til fordel for narcissisten Hughes.
Bogen er fyldt med bigot ordflom. Ted Hughes latterliggøres, og Sylvia Plath udskammes. Når man har tilladt Connie Palmen disse excesser i både indhold og form, tyder det desværre snarere på sensationslyst end på en overbevisning om kunstens helende evner.