Ud af skyggen
“Plejer er død” hedder det første og ret fantastiske nummer på danske Christian Hjelms nye album. Indeklemte længsler og øvelser i at leve lyder klogt i poetens mund:
“Jeg er en døende stjerne / sat på autopilot / uden endestation / vaklende i troen”.
Faderen døde, lysten til at lave musik også. Men Figurines-forsangeren har genopfundet sig selv på “Idiotsikker manual”, hvor han spiller alting selv, dog med flot kor fra Marie Hageltorn Christiansen (Katinka Band). Han synger om at gå i ring på en umulig mission, om nyt liv – fødslen af datteren (“Lille blomst”) – og om at falde ind i skyggerne. Og komme ud igen. Fordi Hjelm lyder mindre og mindre rastløs, som albummet skrider frem.
I de bedste sange lyder det til, han finder sin plads i tilværelsens komplekse manege.
4 stjerner
Christian Hjelm. Idiotsikker manual. Playground Music.
Discoblomster
Seks år efter “Lemonade” betræder Beyoncé atter dansegulvet. Club-tonerne er syet dybt ind i det nye album “Renaissance”, og hun formår at bevæge sig til discopop, gospel og techno i samme sko. Sang efter sang, i et globalt lydligt patchwork, der hænger sammen, fordi missionen er livsglæde. Lyt, dans, lev. Samtidig synger hun, selvfølgelig, “I'm the only one / Don't even waste your time trying to compete with me” (Jeg er den eneste ene/ Spild ikke din tid på at prøve at konkurrere med mig).
Nile Rodgers disco-guitarriff får næsten nummeret “Cuff It” til at lette. To andre perler er “Alien Superstar” og “Church Girl”, som åbner med et sample fra “Center of Thy Will” af gospelgruppen The Clark Sisters. Der er flere lån fra andre kunstnere end egne politiske budskaber. Mere erotisk blomstrende og frihedselskende fremtid end retro (selvom lyden af 70’erne er markant). Ikke Beyoncés bedste, men dybt fascinerende.
5 stjerner
Beyoncé. Renaissance. Parkwood Entertainment/Columbia.
Frihedshymner
Bandet Jalopy synger om frihed – længselsfuldt, med klagende vibrato, i kor og alene, som opmuntring til børn og med støttende bluegrass i ryggen på det nye dobbeltalbum "Songs of Slavery and Emancipation". Stemmer reciterer aktivistiske udsagn fra mennesker i fangenskab. Der er grumme historier om brutale slaveejere. Nummeret “My Father, How Long?” er én lang kalden efter retfærdighed. Nummeret varer blot to minutter. Men altså, wow. Bedste eksempel på, at et råb om hjælp, en bøn, kan finde en stærk appel med musikalsk ledsagelse.
Her er også håndklap, hujen og lyden af mennesker, der trækker vejret.
De 31 numre med mere end 50 medvirkende er optaget i et kapel i Kentucky. Det er næsten som at være der selv. Det er vigtige vidnesbyrd, fornemmer man af dette album, som ikke er et sekund for langt.
5 stjerner
Songs of Slavery and Emancipation. Jalopy.
Tough texaner
Når gnisten er væk. Når livet tvinger en væk fra hovedvejen. Når partneren pludselig snakker volapyk. Amerikanske Amanda Shires sætter ord på hele verdens sårede følelser, så de fleste vil nikke med. Sanger-sangskriveren og violinistens syvende album, “Take It Like a Man”, åbner sårene og glor direkte ind.
Vi er i det hårdføre Americana-land, vi kan tåle det.
“I’m losing my balance / I’m not losing my mind” (jeg mister balancen/Jeg mister ikke forstanden), synger Shires sejt. Man lærer noget hele tiden i hendes sange, hvor livet ikke længere gider køre på automatpilot. Hun er en god historiefortæller, og hun har faktisk også meget humor. Er man blevet træt af ægtemanden Jason Isbells populariteter, ved man nu, hvor man skal gå hen.
4 stjerner
Amanda Shires. Take It Like a Man. Ato.
Lyden af hele verden
Man åbner et atlas og rejser rundt i verden. Det er egentlig bare det, bassisten Kenneth Dahl Knudsen fra lille Arden har gjort. Og se nu, hvad der er kommet ud af det! Hans nye band Atlas tæller både en ukrainsk sanger samt en syrer og en israeler bosatte i Aalborg. Og når man hører den arabiske oud blande blod med tyrkisk-kurdiske Ertan Tekin på sørgmodig duduk er det, som om tid og geografi ikke eksisterer.
Alle numre er titler på byer, som Knudsen har opholdt sig i. De har hver deres særpræg, for steder har – som musikere, som mennesker – forskellige temperamenter. “Buenos Aires” lyder netop og kun som den tangoby.
Atlas-virtuoserne orienterer sig alene efter stemning, som de altid former kollektivt. Og nummeret slutter, når en ny stemning, en ny rejse, skal begynde.
Atlas var ham, der var dømt til at bære hele kloden. Med dette album sidder man med en smuk guide ud i verden.
5 stjerner
Atlas. Kenneth Dahl Knudsens Atlas. KDK Music.
