Er danske anmeldere af scenekunst ensrettede og bagstræberiske?

Direktør for Gyldendal og tidligere chef for Det Kongelige Teater Morten Hesseldahl mener, at danske scenekunstanmeldere er præget af en trist, bagstræberisk konsensus, og at alt nyt inden for balletten afvises til fordel for en forgangen Bournonville-tradition. Kristeligt Dagblad har spurgt en række anmeldere, hvad de mener om kritikken

Er danske anmeldere af scenekunst ensrettede og bagstræberiske?
Foto: Søren Bidstrup/Scanpix.

Anne Middelboe Christensen, ballet- og teater- anmelder ved Information:

Foto: Jacob Stage

”Jeg er slet ikke enig med Morten Hesseldahl. Jeg opfatter scenekunstanmeldere som dybt seriøse kritikere, der skriver for at formidle og vurdere scenekunsten så nuanceret som muligt. Der er samme spredning og forskel på scenekunstkritikere og lige så forskellige stemmer, som der er inden for litteratur- eller kunstkritikernes kreds. Grundlæggende forstår jeg ikke, hvorfor Morten Hesseldahl pludselig angriber en kritikerkreds inden for en anden kunstart end den, han beskæftiger sig med nu, hvor han ikke længere er chef for Det Kongelige Teater, men hos Gyldendal. Jeg opfatter hans postulater som tomme. Alle scenekunstkritikere arbejder for fremtidens scenekunst og er nysgerrige på, hvor det næste nye kommer, men fordi vi er fagligt funderede, har vi selvfølgelig en viden om teaterhistorien – ellers ville vi heller ikke kunne se, hvornår det nye kom. Når det kommer til den del af kritikken, der handler om Bournonville-traditionen, vil jeg sige, at vi er nogle balletkritikere, som selvfølgelig er nysgerrige efter at se, hvem der kan fortolke Bournonvilles gamle balletter på nye måder, og der har vi ønsket at få andre fortolkninger end Nikolaj Hübbes, som har domineret Morten Hesseldahls tid på Det Kongelige Teater.”

Jakob Steen Olsen, teateranmelder ved Berlingske:

”Morten Hesseldahl har ikke ret i sin kritik. Hvis man kigger på de få tilbageværende scenekunstanmeldere, der er i det her land, og som får penge for at anmelde, vil man se, at der blandt scenekunstanmeldere findes et lige så mangfoldigt billede af smag og behag, som Hesseldahl i sin klumme roser litteraturkritikken for. Der er selvfølgelig mere af litteraturkritikken, fordi dagbladene vier mere plads til den, men scenekunstkritikken er absolut fri, uafhængig og på alle måder så differentieret, som man kunne ønske sig. Som jeg ser det, er en del af at være anmelder at holde sit sind åbent og levende i forhold til, hvad der måtte komme, og have forståelse for, at kunst også er fremadskuende. Når jeg ser på mine anmelderkolleger rundtomkring, ser det ud til også at være det, der gælder for dem. At Morten Hesseldahl ikke mener det, handler om, at han ikke kan se ud over, at han i sin tid på Det Kongelige Teater af en række anmeldere blev kritiseret for at misrøgte Bournonville-traditionen. Det billede, han tegner af scenekunstkritikken, er ikke et billede, jeg genkender, og jeg synes ikke, at vi som scenekunstanmeldere har noget at skamme os over.”

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Alexander Meinertz, ballet- anmelder ved Kristeligt Dagblad:

”Jeg er selv kritisk over for anmelderne. Mange af dem har efter min mening ikke været kritiske nok over for det, der er sket de sidste 10 år under Nikolaj Hübbes ledelse på Den Kongelige Ballet. Men Morten Hesseldahl har absolut ikke ret, når han skriver, at anmelderkorpset benytter sig af bagstræberiske pointer. Flertallet af os efterlyser nytænkning. Vi vil gerne have noget nyt og noget mere, men i stedet har vi fået det modsatte: mindre kunstnerisk substans og mindre indhold.

Det er derfor lodret forkert, når Hesseldahl beskylder os for at lægge afstand til nye greb og lovprise en forgangen Bournonville-tradition. Tværtimod er der flere kritikere, der begræder tabet af Bournonville-balletterne og den danske kunstneriske identitet under Nikolaj Hübbe som chef, men vi er rygende uenige om, hvad det handler om. De anmeldere, jeg kalder for fundamentalisterne, har mere øje for nogle stilistiske, formelle elementer og traditionstabet i det teatralske, mens jeg selv er optaget af at påpege en kunstnerisk tomhed og et fuldstændigt fravær af idéforståelse. Det er et forsimplet og mangelfuldt billede, Morten Hesseldahl har af ballet – og af kritik – og det er nok en af grundene til, at vi er, hvor vi er i dag.”

privatfoto
privatfoto