”Hvad er det for et liv, du gerne vil have?”
Det er Julie, der spørger Jesper et sted i ”33”, den femte og sidste sæson af serien om de to, der lovede hinanden venskab til en studenterfest, siden kredsede og kærestede for endelig at blive par og få et barn i de sociale mediers tidsalder. Men spørgsmålet om, hvad de vil med deres liv, hvilken retning det skal tage, har hele tiden ligget og luret. Som 29-årige, 30-årige, 31-årige, 32-årige, og nu altså som 33-årige, hvor de har en lille dreng sammen, men lever hver for sig. Julie er kommet i gang med en karriere og skal giftes, mens Jesper ”har travlt” som lærervikar og forsøger at finde kærligheden på Tinder, men kun kan finde bollevenner.
”33” er som de foregående sæsoner et skarpt spejl, som Jesper og Julies jævnaldrende kan holde op for sig til trøst og morskab, mens serien for andre er et indblik i livet som småbørnsforældre i dag, og i hvor svært det kan være at slippe ungdomslivets fester og uansvarlighed. Og en af den nye sæsons bedste scener er netop, da Jesper og Julie har sørget for børnepasning og mødes i Kødbyen for at ”drikke igennem”. Ingen snak om børn, forsikrer de hinanden, bare druk og fest som i gamle dage. Men musikken er så høj, at de har svært ved at tale sammen, bartenderne er ubehøvlede, og da Julie vil bestille to gin & tonic, får hun af den vrantne pige bag disken at vide, at de kun serverer gin & vermouth.
Med nogle få, effektive detaljer demonstreres det, hvordan bylivet er løbet fra Jesper og Julie, mens de har haft travlt med forældreskab, kærlighedskvaler og voksenarbejde, og serien – som er skrevet og instrueret af de to hovedrolleindehavere, Jesper Zuschlag og Julie Rudbæk – er klart bedst i de scener, hvor komik opblandes med kun alt for genkendelige situationer.
Som når Jespers mor kommer for at se til sit mildt feberramte barnebarn og har gaver med. Julie forsøger at sige, at hun altså ikke behøver have noget med hver gang, hun kommer; at det får drengen til at forbinde hende med ”at få noget” og samtidig gør det svært for de andre bedsteforældre. Det sårer Jespers mor – kosteligt spillet af Mette Horn – sådan at blive kritiseret, og det ender naturligvis med, at drengen får lov at få gaverne.
Her finder det pinlige, det sødmefulde og det godt sete sammen, og det gør det glædeligvis ofte i ”33”, og sammenholdt med de vellykkede scener fra tidligere sæsoner, ja, så dannes der et både rørende, morsomt og præcist portræt af både en tid i livet og en tid i historien.
Svagheden ved ”33” er derimod den overordnede fortælling. Det er ganske enkelt ikke særlig interessant at følge med Julie gennem hendes tvivl om, hvorvidt hendes nye kæreste nu også er den rette, eller om hun i stedet skal vælge en anden af Jespers venner, og hendes lange blikke i hans retning er for mange og for overgjorte.
Værre er det dog med Jespers udviklingskurve. Hvor han i de tidligere sæsoner har været optaget af at bygge rede og få et trygt, borgerligt liv med ”den rette kvinde”, forelsker han sig nu i en anden mand. Det kommer ud af det blå og virker omtrent lige så troværdigt, som hvis han pludselig kunne flyve.
Men det har på den anden side aldrig været de lange udviklingslinjer, der har været seriens styrke, men de enkelte sjove, sigende situationer, og dét, den norske forfatter Per Petterson har kaldt ”genkendelsens chok”.
Det er i kraft af det, serien lever og formår at logge ind i det eksistentielle rum, som velfærdsstatens småbørnsforældre lever i i dag. Dér, hvor der nok er travlt, men også lige præcis tid og plads nok til, at rastløsheden, tvivlen og det lokkende, ansvarsløse ungdomsliv, som sociale medier hele tiden lyser og lokker med, kan få fat. Og indimellem endda får lov at ødelægge det, der virkelig betyder noget.