Service – en by i Danmark?

Det virker alt for tit, som om selve det at bygge et system op har taget magten fra tanken på, hvad det alt sammen skulle gøre godt for

Transportpriserne stiger, mens servicen forringes, mener forfatter Per Øhrgaard.
Transportpriserne stiger, mens servicen forringes, mener forfatter Per Øhrgaard. . Foto: Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix.

Tidligere på året var der i København og omegn røre over, at firmaet Movia havde afskaffet trykte køreplaner og oversigter ved bussernes stoppesteder. Så forklarede Movias bestyrelsesforkvinde i Politiken, at man nøje havde studeret publikums reaktioner. ”Vi kan på den baggrund konkludere, at der hersker bred enighed om, at vores kunder ønsker at få præcis information om, hvornår bussen kommer.” Og så kom køreplaner og oversigter delvis tilbage.

Det var en – sikkert ufrivillig – indrømmelse af, hvor virkelighedsfremmed planlægning kan være. Med besvær og efter protester fandt firmaet frem til den erkendelse, det hele burde være begyndt med. Tænk engang, mennesker, som vil med bussen, vil gerne vide, hvornår den kommer!

Kunderne eller brugerne, eller hvad de måtte kaldes (for eksempel patienter!), er åbenbart det sidste, man tænker på, når man planlægger. Man ser på administrationens effektivitet – som så ofte lader en del tilbage at ønske, sikkert netop fordi man ikke har tænkt på kunderne, brugerne og så videre.

Det er muligvis sjovt at konstruere disse systemer. Men det virker alt for tit, som om selve det at bygge et system op har taget magten fra tanken på, hvad det alt sammen skulle gøre godt for. Organisationen eller virksomheden strømlines, men til hvad? Til at blive mere selvkørende. Midlet er blevet til mål.

Postnord har plakater i de butiksnicher, hvor posthuset er på nådsensbrød, hvis det da ikke er anbragt på en tankstation i byens udkant. ”Du bestemmer!”, står der. Nemlig om jeg vil betale en skyhøj takst eller indstille mig på, at der kan gå uger, inden noget når frem (det er ikke et tænkt eksempel!). Sig dog hellere ligeud: Du tager fejl, når du tror, at vi er til for din skyld. Vi er her for vores indtjenings skyld.

Det handler ikke om at tjene borgerne, men at tjene penge på dem eller at spare dem væk. DSB har nedlagt billetsalg og toiletter på næsten alle stationer. Service i togene har længe været afskaffet.

I Schweiz, hvor afstandene ikke er større end i Danmark, har alle IC-tog en slags spisevogn. Men dér får man også post hver dag. Dér kan man endnu risikere at møde et menneske, medens man i Danmark, hvad Kresten Drejergaard gjorde opmærksom på her i avisen (den 11. juli), er henvist til sig selv og sin app.

Megen service, som før var offentlig, leveres nu – eller ikke – af private virksomheder eller statslige aktieselskaber, som skal drives som private virksomheder. Men skal der foruden til dagen og vejen og nødvendige investeringer også være profit til ejerne, må tingene enten blive dårligere – først for medarbejderne, derpå for forbrugerne – eller dyrere. Undertiden begge dele.

Transportpriser og posttakster er steget langt ud over inflationen, alt imens servicen er forringet. Tryghed i ansættelsen kan man skyde en hvid pind efter. I Storbritannien viste en rapport i begyndelsen af 2018, at privatisering eller delprivatisering undertiden havde gjort projekter op til 40 procent dyrere, end hvis det offentlige alene havde stået for dem. Af uransagelige grunde anses brugerbetaling ofte for mere retfærdig end skat. I realiteten er der blot tale om skat i forklædning. Nogle kalder det markedsøkonomi, men det er mundsvejr. På flere og flere områder sætter ”konsolidering” og monopoldannelse markedet ud af kraft.

Jeg hører til dem, der betaler skat med overbevisning og ikke et sekund tror på, at skattelettelser gavner fællesskabet. Det er lande med relativt høje skatter, som har klaret sig bedst. Men jeg betaler for at være med til at dække underskuddet på nødvendige funktioner, der ikke er selvbærende. Ikke for at finansiere et overskud, som opnås ved at skære ned på servicen.

Klummen ”Eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.