Forfatter: Set her fra Europa er USA meget eksotisk

Den amerikanske forfatter Nell Zink er bosat i Tyskland, hvor hun har skrevet sin aktuelle roman ”Knald og fald”. Den handler om forholdet mellem sorte og hvide i USA og om sydstaternes kultur

Med lidt god vilje er der en spids sydstatscharme her i de fornemme opholdsrum på hotellet i Nordsjælland, hvor Zink bor under sit ophold, men ellers er der ikke så meget godt at sige om ”det gamle Syden”, mener Nell Zink, hvis roman udspiller sig i Virginia i 1960’erne. –
Med lidt god vilje er der en spids sydstatscharme her i de fornemme opholdsrum på hotellet i Nordsjælland, hvor Zink bor under sit ophold, men ellers er der ikke så meget godt at sige om ”det gamle Syden”, mener Nell Zink, hvis roman udspiller sig i Virginia i 1960’erne. – . Foto: Jens Welding Øllgaard.

”Det er lang tid siden, jeg har læst så morsom en roman,” skrev anmelderen Tonny Vorm i dagbladet Information om ”Knald og fald”. Her i avisen lød skudsmålet fra Anna Møller: ”Velskrevet, besynderlig og voldsomt underholdende i alle sine krumspring og uforudsigelige begivenheder.” Og forfatteren Jonathan Franzen mener, at Nell Zink – for det er hende, som det handler om – er ”en usædvanlig talentfuld forfatter”.

Nell Zink er med andre ord landet i de danske læne- og læsestole med medvind i ryggen, og hendes debut på dansk skiller sig da også ud fra mængden af ”hypede” oversatte bestsellere.

Der er ikke meget mainstream over Zink, der bor i Tyskland, elsker Israel og tidligere har arbejdet på byggepladser i øde egne af sin hjemstat, Virginia, ”hvor ingen turister nogensinde kommer, og hvor alle andre også holder sig for sig selv”, som hun siger.

Zink er i Danmark i forbindelse med oversættelsen af ”Mislaid”, der på dansk altså hedder ”Knald og fald” (forlaget Hr. Ferdinand), og som tager sin begyndelse på det fiktive Stillwater College i Virginia i 1966. Dengang var de amerikanske sydstater under begyndende forandringer med præsident Johnsons borgerrettighedslovgivning, men stadig en anden verden end i dag, fortæller Zink:

”Jeg er opvokset i ’det nye Syden’, men husker tydeligt som barn de fåmælte sorte tjenestefolk, der arrangerede alt i køkkenet, så den hvide husmor kunne tage æren. Det var nærmest et feudalsamfund. Sorte kunne eje deres egen jord, men det var stadig de hvide, der udstedte byggetilladelserne. Alt foregik sådan set på hvides præmisser. Jeg har arbejdet på byggepladser med sorte, der ikke kunne læse og skrive. Jeg siger dig, hvad det ikke betyder for din verdensforståelse, om du kan læse for eksempel vej- og byskilte,” siger Zink.

Med lidt god vilje er der en spids sydstatscharme her i de fornemme opholdsrum på hotellet i Nordsjælland, hvor Zink bor under sit ophold, men ellers er der ikke så meget godt at sige om ”det gamle Syden”, mener Zink, svært som det kan være at leve et ordentligt liv i et korrupt system.

Hun lokaliserer de store forandringer i forholdet mellem sorte og hvide til 1970’erne og peger på Ronald Reagan som forandrende figur.

”Da Reagan kom til i 1980, sagde han, at borgerrettigheder ikke længere handlede om sorte, men om handicappede. Det var jo vidunderligt for handicappede, og lovgivningen på området var epokegørende, pludselig var der kørestolsramper alle vegne, men det skete på bekostning af sorte. Men Reagan vidste nok, at nu var udviklingen for sorte så godt i gang med indførelse af minimumsløn, stemmeret og meget andet, at den ikke kunne stoppes.”

”Man skal også huske, at der var stor forskel på at være sort i Syden og nordpå. Sorte i eksempelvis Philadelphia, hvor jeg også har boet, havde svært ved at sætte sig ind i livet som sort i Syden. Jeg var som hvid kvinde relativt højt placeret i sydens hierarkiske system, for gør man hvide piger ondt, falder hammeren hårdt. Det har påvirket mig i retning af en måske falsk følelse af usårlighed. Engang spillede min nabo i Philadelphia, der var sort, vildt høj musik. Det gad jeg ikke finde mig i, så jeg hamrede på hans fordør og råbte på ro. Mine venner var forbløffede: ”Ih, altså, gjorde du dét? Du er stadig i live? Den sorte mand dræbte dig ikke på stedet?”, spurgte de målløse. Jeg troede, at de var vanvittige. Vil en sort mand virkelig gøre en hvid kvinde ondt? Aldrig, aldrig i livet. Det var en umulig tanke for mig. Hvid hud er et sikkerhedskjold, som var man med i Stjernekrigen – det var attituden, jeg voksede op med.”

”Det blev så lidt anderledes, da jeg flyttede til New York, hvor jeg hele tiden stødte ind i sorte mænd på gaden. Jeg var jo vant til, at de tog et skridt til siden, når en hvid kvinde kom. Men ikke i New York, her gælder ingen sydstatsmanerer.”

Nell Zinks debutroman handler om identitet i Syden og mulighederne for at løfte sig fra det udgangspunkt, man kommer fra.

Den trosmæssige identitet spiller også en rolle for forfatteren, der ser med skepsis på den udbredte amerikanske kobling mellem tro og rigdom. Jo mere produktiv og rig man er, jo større tro har man nok også, men denne misforståelse skygger for en anden og lige så amerikansk opfattelse af troen.

”Mange af de fineste ting ved menneskelivet er fremelsket af nonneordener. Hvis man arbejder med udsatte børn, der måske er ved at dø, ved man godt, hvem man skal gå til: nonnerne. De forstår, at et lille flygtningebarn ikke giver noget tilbage. Ham hjælper du ikke til at hjælpe sig selv, ham hjælper du bare. Her er ingen krav om, at man skal gøre noget nyttigt for at få hjælp eller betale tilbage senere. Her yder man godhed for godhedens egen skyld. Desværre er dele af amerikansk kristendom blevet selviskhedens religion, men der er virkelig mange gode ting i denne mere oprindelige kristendom, som man finder hos nonner og ligesindede.”

Fra sin bopæl i Tyskland er Zink blevet mere opmærksom på de kulturelle forskelle mellem USA og Europa. Nogle gange kommer de til udtryk i især den midtvestlige impuls til at leve gode, ærlige og ligefremme liv, siger hun, en indstilling, man sjældnere finder i det i egen selvforståelse mere sofistikerede Europa. Og så er der det med individualismen:

”Jeg er gradvist blevet klar over, hvor amerikansk en værdi individualisme er. Det er en vital del af protestantisk, amerikansk tradition, at du er alene med din bevidsthed og alene med Gud. Men også, at du er alene uden dine forældre. Du bliver 18, og de sparker dig ud. Det ændrer sig godt nok i disse år, men stadigvæk: I Europa bliver man jo boende hjemme hos forældrene meget længere.”

”Som barn blev jeg opdraget til, at USA og Europa lignede hinanden meget. Anglofilien var utrolig stærk, og skulle man være virkelig rafineret, kastede man nogle franske gloser ind i samtalen. Men det er forkert. USA er meget mere ligesom Sydamerika, fyldt med immigranter og uden en lang historie og med en oprindelig befolkning, der stadig spøger. ’Den Nye Verden’ er, set fra min bopæl i ’Den Gamle Verden’, faktisk ret eksotisk.”

Læs Kristeligt Dagblads anmeldelse af ”Knald og Fald” på k.dk/kultur.