Mange musikinteresserede forbinder Sevilla med en række af historiens mest populære operaer. Man kan i flæng nævne to af Mozarts mest opførte værker i genren, ”Figaros bryllup” og ”Don Juan”, Beethovens eneste opera ”Fidelio”, Bizets udødelige publikumstræffer ”Carmen”, Donizettis bel canto-opera ”La Favorita” – og ikke at forglemme Rossinis mest sprudlende og slidstærke opera, ”Barberen i Sevilla”.
Men det vil nok komme bag på de fleste, at der gennem tiden er komponeret omkring 100 operaer, hvis handling foregår i eller omkring Sevilla. Det har påvirket byens udstråling – i hvert fald sådan som en operainteresseret oplever den – i en grad, så man allerede efter nogle få timers vandring i dens gamle kvarterer får en fornemmelse af at gå omkring på scenen i en opera. Og scenografien er vel at mærke ikke af den opdaterede slags, der i mange år har været kendetegnende for de fleste nyere iscenesættelser, men tværtimod af den trygge, gammeldags karakter, hvor man kan se, hvad tingene forestiller, og hvor der er kælet for detaljerne. Genkendelsens glæde er et ikke-uvæsentligt element i at være operaelsker.
Gennem snævre gyder, hvor den andalusiske sol knap nok trænger ned til gadebelægningen, kommer man frem til et lille torv i det gamle kvarter Santa Cruz. I midten rager det øverste af en gammel brønd op, kronet af en spinkel figur foroven, en mandsling, der løfter et kors op mod den blå himmel. På begge sider står der en smukt udskåret bænk. Man slår sig ned og betragter kulisserne nærmere. Torvet er en oase, smykket med friser og fliser, blomsterranker og rakler. På en hvidkalket facade er der hængt nogle blå og hvide kakler op. De danner et rektangel med teksten: El Rincón de Figaro – Figaros hjørne – men er det mon Mozarts eller Rossinis Figaro, der hentydes til?
Jeg gætter på Rossini, for det lille portræt af en sirlig mand til venstre leder snarere tanken hen på en barber end en kammertjener. Og den blomsteromkransede balkon lidt længere oppe til højre kunne med sit smukke smedejernsgitter udmærket være den, hvorfra man vil kunne høre Rossinis skønjomfru Rosina fra ”Barberen” synge sin arie ”Una voce poco fa” om den stemme, der har gjort så stærkt et indtryk på hende.
Men skiltet over tavernaen til venstre fører os ind i Mozarts verden. ”Donna Elvira” hedder det ydmyge spisested med ternede duge i rødt og hvidt, opkaldt efter en af de 1003 kvinder, Don Juan ifølge sin tjener Leporello erobrede på sine togter i Sevilla og omegn.
En tur på drejescenen fører os ind i et andet miljø. For den udstrakte, lave universitetsbygning, der netop nu summer af muntert liv og latter fra de mange studerende, der flokkes her, var engang en tobaksfabrik. I sin tid lod man tobaksbladene tørre i de skyggefulde haller, der blev opført i midten af 1700-tallet, og hvor en vis sigøjnerpige ved navn Carmen lod sit temperament gnistre – i hvert fald ifølge den franske forfatter Prosper Mérimée, hvis fortælling operaen bygger på. Hun fordrejede hovedet på sergenten Don José, men svigtede ham dog snart til fordel for den betydeligt mere maskuline toreador Escamillo, og Don José var ved at fortæres af jalousi.
For at opleve, hvor galt det ender, må vi tage endnu en tur på drejescenen. Den fører os langs floden Guadalquivir frem til tyrefægterarenaen Plaza de Toros de la Real Maestranza, en af de vigtigste i verden med tyrefægtninger stort set hver weekend fra påske til oktober.
Det er her, Escamillo i slutningen af fjerde akt dukker op med nogle medhjælpere og Carmen ved sin side. Hun er af sine veninder blevet advaret om, at en synligt frustreret Don José er set et sted i folkemængden, men havner alligevel i en fatal tete-a-tete med den forsmåede bejler. Da hun kategorisk afviser hans bønfaldelser og tilmed kyler den ring, han har givet hende, i ansigtet på ham, går han amok og dræber hende med sin dolk for derefter at synke sammen i fortvivlelse ved hendes lig.
Heltinden – om man nu kan kalde Carmen det – dør altså. Det er langtfra en usædvanlig slutning på en opera fra 1800-tallet, selvom både ”Figaros bryllup” og ”Barberen i Sevilla” ender med smil og forsoning, og ”Fidelio” også får en rimelig lykkelig udgang. Men historien om Carmen bringer tyrefægtermyten om det spanske flags røde og gule farver i erindring. Den røde står for tyrens blod, den gule for sandet i arenaen. Det gamle Sevilla står stadig stolt i rødt og gult, og adskillige gadenavne i kvarteret Santa Clara er opkaldt efter de mange operaer, der har byen som sin scene.