Seks sæsoner og 94 afsnit blev det i første omgang til i selskab med Carrie Bradshaw, Miranda Hobbes, Charlotte York og Samantha Jones, som en hel verden af tv-seere er på fornavn med i dag.
”Sex and the City” blev også til to film. Men det var serien, der for alvor slog an, og nu er den søreme genopstået som ”And Just Like That”, som kommer hele 17 år efter den seneste sæson. Og meget er sket siden da. Woke -bevægelsen har fået fat – med skærpet fokus på diskrimination og undertrykkelse af minoriteter – og det har også ført til en stadig hårdere kritik af de seks gamle sæsoner.
Den er Ben Travers inde på i sin kommentar om ”And Just Like That” i netmediet Indiewire:
”Efter at serien sluttede, er den blevet revurderet og kritiseret for sin ekstremt vanilje-hvide skildring af New York City, for sine privilegerede perspektiver og sit gammeldags syn på køn og seksualitet.”
Men de nye tider og den tiltagende kritik har, noterer Travers og mange andre sig, påvirket de nye afsnit, hvor tre ikke-hvide kvinder er blevet del af miljøet omkring Carrie, Miranda og Charlotte – Samantha er skrevet ud af historien. Serieskabernes tiltag er af nogle blevet set som sympatiske og inkluderende, men er også blevet mødt med ætsende sarkasme og kritik for at være ren virtue signalling, som det hedder med den ny tids term for at skilte med egne dyder.
En af kritikerne er New York Posts Maureen Callahan, og hun er nådesløs. De tre nye karakterer – to afroamerikanere og en latino – er ikke andet end politisk korrekte rekvisitter i serien, og særligt én af dem vækker Callahans hånlatter:
”De vil have os til at tro på, at en humorløs non-binær karakter – som med vold og magt er presset ind i dette miljø – er standup-komiker.”
Callahan mener desuden, at karakteren er helt til grin med sin woke -lingo, når hun for eksempel spørger:
”Hvad kan en hetero cis-mand selv gøre for at opløse det skadelige kønsbinære og heteroseksuelt besatte patriarkalske system?”
For kritikerne udstiller seriens forsøg på at være med på tidens noder – at være woke – blot dens totale tonedøvhed. Og ”i sit forsøg på at rette op på den ekstreme hvidhed i ’Sex and the City’”, som Madison Malone Kircher formulerer det i Slate Magazine, er serien endt i den anden grøft, hvor Carrie, Miranda og Charlottes problemer med at finde en naturlig måde at være sammen med brune kvinder på mest af alt ligner dét, som Mallone kalder et ”liberalt hvidt mareridt”.
Bag de hårde angreb ligger en mere principiel diskussion om, hvordan fiktioner, der er opstået i en anden tid, bør eller ikke bør forholde sig til en ny tid. Men også en diskussion om, hvordan vi vurderer fortidens fiktioner i dag. Det gælder for eksempel den elskede komedieserie ”Venner”, der blev produceret fra 1994 til 2003, og som de seneste år er blevet kritiseret for sin skildring af overvægt, homoseksualitet, ligestilling og brug af et kridhvidt hold af skuespillere.
Det er at se fortiden gennem nutidens briller. Og zapper man forbi et gammelt afsnit af ”Venner” eller ”Sex and the City”, er det faktisk slående, hvor anderledes serier var dengang. Det var ikke gået i dag, tænker man igen og igen. Men man kan så også tænke, efter at have læst kritikken af de nye afsnit af ”And Just Like That”, at heller ikke de mest velmente forsøg på opdateringer går an. I dag.
I ”kontrovers” skriver anmelder og forfatter Jeppe Krogsgaard Christensen om de vigtigste aktuelle kulturdebatter i udlandet.