I år 997 er England truet af vikinger, og Ken Folletts nye, store roman begynder netop med vikingernes plyndringer, vold og drab. Den 18-årige bådebygger Edgar mister sit barndomshjem i Combe, og vikingerne dræber den kvinde, han efterstræber.
Derpå drager Edgar med sin familie mod den fiktive by Kingsbridge. Lyder byens navn velkendt, skyldes det, at læserne for 30 år siden kunne stifte bekendtskab med Kingsbridge i bestselleren ”Jordens søjler”, der beskrev opførelsen af en katedral omkring år 1120.
I ”Aftentid og morgengry” er handlingen rykket mere end 100 år tilbage, og nu handler det blandt andet om bygningen af broer og både på en tid, hvor kongemagten vakler, og kaos truer. Adelen udstikker deres egne retningslinjer, og biskopperne er bjergsomme og brutale i stedet for at være barmhjertige og ubestikkelige.
Årene omkring årtusindskiftet står i et katastrofisk lys hos Follett, og som i andre af hans store romaner spiller kampen for kvinders rettigheder en afgørende rolle. Den franske komtesse Ragna er den begavede og idealistiske, men også stædige, ambitiøse, selvbevidste og til tider eksalterede kvindelige hovedperson, der i forbindelse med giftermål kommer til Kingsbridge. Og hun har ikke til sinds at acceptere den rolle, hun er tiltænkt. Hun tager skæbnen i egen hånd og sætter sig op imod dominerende, stoltserende og forbryderiske mænd.
I det stykke bliver Edgar en slags allieret. Han er helt anderledes end Ragna. Men han udvikler sig under indtryk af begivenhedernes gang. Heller ikke han kan forholde sig passivt over for ondskab. Og den er der meget af i romanen. Vi møder adskillige typer, der går gennem tilværelsen med en aldrig svigtende evne til at udholde andres lidelser.
Den tredje hovedperson i romanen er munken Aldred, der vil gøre sit kloster til et centrum for lærdom. Men han støder på hård modstand fra en biskop, der er totalitært sindet og truende i sit tonefald. Aldred nærer en ugengældt kærlighed til Edgar, som imidlertid er forelsket i Ragna.
Gæt selv, hvad det ender med!
”Aftentid og morgengry” er en farverig beretning fra en periode, hvor man knap har lagt den mørke middelalder bag sig. Handlingen strækker sig over 10 år, og vi møder et bredt spektrum af mennesker: slaver, voldtægtsforbrydere, adelige og håndværkere.
Der er mange sidehistorier, men kompliceret er bogen ikke. Follett skriver, som om James Joyce, Marcel Proust og Robert Musil aldrig havde eksisteret. Det er en prosa uden dikkedarer eller æstetiske ambitioner. Til gengæld er Follett ekspert i cliffhangers. Man skal hele tiden lige læse et kapitel mere, skønt det bliver trivielt med de store mængder vold og sex.
Follett kender efterhånden sine virkemidler lidt for godt, men romanen er stadig formidabel at lade sig opsluge af, når dramaet ruller, og man måbende konstaterer, at ikke meget har ændret sig, når det gælder politisk kynisme, klerikal magtbrynde og amourøse forviklinger.