På den lille overvågningsskærm, der viser Betty Nansen Teatrets scene, bevæger skuespillerne sig dansende rundt i discokuglens lys. Elisa Kragerup giver de sidste instruktioner før aftenens gennemspilning af Shakespeares ”En skærsommernatsdrøm”.
Få sekunder efter er hun klar til at fortælle om, hvordan hun, scenografen og resten af holdet på teatret på Frederiksberg ved København arbejder på at transformere Shakespeares fortryllede skov, så den forhåbentlig bliver relatérbar for et nutidigt publikum.
I Shakespeares renæssance-komedie fra slutningen af 1500-tallet flygter fire unge kærlighedshungrende mennesker ud i naturen. Her bliver deres verden vendt på hovedet i mødet med skovens alfer, som ved hjælp af en trylledrik fører dem ind i en drømmelignende virkelighed. Det er et univers helt i tråd med datidens natur-opfattelse, hvor menneske og natur var forbundet, og hvor fantasi og forvandlinger afspejledes i kunsten.
”Oprindelig var jeg optaget af, hvad der sker med de her mennesker i mødet med naturen og det paradoks, at vi i dag kan være fremmedgjorte over for naturen, selvom vi også selv er natur. Men i stykket repræsenterer skoven også en drømmeverden, en verden der gør, at de giver slip. For at forstå det univers, måtte jeg forsøge at finde ind til, hvad det er, vi som mennesker har brug for at slippe fra i dag, og hvad der ville der ske, hvis jeg selv pludselig var et sted, hvor jeg kunne forsvinde,” fortæller Elisa Kragerup.
I hendes og holdets version af stykket er dén verden, som de unge flygter fra, en medieret verden, hvor livet opleves og leves igennem en skærm. Noget de fleste, i mere eller mindre grad, højst sandsynligt kan relatere til.
”Selve tanken om at kunne forsvinde – det kan vi jo ikke i dag. Vi er hele tiden registreret eller dokumenteret frivilligt eller ufrivilligt, så idéen om at være et sted, hvor ingen ved, hvad du laver, er blevet nærmest utænkelig. Så når forestillingen begynder, ser vi nogle mennesker, der hele tiden fremstiller sig selv og ikke kan sige eller gøre noget uden at dokumentere det for omverdenen. Og idéen om at flygte ud i skoven fødes af deres behov for at have en skæbne, der har valuta på de sociale medier. Men hvad sker der, når signalet pludselig ryger, og de konfronteres med sig selv og hinanden uden det her ’skærmlag’?”, siver Elisa Kragerup.
Skoven bliver derfor både et konkret sted, men også en metafor for dét rum, hvor de unges transformation finder sted. Og af stykkets mange lag og verdener spiller det metafysiske lag som forudsætning for karakterernes kontroltab en væsentlig rolle. Her er vi tilbage til fantasien og fortryllelsen, som i Steffen Aarfings scenografi med ikoniske røde velourforhæng ikke udtrykkes i en naturalistisk gengivelse af en skov, men i form af et surreelt og irrationelt univers, inspireret af den amerikanske kultinstruktør David Lynch.
Hvad er det, der er så dragende ved det univers, hvor vi mister kontrollen?
”Vi har godt af at gå derud, hvor fantasien tager over, og hvor der er en metafysisk dimension. Stykket påstår jo, at der er alfer som noget helt naturligt, og man kan sige, at det selvfølgelig er, fordi det er skrevet i en anden tid, men det konfronterer os også med, at vi måske har mistet følelsen af, at der er noget, der er større end os selv. Vi har en idé om, at når, der er noget, vi ikke kan se, så findes det ikke,” siger Elisa Kragerup.
Et af stykkets kendte figurer, alfen Puk, ser til gengæld menneskene og kommenterer på deres tåbelige adfærd. Dette tåbelige består, ifølge Elisa Kragerup, i, at vi har skabt nogle rammer, som vi på mange måder har svært ved at være i og som føles ufrie, fordi de fodrer en perfektheds-kultur, hvor vores menneskelige natur undertrykkes. Hvor vi skjuler og retoucherer vores fejl.
”Der er et lille citat, som vi har taget fra Goethes ’Faust’ og givet til Puk, som siger: ’Disse denne verdens små guder, har ikke forandret sig spor. De er ligeså forunderlige, som den dag de blev skabt.’ Og det er interessant, fordi vi i en vis forstand har gjort os til små guder i vores liv og samtidig har svært ved at tro, at der er noget, der er større end os selv.”
Fordi vi i vores selvfremstillinger nærmest designer vores eget liv?
”Og vi designer det specielt til at blive oplevet af andre. Derfor er der også mange kontroltab i denne her forestilling. De indeholder selvfølgelig stor komik, men for mig er de også forbundet med en længsel, fordi jeg bliver mindet om, hvor lidt jeg tillader dem, og at jeg sjældent møder dem i min verden. I stykket går det også for langt, og det er tydeligt, at de unge ikke kan blive i den fortryllede verden. Shakespeare var jo ikke primitivist. Jeg tror ikke, han mente, at det er bedre for dem at blive ude i naturen, men at de skal lære af den oplevelse og tage det med tilbage.”
Det særlige ved Shakespeare er vel også, at der ikke er en moralisering i teksten, fordi det netop er kampen imellem fornuft og følelse, som han skildrer. Han viser os det almenmenneskelige.
”Ja. Jeg er jo så heldig at kunne tilbringe mange uger i et prøverum sammen med skuespillere, der afsøger, hvad vi mennesker består af og her får mulighed for at gå ud i afkrogene. Og når noget bliver spillet ærligt, uden ironi, kan jeg mærke i min egen krop, at vi mennesker rummer meget store ting og rummer noget, vi, også med god grund, oftest tøjler for at kunne leve sammen. Men i takt med at den redigerede virkelighed tager over, undertrykkes de følelser, der ikke nødvendigvis gør sig godt på de sociale medier. Jeg oplever for eksempel også, at der skabes nogle helt sindsyge forventninger til, hvordan en krop skal se ud. At forestillingen om, hvad en naturlig krop er forandres. I vores tid hvor vi medierer os selv, kan det naturlige pludselig føles skamfuldt. Det er igen dét med de små guder. Og her har teatret en forpligtigelse til at vise menneskets fejl og utilstrækkelighed.”
I dine iscenesættelser benytter du dig ofte af at lade det tragiske og det komiske støde sammen, hvilket umiddelbart harmonerer med Shakespeares dramaturgi.
”Jeg gør det, fordi jeg oplever, at det er sådan livet er, og fordi der i det sammenstød findes en stor menneskelighed. Hos Shakespeare behøver man ikke at opfinde det, fordi det allerede bor hos ham, at når det er allermest tragisk, åbner han for en ventil til noget lavkomik. Jeg tror også, at det er derfor Shakespeare fascinerer os, fordi der er plads til det uperfekte. Hans tekster er slet ikke så højtidelige, som mange måske har en forventning om.”
Oplever du at teatret som kunstform har et fortrin, i forhold til at holde et spejl op for publikum?
”Når teater er godt, viser det os noget, vi, trods vores forskelligheder dernede i mørket, deler. Vi har ikke så mange rum længere, hvor vi går ind sammen, og hvor det ikke handler om mig og min helt egen redigerede oplevelse. Teatret er stadigvæk et rum, hvor vi er nærværende og retter vores fokus mod at opleve det samme uden at skulle dokumentere os selv i det. Det er faktisk også dét, karaktererne i det her stykke skal erfare. Jeg vil ikke moralisere, men i mit eget liv tænker jeg over, hvordan jeg kan lade oplevelser printe sig ind i mig i stedet for i min telefon.”