I anledning af 400-året for Shakespeares død fik London-forlaget Hogarth Press otte kendte forfattere til at skrive nye romaner over temaer i en række af den store dramatikers skuespil – så at sige at hælde den gamle på nye flasker.
Den engelske avis The Guardian betegnede Hogarths udgivelse af Shakespeare i et nyt årtusind som ”det 21. århundredes største genfortællingsprojekt”. Intet mindre!
Blandt de udvalgte forfattere var Anne Tyler, Margaret Atwood og Edward St Aubyn, der skulle skrive om henholdsvis ”Trold kan tæmmes”, ”Stormen” og ”Kong Lear”. De øvrige forfattere – som jeg ikke havde læst noget af – er Jeanette Winterson (”Vintereventyret”), Howard Jacobson (”Købmanden i Venedig”), Tracy Chevalier (”Othello”), Jo Nesbø (”Macbeth”) og Gillian Flynn (”Hamlet”).
Her i bladet skrev jeg for et år siden om Anne Tylers roman, som hun havde givet titlen ”Eddikepigen”. Og da jeg senere skrev en klumme om Ian McEwans ”Nutshell”, var jeg under læsningen overbevist om, at her havde vi så den planlagte nutidsroman om Hamlet.
Bogen ville have været et fremragende bidrag til genfortællingsprojektet, men viste sig intet at have med det at gøre. Den udvalgte forfatter til romanen om den danske prins er nemlig amerikaneren Gillian Flynn.
Navnet sagde mig ikke noget, men i min boghandel fik jeg at vide, at hun er en af USA’s bedst kendte thrillerforfattere. Med sin tredje roman ”Gone Girl” fra 2012 brød hun stort igennem, fik ovationer af kritikerros og solgte mere end 10 millioner eksemplarer. På dansk udkom bogen i 2015 under titlen ”Kvinden der forsvandt” (Gads Forlag).
I 2014 kom der også en godt modtaget film ud af den. Den er instrueret af David Fincher og har Ben Affleck i den mandlige hovedrolle. Den kvindelige spilles af Rosamund Pike, og hende blev jeg ganske betaget af at se i den fine britiske film ”Kærlighed kender ingen grænser”.
Om Gillian Flynns Hamlet-roman fik jeg af boghandleren at vide, at den først ville udkomme i 2021 eller 2022. Så købte og læste jeg i stedet ”Gone Girl”, og den holdt mig naglet til lænestolen i flere dage. Det er en vild bog om et hipt New Yorker-par, Nick og Amy, hvis ægteskab efter fem år er gået i opløsning, og hvor intet er, som det lader til. Mig fik den til at tænke på August Strindberg, når han i sine ægteskabsdramaer skriver mest illusionsløst om striden mellem mand og kvinde.
Den er virkelig noir. Også Edvard Munchs uhyggelige malerier af kærlighedslivet fik den mig til at tænke på.
I et appendiks til romanen med spørgsmål til forfatteren fra læsere skriver Gillian Flynn, at hun snart går i gang med sin næste bog. Om den tilføjer hun: ”Rest assured, it will be dark and nasty” (Stol trygt på, at den bliver mørk og modbydelig). Det kunne lyde, som om det er ”Hamlet”, hun taler om, for noget lystspil kan den fortælling jo ikke påstås at være.
På spørgsmålet, om hun kan lide bogens mandlige hovedperson, Nick, svarer hun ”Absolut, til trods for at han langtfra er lydefri”. Og hun svarer også ”absolut” på spørgsmålet, om den kvindelige hovedperson, Amy, har gode egenskaber, men at hun blot går til ekstremer i udøvelsen af sine kvaliteter. You can say that again! (ja, mon ikke!).
”Gone Girl” er meget mere end en god konventionel thriller. ”Læs den, og forbliv ugift,” skrev en anmelder, og det portræt, hun tegner af et umage ægtepar, er så mørkt og forvredet, at man kan fristes til at følge anmelderens råd.
Jeg er spændt på, hvad Edward St Aubyn – hvis fem romaner om Patrick Melrose blev modtaget med begejstring, også herhjemme – vil få ud af at skrive en samtidsroman om Kong Lear.
Og så bemærker jeg med en vis overraskelse, at det er den norske krimiforfatter Jo Nesbø, tidligere professionel fodboldspiller i Tippeligaen, der er blevet betroet opgaven at skrive om ”Macbeth”. Men det drama er jo mindst lige så blodigt og brutalt som ”Hamlet”, så det er nok ikke dårligt tænkt af forlaget at få både ham og Gillian Flynn ombord i romanprojektet.
Hvor mange af de otte romaner der for øjeblikket er på bedding, ved jeg ikke. Men jeg har lige fået at vide, at Howard Jacobsons roman om ”Købmanden i Venedig” nu er udkommet. Den vil jeg snarest få fat i.
De andre seks bøger kan jeg så, om Gud vil, læse efterhånden, som de udkommer. Genfortællingsprojektet er der bestemt ikke noget i vejen med. Det er der som bekendt heller ikke med Shakespeare!