For præcis 400 år siden udkom William Shakespeares (1564-1616) samlede værker for første gang. Udgivelsen var på 908 sider, og den blev udgivet i et såkaldt folioformat (33 x 21 cm). Shakespeares samlede værker kan i dag erhverves for et par hundrede kroner, men i 1623 kostede bogen adskillige månedslønninger.
400-års jubilæet for ”Den første folio” har fristet den uovertrufne Shakespeare-oversætter Niels Brunse til at præsentere manden og værket på ny. Det er en stor mundfuld. Hos Shakespeare krydser mange handlingsstrenge og synsvinkler ofte hinanden i det selvsamme stykke. I ”En skærsommernatsdrøm” er der således intet mindre end fire sideløbende historier indbygget. Derfor egner ”Derfor Shakespeare” sig bedst til at blive læst i etaper. I sin gennemgang af stykkerne forener Brunse suveræn indsigt i detaljen og stor sans for helheden. Men han fremlægger ikke nogen tese til forståelse af hele værket, så man risikerer at blive konfus, hvis man læser bogen ud i et stræk.
Brunse konstaterer, at de første stykker, som kan henregnes til Shakespeares eget forfatterskab, stammer fra 1589, og at de sidste stammer fra omkring 1614, hvorfor Shakespeare altså skrev mindst 37 værker på et kvart århundrede.
Shakespeare stammede fra den lille britiske by Stratford-upon-Avon, som han aldrig kappede forbindelsen til, men det var i London, han slog igennem. Som manuskriptforfatter, instruktør og skuespiller skaffede han her resultater til teatrene og viste, hvordan man skulle slå på tromme for dem.
Det var også nødvendigt. Shakespeares teater ”The Globe” var nabo til en ”bjørnegrotte”, hvor man kunne løse billetter til kampe mellem hunde og bjørne. Det var desværre meget populært. Med sin selvsikre og flirtende attitude til livet lod Shakespeare sig dog ikke kyse af konkurrenterne og lærte sig at skære både fedt og kød væk og blotte benet i opsætningerne. Som Brunse skriver: ”Han satte konflikternes glødende kul på scenen uden grillvanter”. Med for eksempel ”Richard III” gav Shakespeare publikum et kig ned i menneskets snuskede krinkelkroge, lyssky instinkter og magtbegær, der slet ikke var så forskelligt fra den atmosfære, som herskede i bjørnegrotten.
Men hvordan var Shakespeare selv som menneske? Det ved vi ikke alverden om. Shakespeare var gift med den otte år ældre Anne Hathaway, og her er det mest interessante, at Shakespeare i sit testamente skrev: ”Endvidere giver jeg min hustru min næstbedste seng”. Shakespeare-forskere har gjort sig mange lumre forestillinger om testamentets mening. Ifølge Brunse er forklaringen dog helt banalt den, at Shakespeares datter og svigersøn var hovedarvinger, og tilføjelsen var en venlig påmindelse om, at de fortsat skulle tage sig af digterens ægtefælle.
”Gode kunstnere efterligner, store kunstnere stjæler” skal maleren Picasso have sagt, og det passer meget godt på Shakespeare, der ikke tog det så nøje, hvorfra han hentede eller huggede sin inspiration. Siden har han selv været verdenslitteraturens måske største inspirator. ”Romeo og Julie” er grundlaget for alle tragiske kærlighedshistorier, "Othello" for alle jalousidramaer og "Hamlet" for fortællinger om den ensomme hævner.
"Macbeth" er til gengæld skabelonen for alle plots, der handler om magtliderlighed og vold. Det er et drama, hvor ikke en spurv falder til jorden uden forfatterens vilje. Og selv om stykket skildrer illusionernes skibbrud, så der ikke er en planke tilbage, da tæppet går for sidste gang, glemmer Shakespeare aldrig humoren. Da den fordrukne portner på Macbeths borg betoner, at alkohol virker stærkt fremmende på tre ting, får han spørgsmålet, hvad det monstro er for ting. Portnerens erfaringsmættede svar lyder: ”Det skal jeg sige Jer, herre: det er røde næser, søvnighed og pis. Og så fremmer den liderlighed, herre, men fremmer den alligevel ikke: den fremmer lysten, men fjerner evnen.”
Som nævnt rummer ”Derfor Shakespeare” ikke nogen overordnet læsestrategi, men Brunse sammenfatter alligevel ganske godt, hvorfor Shakespeare bliver kaldt verdens største dramatiker: ”Shakespeare vidste, at sorg og glæde findes klos op ad hinanden, at det ophøjede og det lave går hånd i hånd, at det skræmmende og det komiske dybest nede har fælles rødder. Vi oplever tilværelsen stærkest, når vi oplever den gennem kontraster”.
Niels Brunse: Derfor Shakespeare. En introduktion. 212 sider. 250 kroner. Gyldendal.