I begyndelsen af 1600-tallet raserede pesten Storbritannien, og Londons teatre blev, som det også sker nu på grund af coronavirus, beordret lukket.
Det ramte også den store dramatiker William Shakespeare og hans skuespilensemble The Kings Men (Kongens mænd).
Skuespillerne valgte at drage på turné til mindre provinsbyer i de dele af landet, som ikke var ramt at pesten.
”Men Shakespeare følte, at det at skrive ville være en bedre brug af hans tid,” skriver forfatteren Ben Cohen i onlinemagasinet Slate.
Han henviser til, at Shakespeare-forskere som James Shapiro mener, at William Shakespeare brugte den ufrivillige pause, hvor han gemte sig for pesten, til at skrive skuespillene ”Kong Lear”, ”Macbeth” samt ”Antonius og Cleopatra”.
Han er således et eksempel på, at en tid med karantæne og selvisolation kan bruges til andet og mere end at følge nyhederne nervøst time for time.
Særligt historien om William Shakespeare er bemærkelsesværdig. I 1564 tog pesten livet af hver fjerde indbygger i Stratford-upon-Avon. Blandt de heldige bysbørn var den nyfødte William Shakespeare, som undgik den sorte døds tilfældige udvælgelse af ofre.
For tv-kanalen BBC har den tidligere direktør for British Museum Neil MacGregor set på Shakespeares liv i en lang række radioprogrammer, hvor et afsnit handler om pesten.
”Shakespeares liv var fra den tidligste start præget af pesten. Hans karriere var formet af den, hans publikum frygtede den, og mange af dem døde af den. Men ingen af hans skuespil er dedikeret til pesten, og det samme gælder hans samtidige dramatikere,” fortæller Neil MacGregor i udsendelsen.
I stedet har pesten en mere beskeden birolle i flere af hans værker – som i ”Romeo og Julie” hvor et vigtigt brev fra Romeo ikke kunne afleveres, fordi Verona var lukket ned.
Men Ben Cohen fremhæver, at der er en god grund til, at William Shakespeare ikke skrev det store skuespil om pesten.
”Pesten var naturligvis tabubelagt gennem det meste af Shakespeares skrivekarriere. Folk i London gik i byens teatre, så de midlertidigt kunne flygte fra deres frygt for pesten,” skriver Ben Cohen.
I magasinet The Atlantic hæfter professor i engelsk litteratur ved Linfield College i amerikanske Oregon, Daniel Pollack-Pelzner, sig også ved, at den ufrivillige karantæne gav Shakespeare skrivero. Det sker under overskriften ”Shakespeare skrev sine bedste værker under pesten”.
Opfordringen er, at andre nu bruger tiden med lukkede kulturudbud til at gøre det samme.
”Den mest opmuntrende lære fra Shakespeares tid er, at teatre med al sandsynlighed vil overleve og genåbne, igen og igen. Indtil da fortsætter vi (som lady Macbeth) med at vaske vore hænder.”
Pesten ramte England igen et århundrede efter Shakespeares fødsel. I 1665 var den engelske matematiker og fysiker Isaac Newton en ikke videre bemærkelsesværdig ung studerende ved universitetet i Cambridge.
Han søgte tilflugt på familiens herregård Woolsthorpe Manor i Lincolnshire. Her havde han tid til at tænke dybt over de store spørgsmål som bevægelse, lys og tyngdekraft. Og det skulle også være på fødegården, at fysikeren først fik ahaoplevelsen med æblet, der faldt til jorden, hvilket senere blev til han berømte teori om netop tyngdekraften, som altså kom til ham, mens han havde isoleret sig fra den smitsomme epidemi.