Prøv avisen

Shakespeares guddommelige drama

Bøger Andreas Davidsen har skrevet en givende bog om Shakespeares religiøse dimension

Når vi her i huset tidligere skulle snyde lidt med Shakespeare – f.eks. til højtlæsning for ungerne, brugte vi Charles og Mary Lambs viktorianske genfortællinger. Det smagte altid lidt af fugl. Og vi fik i hvert fald plottet eller handlingen. Den plads har Andreas Davidsen overtaget nu, og han er bestemt ikke viktoriansk.

Davidsens gennemgang af fem Shakespeare-dramaer er nøgtern og samtidig engagerende. Han bruger ikke bare de gamle oversættelser af Lembcke og Østergaard men også Sløk og Brunse.

Andreas Davidsen understreger selv, at der ikke er tale om prædikener med Shakespeare som tekst, men foredrag, som er holdt ud over landet i forsamlingshuse og sognegårde.

Men når en erfaren teologisk formidler tager fat på Shakespeare, kan det naturligvis ikke undgås, at kristendommen spiller en rolle. Dermed sætter Davidsen sig bevidst op imod nyere fortolkere som Bettina Heltberg og Jens Aage Doctor, der begge har understreget det nihilistiske i Shakespeares dramatik.

I stedet følger han Johannes Sløk, som både i sine kommenterede oversættelser og i bogen "Shakespeare. Renæssancen som drama" betoner kristendommens betydning for forståelsen af Shakespeare, hvis dramatik han ser som spændt ud mellem "to kraftcentre: individet og Gud".

Dette udgangspunkt, som lægges frem i forordet, gennemføres let og ubesværet i de følgende tolkningsrige, citatbelagte genfortællinger. Det drejer sig om "Macbeth", "Hamlet", "Lige for lige", "Kong Lear" og "Vintereventyret".

Det vil føre for vidt at gå i detaljer med Davidsens læsninger, som er en fornøjelse at følge selv for den, der mener at kende stykkerne ret godt. Når nu Davidsen ikke følger tesen om nihilismen eller "det forskelsløse", som Doctor kalder det, må han vælge anderledes. Og det gør han. Det er genoprettelsen han betoner. Således slutter han gennemgangen af Macbeth således: "Man er kommet igennem Helvede. Ordenen i samfundet er genoprettet. Tiden har genvundet sin frihed og sin mening". Og på samme måde lader han Fortinbras replik over den døde Hamlet blive stående: "Gå, lad salutten lyde". I "Lige for lige" lader han de nytestamentlige forvalterlignelser være ledetråd og fastslår, at stykket slet og ret handler om lov og evangelium og i sit forløb bevæger sig gennem det gammeltestamentlige "lige for lige" til Jesu ord i Det Nye Testamente. "For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med."

Og han vedføjer et par udførlige citater fra Søren Kierkegaards "Kærlighedens Gerninger", som fastholder spændingen mellem lov og evangelium, mellem strenghed og mildhed.

Dristigt vælger Davidsen at kalde "Kong Lear" for dramaet om "de fortabte fædre" – og anfører som indledning lignelsen om den fortabte søn. De to fortabte fædre er Kong Lear og hertugen af Gloster, som begge kommer i "et katastrofalt forhold til deres børn, eller nogle af dem. Og hver for sig er de dybt afhængige af, at børnene tilgiver dem og genoptager forbindelsen med dem, den forbindelse, som de selv i deres uforstand har ødelagt". I Davidsens grundige læsning sejrer menneskeligheden og kærligheden. Han læser "Et Vintereventyr" som en stort drama om tiden, "tidens forbandelse og tidens lægedom", som det siges i indledningen for i konklusionen at lyde, at det er "en myte om sommerens sejr over vinterens kulde og mørke, om opstandelsen fra livet til døden, om tilgivelsens og forsoningens og kærlighedens magt til at skabe liv af døde".

Det er en både spændende og givende bog, som fornemt lader Shakespeare føre ordet. Davidsen tvinger aldrig teksten, men han vælger sine citater med omhu og føjer sin tolkning ind, så man ikke kan være uenig med ham. Den er en fornøjelse at læse.

Andreas Davidsen. De fortabte fædre. 172 sider. 198 kr. Forlaget Aros.