Prøv avisen

Shakespeares stikord

I TEATRET MED MØLLEHAVE: Selv om »Stormen« ikke var det sidste stykke, Shakespeare skrev, er det svært at mene noget andet, end at stykket var Shakespeares epilog. Johannes Møllehave har set »Stormen«, der for tiden spiller på teatret Old Vic i

Måske enkelte læsere husker skuespilleren Derek Jacobi for hans gennembrud i »Jeg, Claudius« (1977). Det er mange år siden. Selv husker jeg ham bedst fra BBC's »Hamlet«-produktion fra 1980.

En overordentlig mangefacetteret Hamlet, svær at overgå i nuancerigdom, intelligens og nerve. Man var lige ved at tro, at det var hans livs bedste rolle, hvis man ikke sidenhen så ham som Hamlets farbror i Kenneth Branaghs »Hamlet« - helt afgjort en præstation, som fik de øvrige medvirkende til at ligne amatører.

Og i øjeblikket spiller han Prospero i Shakespeares »Stormen« eller »Uvejret« (»The Tempest«) på teatret Old Vic ilondon frem til den 15. marts.

Man plejer at sige om dette stykke, at det er Shakespeares epilog (selv om det ikke er det sidste stykke, Shakespeare skrev). En gåde er det dog, at Shakespeare intet drama skriver, de sidste år han lever, men stilfærdigt passer sin have i Stratford og bliver hos sin familie. Shakespeare trækker sig tilbage som 49-årig. Resten er tavshed. Rummer »Stormen« nøglen til denne gåde?

Det har man ment, og det er svært at mene noget andet.

Denne troldmand Prospero, som kan trylle skæbnen frem og lægge sine hovedpersoner i graven, denne fortryller, som kan skabe storm og skibskatastrofer, som med en sætning kan få et menneske til at ånde og gøre skygger levende, denne magiske kraft, som kan omskabe kærlighed til had (som i »Othello«) eller omskabe krig til fred eller had til kærlighed (som i »Romeo og Julie«), er det ham, vi ser tage afsked med sin kunst i »Stormen«?

Er det Shakespeare selv, den Prospero, som knækker sin tryllestav (læs: gåsefjer) og graver den dybt ned i jorden, og som ønsker sin bog (læs: al digtning) sænket ned på havets bunde, fordi det virkelige liv er større end al kunst, som kun er skygger? »Når skyggen er højest, da hvilke de små / som stirrer derpå.«

Kunstens omkostninger

Ibsen, som vi ved uendeligt mere om, skrev sin epilog i »Når vi døde vågner« (1899). Hans gysende indsigt ligner meget Shakespeares lysende og gysende indsigt i, at omkostningerne for kunstværket ikke kun var omfattende og forfærdende for digteren og skaberen, men også for de levende og samtidige, hvis lidelser han havde gjort til kunst.

Et af H.C. Andersens sidste eventyr hedder »Tante tandpine«, og også det kan læses som en epilog til hele værket. Hos H.C. Andersen er spørgsmålet, om kunstneren kan skildre livets smerte, hvis han ikke engang kan skildre en tandpine? Hvad så med depression eller fortvivlelse, angst eller død? Med H.C. Andersens ord: Hvad var »alle de store, lysende navne, indskrifter på vajende sejrsfaner, udødelighedspatentet« - andet »end navne skrevet på døgnfluens vinger?«

Hvis hovedpersonen i »Stormen«, Prospero, er Shakespeare selv, med de berømte linjer:

»We are such stuff / As dreams are made on / And our little life / Is rounded with a sleep«

(Vi er af samme stof / som drømme gøres af / og vores korte liv / omsluttes af en søvn)

Så mindes man om, hvor ofte Shakespeare har digtet om drømmen og søvnen. Drømmen rykker op i titlen i »En skærsommernatsdrøm« (»A Midsummer Night's Dream«).

Hamlet siger, at han lider af onde drømme, Lady Macbeth har mareridt og går i søvne og prøver at gnide blodet af sine hænder. Macbeth har myrdet søvnen, den søvn, som med Shakespeares ord er den bedste ret ved livets måltid.

Hvor langt eller hvor kort er der mellem drøm og mareridt? »Det kunne jeg ikke drømme om«, siger vi - når vi netop drømmer om det. Eller sproget taler om en drømmeagtig sikkerhed.

Når »Stormen« bliver spillet smukkest som nu på Old Vic i Michael Grandages klart skuende og altseende instruktion, ser man, hvor mange temaer, der er varieret i Shakespeares samlede værker: brodermordet, hadet, kærligheden, falskheden, tilgivelsen.

Stikord

Murray Cox og Alice Theilgaard har i deres indsigtsfulde bog »Shakespeare as Prompter« (»Shakespeare som sufflør«) helt overbevisende demonstreret, hvordan Shakespeare giver sine personer stikord, som man jo kalder det. Det vil sige ord, som kalder medskuespilleren frem - eller hvad der måske er nok så afgørende: kalder noget frem i medspilleren. Den gode psykoanalytiker kan noget lignende. Han kan se, når klienten forsøger at smutte udenom, går i stå, kommer til at svede, fortaler sig osv.

I første akt af »Stormen« tænker man: Dette her er jo en dårlig start - fordi Prospero først må fortælle sin datter, hvad der skete for 12 år siden, så genfortælle det samme for Ariel og Caliban. Alt sammen for at vi, publikum, skal blive orinteret.

Men den gode instruktør ved bedre - i stedet for at referatet bliver kedsommeligt, bliver det dramatisk på samme måde, som når en overlevende fortæller om en skibskatastrofe. Han eller hun kan ikke komme af med traumet eller chokket og repeterer derfor fortællingen. Jeg nævner ikke skibskatastrofen som et tilfældigt eksempel, »Stomen« begynder netop med en skibskatastrofe.

Den er arrangeret af troldmanden Prospero. Det skyldes, at de fjender, han har været offer for (hans bror Antonio, som satte ham fra magten i Milano, og kongen af Neapel, der ikke vovede at dræbe ham, men sendte ham og hans lille datter ud i den båd, de regnede med blev den visse død) - disse dødsfjender af Prospero, som ikke drømmer om, at han er i live, udsætter ham for noget, de tror er et skibsforlis.

Prospero sørger for, at de kommer i land på øen i små, adskilte grupper. »Stormen« er altså titel og illusion - en teaterstorm. En »undergang«, som forvandles til en overgang fra dåd til liv, fra fortabelse til opstandelse, fra had til kærlighed, fra hævn til nåde og tilgivelse.

Hvis læseren synes, han/hun har hørt historien før, er det, fordi denne historie om brødre minder om Kain og Abel og om Josef og hans brødre. Det var jo ikke Josefs brødres fortjeneste, at han overlevede og blev deres lykkelige skæbne og deres livs frelse.

Ikke så få gange har Shakespeare varieret historien om brodermordet (»Hamlet«) og hadet, der bliver til kærlighed (»Romeo og Julie« og »Vintereventyret«). Det er, som om Shakespeare hvisker sine skuespillere et stikord, og derefter handler de som søvngængere (som i »Macbeth«) eller som døende, der vækkes (Ibsen talte om »Når vi døde vågner« - dette kunne også være titlen på »Stormen«).

I den sidste scene tales der om, at de skibbrudne ikke kendte sig selv, da de skyllede i land, men lærte sig selv at kende gennem dramaet. De lærte at se, og hvorfor skulle vi se skuespil om ikke for at få en vision eller et klarere syn? Faren ved »Stormen« ligger i, at Prospero let bliver falsk i sin tilgivelse af fjenderne - helt patetisk.

Derek Jacobi er den første Prospero, jeg har set, der undgår disse skær og ikke alene klarer pynten, men pynter klarheden. Og tak for det. Takket være hans format og en lysende instruktion viser forestillingen på Old Vic - i en tid, hvor barmhjertighed og medfølelse er ved at falme - at had kun fører til udslettelse og undergang. Jacobi behøver ingen tryllestav for at fortrylle os. Hans stikord sidder som pilen i hjertet.

Den virkelige omskabende kraft strømmer dog fra Prosperos datter, Miranda, til og fra hans onde brors søn, Ferdinand. Af hadets aske løfter kærlighedens fugl Fønix sig overbevisende.

kultur@kristeligt-dagblad.dk