Prøv avisen

Shakespeare på træfsikkert dansk

6 stjerner
Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Tanker om tilgivelse farver sjette og sidste bind af William Shakespeares samlede skuespil, der nu er udkommet på dansk. Der er god grund til at kippe med flaget oven på Niels Brunses oversætterbedrift

Med oversættelsen af sidste bind af William Shakespeares samlede skuespil har Niels Brunse leveret en bedrift, der er grund til at kippe med flaget for. Nogle stykker er oversat helt fra bunden, andre er blevet gennemgribende revideret.

Oversætterens præstation er i alle tilfælde til seks stjerner, selvom dette sjette bind kun rummer to egentlige mesterværker af Shakespeare – nemlig ”Vintereventyret” og ”Stormen”.

Begge stykker handler om forsoning. Leontes i ”Vintereventyret” er konge af Sicilien. Han mistænker barndomsvennen Polixenes for at have en affære med dronning Hermione. Det hedder ”Vintereventyret”, da de tre første akter beskriver vinterens kulde og mørke. Leontes forlanger således, at hans hofmand skal fylde gift i Polixenes’ bæger. Han kræver desuden sin kone arresteret, og at den datter, hun føder i fængslet, skal sættes ud i ødemarken. Snart bliver det dog klart, at Hermione ikke har været utro, og at Leontes vitterlig er far til pigen.

Shakespeare lader læseren ane, at Leontes er offer for egne tvangsforestillinger, da kongen udbryder: ”Åh, begær, din drift er som en dolk mod altings hjerte! Du gør dét muligt, som man tror umuligt, gør drøm til liv – hvordan kan det gå til?”.

I disse linjer erkender Leontes, at jalousi kan opstå i et menneskes fantasier. Siden beklager Leontes derfor, at ”jeg troede for fast på al min mistro (…) min jalousi forledte mig til blodig hævntrang.”

Efter vinter kommer vår, og anden del af ”Vintereventyret” er anderledes eventyrlig. Her ender tragedien i en komedie, hvor Leontes ikke blot forsones med Polixenes, men også forenes med sin kone og datter.

Tilgivelsen er også det afgørende i ”Stormen”, som af mange Shakespeare-kendere bliver betragtet som hans epilog.

Hovedpersonen er her troldmanden Prospero, der mange år tidligere blev sat fra bestillingen som hertug i Milano af sin egen bror. Prospero blev sammen med sin datter Miranda sat på en synkefærdig plimsoller.

Mirakuløst landede de imidlertid på en ø, hvor Prospero nu hersker med sin tryllestav. En dag sejler skibet med den onde broder Antonio og hans fæller i retning af øen, og Prospero bruger sin magi og luftånden Ariel til at fremkalde en storm over havet. Deraf titlen.

Skibets besætning og passagerer redder sig op på land. Nu holder Prospero sine gamle fjenders skæbne i sin hule hånd.

Som i ”Vintereventyret” melder det store spørgsmål sig: Skal svaret være hævn eller forsoning? I Første Mosebog kan vi læse, hvordan Josefs brødre søgte at rydde ham af vejen, men at Josef til slut bliver brødrenes store redningsmand i Egypten. Prospero påtager sig samme rolle i ”Stormen”, hvor han som Josef slår en streg over fortidens forbrydelser: ”Hold inde. For vi skal ikke tynge vor erindring med svundne sorger.”

”Stormen” beskriver således udviklingen fra had til kærlighed eller bevægelsen fra hævn til tilgivelse.

Det er også i ”Stormen”, at Prospero erklærer: ”Vi er af samme stof, som drømme gøres af.” Og når ”Stormen” bliver omtalt som efterskrift, så er det måske, fordi troldmanden Prospero i virkeligheden er identisk med Shakespeare, der jo også skabte sine mange skikkelser af det stof, drømme gøres af.

Prospero erklærer til sidst, at hans tryllestav skal brækkes og ”begraves favnedybt i jorden”. Noget tilsvarende gjorde Shakespeare med sin fjerpen efter ”Stormen”, hvorefter han kun skrev meget lidt.

Var det, fordi Shakespeare havde forsømt sit eget liv til fordel for teatrets? Det konkluderer den argentinske forfatter Jorge Luis Borges i sin mesterlige novelle ”Everything and Nothing” (som den hedder i den danske oversættelse i tidsskriftet Banana Split nummer 18, 2000).

Shakespeare ræsonnerer i Borges’ novelle, at han brugte så megen tid på skuespillets skikkelser, at han selv blev væk i processen. I himlen stedes Shakespeare foran Vorherre, hvor han forklarer sit store problem: ”Jeg, som forgæves har været så mange mennesker, jeg vil gerne være én og mig selv.”

Gud svarer, at netop dette var Shakespeares lod i livet: ”Jeg har drømt verden, ligesom du har drømt dit værk, min Shakespeare, og blandt min drøms former er du, der som jeg er mange og ingen.”