Arabella Neuhaus har skrevet sin på én gang velformulerede og problematiske roman ”Shanghai i lyst og nød” med inspiration i sin mors dagbøger fra en periode, hvor hendes forældre boede i byen. Faderen arbejdede i Store Nordiske Telegrafselskab. Vi følger Kamma og Doron Neuhaus fra 1939, da de som nygifte ankommer til en fremmedartet og truende asiatisk virkelighed og indtil tilbagekomsten det følgende år til det besatte Danmark.
Shanghai var på det beskrevne tidspunkt delvist besat af japanerne. Store dele var sønderbombede. Og hverdagene prægedes af kriminalitet, flygtninge, tiggeri, sult og død. Byen betegnes som en kampplads, ikke med én kamp og én front, men med utallige. Et eksempel: Kinesere, der var for japanerne, befandt sig i konfrontation med kinesere, der var imod japanerne. Men samtidig var der som aldrig før gang i forlystelseslivet. Det gik vildt for sig. En missionær citeres for denne udtalelse: Hvis Vorherre lader Shanghai bestå, skylder han Sodoma og Gomorra en undskyldning.
Stoffet rummer mange muligheder. Og Arabella Neuhaus udnytter dem sådan set også. Men bogen fungerer ikke som den roman, den skal være. Personskildrigen er for svag. Forfatteren har villet fortælle om en udviklingsproces hos det unge par. Men den slår ikke rigtig igennem. Hovedpersonerne virker mest som et påskud, for det bedste i bogen er nemlig skildringen af en epoke og et miljø en tom overklassetilværelse på en dyster bagggrund. Som sædeskildrer skriver Neuhaus indsigtsfuldt og levende ofte med citater fra moderens dagbøger.
Bogen afsluttes med et afsnit om Shanghai i 2010 og et andet med en oversigt over Shanghai/Kinas historie i nyere tid. Disse afsnit kan opfattes som en yderligere antydning af, at Arabella Neuhaus burde have skrevet noget andet end en roman.