Sherlock Holmes er tilbage. Også for børn

Privatdetektiven Sherlock Holmes får nyt liv i tre nye udgivelser for unge læsere. De forkortede udgaver til børn fremstår mindre litterært spændstige end originalerne, men rummer stadig stor magi takket være de spidse karakterer og veltænkte plot

Arianna Bellucis mange sort-hvide vignetter og illustrationer, der er at finde overalt på siderne, gør læsningen let. – Ilustration: Fra bogen ”Sherlock Holmes: Et studie i rødt”.
Arianna Bellucis mange sort-hvide vignetter og illustrationer, der er at finde overalt på siderne, gør læsningen let. – Ilustration: Fra bogen ”Sherlock Holmes: Et studie i rødt”.

”Det handler ikke om, hvad man har udrettet i denne verden, men om hvad man kan få folk til at tro, man har udrettet,” siger Sherlock Holmes til dr. Watson i ”Et studie i rødt”, noget ærgerlig over, at politiet tager hele æren for opklaringen af to mystiske mord i London. Arthur Conan Doyle nåede i hvert fald at skrive hele 60 historier om Sherlock Holmes, der i 130 år altid har været til at få fat i hos enhver respektabel engelsk boghandel.

Sherlock Holmes er et godt billede på, hvor levedygtige og markante fiktive karakterer er. Selvom de justeres og moderniseres, forbliver deres kerne genkendelig. Tænk for eksempel på Sherlock Holmes-serien med Benedict Cumberbatch som Sherlock og en stille Martin Freeman som dr. Watson (2010-2017). Hovedpersonerne er anderledes, og så alligevel ikke. Et andet eksempel på fiktive karakterer, som er blevet allemandseje og genudnyttet, er grev Dracula og Frankensteins monster.

Gads Forlag er vel i gang med sin klassikerserie, hvor de har udgivet en række klassikere i forkortet og bearbejdet udgave for børn, herunder for nyligt Sherlock Holmes ”Baskervilles hund”. Og samtidigt har forlaget besluttet sig for at genudgive en række af Doyles øvrige Holmes-historier i en ny serie rettet til børn, startende med hans første to krimifortællinger, ”Et studie i rødt” og ”De fires tegn”.

Doyle er kendt for at skrive i en stilistisk meget direkte form. Med den noget jævne og praktisk anlagte læge Watson som den faste førsteperson-fortæller kunne Doyle lade Sherlock være akkurat lige så excentrisk og besværlig, som han ville. Watsons slet skjulte beundring, kombineret med irritationen over Sherlocks umådelige arrogance udgør i bøgerne et underholdende og lettere konfliktfyldt motiv, der er med til at give dynamik. Som læser identificerer man sig ofte først med Sherlock og siden med Watson, afhængig af situationen.

Doyle var herudover god til plot, selvom han også til tider er sjusket. Rigtige kendere fortæller, at hvis man læser alle Doyles udgivelser i rækkefølge på originalsproget, vil man opdage, at Watsons sår fra Afghanistan flytter sig fra benet til skulder og så tilbage igen. Indimellem kalder Doyle ham for James og ikke John, og Mrs. Hudson bliver til Mrs. Turner en enkelt gang. For at fuldende billedet er det sådan, at i ”De fires tegn” foregår originalhistorien såvel i juli som september (hvilket nådigt er korrigeret i denne børnevenlige udgave).

I de forkortede udgaver til børn fremstår historierne selvfølgelig noget mindre litterært spændstige. Men læseren får stadig fascinationen at føle, når vedkommende dykker ned i historierne. Det er den magi, der opstår, når siderne indeholder spidse karakterer og et veltænkt plot. Selv historien om ”Baskervilles hund” er næsten mere morsom. At jeg finder originalen noget tung at komme igennem, skyldes til dels, at Holmes er væk en stor del af tiden, hvorefter Watson uden Holmes så ikke er nær så interessant en figur. Plottet er endvidere noget fortænkt og er ikke helt så troværdigt. Så den forkortede version bekom mig vel.

De to øvrige historier i den nye Holmes-serie er oprindeligt kortere. ”Et studie i rødt” udkom i 1887 og ”De fires tegn” i 1890. I den første introduceres først Watson og siden Holmes, og i nummer to bog har de to fundet en samarbejdsform, hvor Holmes hundser rundt med Watson efter forgodtbefindende. Begge historier er hurtiglæste og fænger takket være de mange dialoger og den plotbærende struktur. Man glemmer nemt, at de gamle historier kan føles en anelse gammeldags for nutidige læsere. Men her hjælper layoutet, for Arianna Bellucis mange sort-hvide vignetter og illustrationer, der er at finde overalt på siderne, gør læsningen let, og de ting, som børn og nogle voksne kan have vanskeligt ved at forstå i dag, som Dampbarkasser (dampdrevne træbåde) eller en commissionairer (sikkerhedsvagter, som var tidligere militærfolk) er forklaret ganske fint i bøgerne i stedet for at blive bortredigeret. Hertil er Trine Bechs solide og præcise oversættelse bestemt en fornøjelse at læse.

Alt i alt er det glædeligt, at Doyles historier bliver gjort tilgængelige for børn i alderen fra 10 år og opad på en måde, der respekterer forlægget så fint.