Sibelius fejret med pomp og pragt

Fem stjerner

To dage efter at man i Finland havde fejret 150-årsfødselsdagen for landets nationalikon Jean Sibelius, markerede DR den finske kæmpe med en koncert, der var gennemtænkt i sin struktur og gav et alsidigt billede af manden, der sammen med Carl Nielsen står som Nordens mest betydelige komponist nogensinde.

Førstecellist Henrik Dam Thomsen gav tonen an, da han smukt satte i med de første takter af orkesterstykket ”Pohjolas datter” fra 1906. Sibelius havde på det tidspunkt i flere år været fascineret af det finske nationalepos ”Kalevala” og dets mystiske skikkelser, og det lykkedes ham i sit 15 minutter lange opus 49 at hæve de højspændte historier op på et tindrende musikalsk niveau.

Hans unikke violinkoncert var blevet til et par år tidligere og har siden været en prøvesten for alverdens violinister. Den 48-årige Leonidas Kavakos har den som sit svendestykke, idet han i 1985 sejrede i Sibelius-konkurrencen i Helsinki. Den høje græker i den blå jakke fik sin Stradivarius årgang 1724 til at klinge betagende og havde et fornemt overblik over værket, men han savnede måske nok en Anne-Sophie Mutters glød, og førstesatsen - som Sibelius havde betegnet ”allegro moderato” - var i den grad moderato, men bestemt ikke allegro. Publikum var imidlertid begejstret og klappede mellem hver sats. I et så helstøbt værk som Sibelius' violinkoncert forekommer det mig at være en uskik. Og ringende mobiltelefoner i en udtryksfuld andante er det i hvert fald.

Efter pausen demonstrerede aftenens dirigent, Jukka-Pekka Saraste, med den femte symfoni i Es-dur (fra 1915), hvorfor han i sit finske hjemland har status som en af sin generations største Sibelius-fortolkere. I sammenligning med violinkoncerten blev der skruet op for tempoet, og DRSO fik både spillet med fortissimo-musklerne og ydet de lyriske strygerafsnit fuld retfærdighed. Den givende koncert havde fået en smuk afslutning - troede man.

For der ventede en behagelig overraskelse, som egentlig ikke var så overraskende for dem, der havde øjet, at en musiker under publikums bifald listede sig ind på bagscenen med en tuba i favnen. Sekunder senere forkyndte Saraste, at man som ekstranummer ville spille et ”mycket känd” værk af aftenens hovedperson. Det er ret usædvanligt at give ekstranumre, hvis der ikke er en solist på scenen, men nu gav Saraste og det tændte orkester ”Finlandia” for fuld skrue. Det var umuligt ikke at lade sig rive med af de patriotiske toner, og det knap 10 minutter lange pragtstykke fra 1899 hev den femte stjerne hjem på en aften, der kom fint rundt om den måske mest berømte finne gennem tiderne.

kultur@k.dk