Sidste etape i kampen om at blive kulturhovedstad

MED VIDEO I dag afleverer Sønderborg og Aarhus deres ansøgninger om at blive europæisk kulturhovedstad i 2017. Vi har løbet helt vanvittigt, siger projektleder

- Formand for Landsforeningen af Menighedsråd Inge Lise Pedersen vil bruge penge på at lave en undersøgelse af arbejdsmiljøet i folkekirken. -
- Formand for Landsforeningen af Menighedsråd Inge Lise Pedersen vil bruge penge på at lave en undersøgelse af arbejdsmiljøet i folkekirken. -. Foto: Have Kommunikation.

Januar 2008. Aarhus Kommune slår en jobannonce op og søger en kulturbysekretær, der skal gøre byen til europæisk kulturby hele ni år senere.

Maj 2008. Sønderborg melder sig til kapløbet om den europæiske titel.

LÆS OGSÅ: Kulturhovedstad? Hvor er det?

I november sidste år gik både Sønderborg og Aarhus videre fra den første ansøgningsrunde. I over fire år har de to byers særligt nedsatte sekretariater arbejdet på højtryk med den 15. juni 2012 som mål. Kristeligt Dagblad har tidligere berettet om begge byers indsats. I dag afleverer de to byer så deres ansøgninger i Kulturministeriet og kan herefter ånde lettet op i første omgang. Men mon ikke der bliver bidt negle resten af sommeren, indtil juryen i august afleverer sin indstilling om den endelige udvælgelse. Kun én by kan blive kulturby sammen med en foreløbig ukendt by i Cypern.

Trevor Davies, projektleder for Aarhus ansøgning, er lettet over endelig at aflevere ansøgningen.

På den anden side så kommer de værste måneder nu, hvor vi skal vente på afgørelsen, siger han.

Hans konkurrent, Else Redzepovic, der er projektleder for sekretariatet i Sønderborg, puster også ud.

Vi har løbet helt vanvittigt. Det her er en kulmination på 39 menneskers ihærdige arbejde. Vi har arbejdet med at samle en hel region fra Billund til Hamborg, at formidle budskabet om dyderne uden for storbyerne og at skabe en metropol i provinsen. Jeg tror på det 125 procent. Vi vil det her af hele vores hjerte, siger hun.

Afleveringen er altså en mærkedag for de mange medarbejdere, der har arbejdet hårdt på at realisere de to byers drøm om at markere sig på det europæiske landkort. Tamim Shakeel fra Afganistan, der er kulturmedarbejder i Sønderborg, har gennem ugen løbet af sted med byens ansøgning fra Sønderborg til København.

Begge byer afleverer en omfattende ansøgning med konkrete og spektakulære ideer til begivenheder og kulturelle forandringer, der skal løfte området både kulturelt, socialt og økonomisk, ikke mindst for Sønderborgs vedkommende.

Der er tale om to forskellige ansøgere med hver deres fordel og omfattende budgetter, der skal sikres dels gennem kommunerne selv og de nabokommuner, der deltager, dels gennem staten, EU, virksomheder og fonde.

Sønderborg vil bruge sin placering på grænsen til Tyskland med fokus på regionens særlige historie og en redning af et udkantsområde. Med et budget på 400 millioner kroner og titlen Kultur over grænser vil Sønderborg samle hele det dansk-tyske grænseområde i et samarbejde mellem 21 syddanske kommuner, tre nordtyske administrationer, en region og en delstat om at skabe kultur og lokal virkekraft i området, der mister skatteborgere og arbejdskraft.

Aarhus har storbyfordelene, en række store institutioner og et større kulturmiljø at trække på. Med et estimeret budget på 500 millioner kroner under sloganet Rethink eller Gentænk vil byen og de omkringliggende kommuner gøre mere ud af at eksperimentere og lancere nye måder at være museum, ghetto, universitet eller kulturfestival på. Aarhus har de samme udfordringer som mange andre europæiske byer, og vi vil gerne gå forrest og finde nye veje, siger Trevor Davies.

Det vil være en enorm skuffelse for begge kandidater, hvis titlen går til den anden part. Men mange af tiltagene bliver alligevel til noget, forsikrer begge parter. Ifølge Else Redzepovic har Sønderborg en strategi for området helt frem til 2030, der skal løfte udkantsområdet og gøre det mere tiltrækkende.

Europæiske kulturhovedstæder blev lanceret af EUs Ministerråd i 1985. Formålet er at bidrage til at bringe EUs befolkninger nærmere hinanden. Kulturbyerne fordeles mellem to nye lande hvert år. København var kulturhovedstad i 1996.